Seymour Hersh: Hvordan USA fik sat en stopper for Nord Stream-rørledningerne

Den amerikanske flådes dykke- og bjærgningscenter ligger på et sted, der er lige så obskurt som dets navn – ned ad det, der engang var en landevej i det landlige Panama City, en nu blomstrende ferieby i den sydvestlige del af Florida, 70 mil syd for Alabama-grænsen. Centrets kompleks er lige så ubeskriveligt som dets beliggenhed – en kedelig betonbygning fra efter Anden Verdenskrig, der ligner et erhvervsgymnasium på den vestlige side af Chicago. En møntvaskeri og en danseskole ligger på den anden side af det, der nu er en firesporet vej.

Centret har i årtier uddannet højt kvalificerede dybhavsdykkere, som, når de er blevet tildelt USA’s militærenheder over hele verden, er i stand til at foretage tekniske dykninger for at gøre det gode – bruge C4-sprængstoffer til at rydde havne og strande for affald og ueksploderet ammunition – såvel som det dårlige, som at sprænge udenlandske olieplatforme i luften, ødelægge indsugningsventiler til undersøiske kraftværker, ødelægge sluser på vigtige skibskanaler. Centret i Panama City, der har den næststørste indendørs pool i Amerika, var det perfekte sted at rekruttere de bedste og mest stilfærdige kandidater fra dykkerskolen, som sidste sommer med succes gjorde det, de havde fået bemyndigelse til at gøre 260 fod under overfladen af Østersøen.

I juni sidste år placerede flådedykkerne, der opererede under dække af en meget omtalt NATO-øvelse midt på sommeren, kendt som BALTOPS 22, de fjernudløste sprængstoffer, som tre måneder senere ødelagde tre af de fire Nord Stream-rørledninger, ifølge en kilde med direkte kendskab til den operationelle planlægning.

To af rørledningerne, der samlet var kendt som Nord Stream 1, havde forsynet Tyskland og store dele af Vesteuropa med billig russisk naturgas i mere end et årti. Et andet par rørledninger, kaldet Nord Stream 2, var blevet bygget, men var endnu ikke i drift. Nu, hvor de russiske tropper samlede sig ved den ukrainske grænse, og den blodigste krig i Europa siden 1945 var nært forestående, så præsident Joseph Biden rørledningerne som et middel for Vladimir Putin til at bruge naturgas som våben for sine politiske og territoriale ambitioner.

Adrienne Watson, en talsmand for Det Hvide Hus, blev bedt om en kommentar og sagde i en e-mail: “Dette er falsk og komplet fiktion.” Tammy Thorp, en talsmand for Central Intelligence Agency (CIA, red.), skrev ligeledes: “Denne påstand er fuldstændig og aldeles falsk.”

Bidens beslutning om at sabotere rørledningerne kom efter mere end ni måneders meget hemmelig debat frem og tilbage i Washingtons nationale sikkerhedskredse om, hvordan man bedst kunne nå dette mål. I en stor del af denne periode var spørgsmålet ikke, om missionen skulle udføres, men hvordan den skulle udføres uden nogen åbenlys ledetråd om, hvem der var ansvarlig.

Der var en afgørende bureaukratisk grund til at satse på kandidater fra centrets hardcore dykkerskole i Panama City. Dykkerne var kun fra flåden og ikke medlemmer af USA’s Special Operations Command, hvis hemmelige operationer skal rapporteres til Kongressen og på forhånd briefes til ledelsen i Senatet og Repræsentanternes Hus – den såkaldte Bande af Otte. Biden-administrationen gjorde alt for at undgå lækkede oplysninger, da planlægningen fandt sted sidst i 2021 og ind i de første måneder af 2022.

Præsident Biden og hans udenrigspolitiske team – den nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan, udenrigsminister Tony Blinken og Victoria Nuland, viceminister for udenrigspolitik – havde været højlydte og konsekvente i deres fjendtlighed over for de to rørledninger, som løb side om side i 750 mil gennem Østersøen fra to forskellige havne i det nordøstlige Rusland nær den estiske grænse, tæt forbi den danske ø Bornholm, før de endte i Nordtyskland.

Den direkte rute, som omgik behovet for at passere Ukraine, havde været en fordel for den tyske økonomi, som nød godt af en overflod af billig russisk naturgas – nok til at drive fabrikker og opvarme boliger og samtidig gøre det muligt for tyske distributører at sælge overskydende gas med fortjeneste i hele Vesteuropa. En handling, der kunne spores tilbage til administrationen, ville være i strid med USA’s løfter om at minimere direkte konflikter med Rusland. Hemmelighedskræmmeri var afgørende.

Fra begyndelsen blev Nord Stream 1 af Washington og dets antirussiske NATO-partnere set som en trussel mod den vestlige dominans. Holdingselskabet bag, Nord Stream AG, blev oprettet i Schweiz i 2005 i samarbejde med Gazprom, et russisk børsnoteret selskab, der giver enorme overskud til aktionærerne, og som er domineret af oligarker, der er kendt for at være i Putins vold. Gazprom kontrollerede 51 procent af selskabet, mens fire europæiske energiselskaber – et i Frankrig, et i Holland og to i Tyskland – delte de resterende 49 procent af aktierne og havde ret til at kontrollere salget af den billige naturgas til lokale distributører i Tyskland og Vesteuropa. Gazproms overskud blev delt med den russiske regering, og statens gas- og olieindtægter blev i nogle år anslået til at udgøre op til 45 procent af Ruslands årlige budget.

USA’s politiske frygt var reel: Putin ville nu få en ekstra og meget nødvendig stor indtægtskilde, og Tyskland og resten af Vesteuropa ville blive afhængige af billig naturgas fra Rusland – og samtidig mindske Europas afhængighed af USA. Faktisk er det præcis det, der skete. Mange tyskere så Nord Stream 1 som en del af opfyldelsen af den tidligere kansler Willy Brandts berømte Ostpolitik-teori, som ville gøre det muligt for efterkrigstidens Tyskland at rehabilitere sig selv og andre europæiske nationer, der blev ødelagt under Anden Verdenskrig, ved blandt andet at udnytte billig russisk gas som brændstof til et blomstrende vesteuropæisk marked og handelsøkonomi.

Nord Stream 1 var farlig nok efter NATO’s og Washingtons mening, men Nord Stream 2, hvis opførelse blev færdiggjort i september 2021, ville, hvis det blev godkendt af de tyske myndigheder, fordoble mængden af billig gas, der ville være tilgængelig for Tyskland og Vesteuropa. Den anden rørledning ville også levere nok gas til mere end 50 procent af Tysklands årlige forbrug. Spændingerne eskalerede konstant mellem Rusland og NATO, understøttet af Biden-administrationens aggressive udenrigspolitik.

Modstanden mod Nord Stream 2 blussede op på tærsklen til Bidens indsættelse i januar 2021, da republikanerne i Senatet med Ted Cruz fra Texas i spidsen gentagne gange rejste den politiske trussel fra billig russisk naturgas under høringen om bekræftelse af Blinken som udenrigsminister. På det tidspunkt var det lykkedes et enigt Senat at vedtage en lov, der, som Cruz sagde til Blinken, “stoppede [rørledningen] i dens løb”. Der ville være et enormt politisk og økonomisk pres fra den tyske regering, som dengang blev ledet af Angela Merkel, for at få den anden rørledning i drift.

Ville Biden tage kampen op mod tyskerne? Blinken svarede ja, men tilføjede, at han ikke havde drøftet de nærmere detaljer om den kommende præsidents synspunkter. “Jeg kender hans stærke overbevisning om, at Nord Stream 2 er en dårlig idé”, sagde han. “Jeg ved, at han vil have os til at bruge alle de overtalelsesmidler, vi har, til at overbevise vores venner og partnere, herunder Tyskland, om, at de ikke skal gå videre med det.”

Et par måneder senere, da byggeriet af den anden rørledning nærmede sig sin afslutning, blinkede Biden med øjnene. Ved en overraskende vending ophævede administrationen i maj samme år sanktionerne mod Nord Stream AG, og en embedsmand fra udenrigsministeriet indrømmede, at det altid havde været “et long shot” at forsøge at stoppe rørledningen gennem sanktioner og diplomati. Bag kulisserne skulle embedsmænd fra administrationen efter sigende have opfordret den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky, der på det tidspunkt stod over for en trussel om russisk invasion, til ikke at kritisere beslutningen.

Det fik øjeblikkelige konsekvenser. Republikanerne i Senatet, anført af Cruz, meddelte, at de straks ville blokere alle Bidens udenrigspolitiske kandidater og forsinkede vedtagelsen af den årlige forsvarslov i månedsvis, langt ind i efteråret. Politico beskrev senere Bidens kovending i forbindelse med den anden russiske rørledning som “den eneste beslutning, nok mere end den kaotiske militære tilbagetrækning fra Afghanistan, der har bragt Bidens dagsorden i fare”.

Administrationen var vaklende, selv om den fik en udsættelse af krisen i midten af november, da Tysklands energimyndigheder suspenderede godkendelsen af den anden Nord Stream-rørledning. Naturgaspriserne steg med 8 procent i løbet af få dage på grund af den voksende frygt i Tyskland og Europa for, at suspensionen af rørledningen og den voksende risiko for en krig mellem Rusland og Ukraine ville føre til en meget uønsket kold vinter. Det var ikke klart for Washington, hvor Olaf Scholz, Tysklands nyudnævnte kansler, stod. Nogle måneder tidligere, efter Afghanistans fald, havde Scholtz i en tale i Prag offentligt støttet den franske præsident Emmanuel Macrons opfordring til en mere selvstændig europæisk udenrigspolitik – hvilket klart antydede mindre afhængighed af Washington og dets vekslende handlinger.

Under hele dette forløb havde de russiske tropper støt og ildevarslende opbygget sig ved Ukraines grænser, og i slutningen af december var mere end 100.000 soldater i stilling til at angribe fra Hviderusland og Krim. Uroen voksede i Washington, herunder en vurdering fra Blinken om, at disse troppetal kunne “fordobles på kort tid”.

Administrationens opmærksomhed var endnu en gang rettet mod Nord Stream. Så længe Europa var afhængig af rørledningerne for billig naturgas, var Washington bange for, at lande som Tyskland ville være tilbageholdende med at forsyne Ukraine med de penge og våben, som landet havde brug for til at besejre Rusland.

Det var på dette urolige tidspunkt, at Biden bemyndigede Jake Sullivan til at samle en tværministeriel gruppe til at udarbejde en plan.

Alle muligheder skulle være på bordet. Men kun én ville blive valgt.

Planlægning

I december 2021, to måneder før de første russiske kampvogne rullede ind i Ukraine, indkaldte Jake Sullivan til et møde med en nyoprettet arbejdsgruppe – mænd og kvinder fra Joint Chiefs of Staff, CIA, udenrigsministeriet og finansministeriet – og bad om anbefalinger til, hvordan man skulle reagere på Putins forestående invasion.

Det skulle blive det første af en række tophemmelige møder i et sikkert rum på øverste etage i Old Executive Office Building, der støder op til Det Hvide Hus, og som også var hjemsted for præsidentens rådgivende råd for udenlandske efterretninger (PFIAB). Der var den sædvanlige snak frem og tilbage, som til sidst førte til et afgørende indledende spørgsmål: Ville den anbefaling, som gruppen fremsendte til præsidenten, kunne omgøres – såsom endnu et lag af sanktioner og valutarestriktioner – eller være uigenkaldelig – det vil sige kinetiske aktioner, som ikke kunne omgøres?

Ifølge kilden med direkte kendskab til processen blev det klart for deltagerne, at Sullivan havde til hensigt at få gruppen til at udarbejde en plan for ødelæggelsen af de to Nord Stream-rørledninger – og at han efterlevede præsidentens ønsker.

I løbet af de næste mange møder drøftede deltagerne mulighederne for et angreb. Flåden foreslog at bruge en nyligt indsat ubåd til at angribe rørledningen direkte. Luftvåbnet drøftede at kaste bomber med forsinkede lunter, der kunne udløses på afstand. CIA argumenterede for, at uanset hvad der blev gjort, skulle det ske i det skjulte. Alle involverede forstod, hvad der stod på spil. “Det er ikke noget barnemad,” sagde kilden. Hvis angrebet kunne spores til USA, “er det en krigshandling.”

På det tidspunkt blev CIA ledet af William Burns, en afdæmpet tidligere ambassadør i Rusland, som havde været viceudenrigsminister i Obama-regeringen. Burns bemyndigede hurtigt en arbejdsgruppe fra agenturet, hvis ad hoc-medlemmer tilfældigvis omfattede en person, der var bekendt med kapaciteten hos flådens dybhavsdykkere i Panama City. I løbet af de næste par uger begyndte medlemmerne af CIA’s arbejdsgruppe at udarbejde en plan for en hemmelig operation, der skulle bruge dybhavsdykkere til at udløse en eksplosion langs rørledningen.

Noget lignende var blevet gjort før. I 1971 erfarede USA’s efterretningstjeneste fra stadig hemmelige kilder, at to vigtige enheder i den russiske flåde kommunikerede via et undervandskabel, der var begravet i Det Okhotskiske Hav på Ruslands fjernøstlige kyst. Kablet forbandt en regional flådekommando med hovedkvarteret på fastlandet i Vladivostok.

Et håndplukket team af agenter fra Central Intelligence Agency og National Security Agency blev samlet et sted i Washington-området under dække og udarbejdede en plan ved hjælp af flådedykkere, modificerede ubåde og et ubådsredningsfartøj, som efter mange forsøg og fejl lykkedes med at lokalisere det russiske kabel. Dykkerne anbragte en sofistikeret aflytningsapparat på kablet, som med succes opfangede den russiske trafik og optog den på et båndoptagelsessystem.

NSA erfarede, at højtstående russiske flådeofficerer, der var overbeviste om sikkerheden i deres kommunikationsforbindelse, chattede med deres kolleger uden kryptering. Optageapparatet og båndet måtte udskiftes hver måned, og projektet fortsatte lystigt i et årti, indtil det blev afsløret af en 44-årig civil NSA-tekniker ved navn Ronald Pelton, der talte flydende russisk. Pelton blev forrådt af en russisk afhopper i 1985 og idømt en fængselsdom. Han blev betalt blot 5.000 dollars af russerne for sine afsløringer om operationen og 35.000 dollars for andre russiske operationelle data, som han leverede, og som aldrig blev offentliggjort.

Denne undervandssucces med kodenavnet Ivy Bells var nyskabende og risikabel og gav uvurderlige oplysninger om den russiske flådes hensigter og planlægning.

Alligevel var den tværministerielle gruppe i begyndelsen skeptisk over for CIA’s begejstring for et hemmeligt angreb på dybt vand. Der var for mange ubesvarede spørgsmål. Østersøens farvande var stærkt patruljeret af den russiske flåde, og der var ingen olieplatforme, der kunne bruges som dække for en dykning. Ville dykkerne skulle tage til Estland, lige på den anden side af grænsen til Ruslands naturgasladningsdokke, for at træne til missionen? “Det ville være en katastrofe,” fik agenturet at vide.

Under “alle disse planløsninger”, sagde kilden, “var der nogle arbejdende fyre i CIA og udenrigsministeriet, der sagde: ‘Lad være med at gøre det her’. Det er dumt og vil blive et politisk mareridt, hvis det kommer ud.”

Ikke desto mindre aflagde CIA-arbejdsgruppen i begyndelsen af 2022 rapport til Sullivans tværministerielle gruppe: “Vi har en måde at sprænge rørledningerne i luften på.”

Det, der fulgte, var overvældende. Den 7. februar, mindre end tre uger før den tilsyneladende uundgåelige russiske invasion af Ukraine, mødtes Biden på sit kontor i Det Hvide Hus med den tyske kansler Olaf Scholz, som efter en del vaklen nu var fast på USA’s hold. På den efterfølgende pressebriefing sagde Biden trodsigt: “Hvis Rusland invaderer… vil der ikke længere være nogen Nord Stream 2. Vi vil sætte en stopper for det.”

Tyve dage tidligere havde viceminister Nuland leveret stort set det samme budskab på et briefingmøde i udenrigsministeriet, med ringe pressedækning. “Jeg vil gerne gøre det meget klart for jer i dag”, sagde hun som svar på et spørgsmål. “Hvis Rusland invaderer Ukraine, vil Nord Stream 2 på den ene eller anden måde ikke komme videre.”

Flere af dem, der var involveret i planlægningen af rørledningsmissionen, var rystede over, hvad de betragtede som indirekte henvisninger til angrebet.

“Det var som at lægge en atombombe på jorden i Tokyo og fortælle japanerne, at vi vil detonere den”, sagde kilden. “Planen var, at de mulige handlinger skulle udføres efter invasionen og ikke annonceres offentligt. Biden forstod det simpelthen ikke eller ignorerede det.”

Bidens og Nulands indiskretion, hvis det er det, det var, kan have frustreret nogle af planlæggerne. Men det skabte også en mulighed. Ifølge kilden fastslog nogle af de højtstående embedsmænd i CIA, at det at sprænge rørledningen i luften “ikke længere kunne betragtes som en skjult løsning, fordi præsidenten lige havde meddelt, at vi vidste, hvordan man gjorde det”.

Planen om at sprænge Nord Stream 1 og 2 i luften blev pludselig nedgraderet fra en hemmelig operation, der krævede, at Kongressen blev informeret, til en operation, der blev betragtet som en højt klassificeret efterretningsoperation med støtte fra USA’s militær. I henhold til loven, forklarede kilden, “var der ikke længere et juridisk krav om at rapportere operationen til Kongressen. Nu skulle de bare gøre det – men det skulle stadig være hemmeligt. Russerne har en suveræn overvågning af Østersøen.”

Agenturets arbejdsgruppemedlemmer havde ingen direkte kontakt med Det Hvide Hus og var ivrige efter at finde ud af, om præsidenten mente, hvad han havde sagt – det vil sige, om missionen nu var en realitet. Kilden huskede: “Bill Burns kommer tilbage og siger: ‘Gør det’.”

Operationen

Norge var det perfekte sted at indlede missionen.

I de seneste par års øst-vest-krise har USA’s militær udvidet sin tilstedeværelse i Norge, hvis vestlige grænse løber 1.400 mil langs det nordlige Atlanterhav og løber sammen med Rusland over polarcirklen. Pentagon har skabt højt betalte job og kontrakter, midt i en vis lokal kontrovers, ved at investere hundredvis af millioner af dollars i opgradering og udvidelse af USA’s flåde og luftvåbenfaciliteter i Norge. De nye værker omfattede især en avanceret syntetisk aperturradar langt oppe nordpå, som kunne trænge dybt ind i Rusland og kom i drift, netop som USA’s efterretningstjeneste mistede adgangen til en række langtrækkende lyttepladser inde i Kina.

En nyrenoveret amerikansk ubådsbase, som havde været under opførelse i årevis, var blevet operationel, og flere amerikanske ubåde kunne nu arbejde tæt sammen med deres norske kolleger for at overvåge og udspionere en stor russisk atomskanse 250 mil mod øst på Kolahalvøen. USA har også kraftigt udvidet en norsk luftbase i nord og har leveret en række Boeing-byggede P8 Poseidon-patruljefly til det norske luftvåben for at styrke dets langtrækkende spionage af alt, hvad der rører sig i Rusland.

Til gengæld gjorde den norske regering de liberale og nogle moderate medlemmer af parlamentet vrede i november sidste år ved at vedtage den supplerende forsvarssamarbejdsaftale (SDCA). Ifølge den nye aftale vil USA’s retssystem i visse “aftalte områder” i Norden have jurisdiktion over amerikanske soldater, der anklages for forbrydelser uden for basen, samt over de norske borgere, der anklages eller mistænkes for at forstyrre arbejdet på basen.

Norge var en af de oprindelige underskrivere af NATO-traktaten i 1949, i Den Kolde Krigs tidlige dage. I dag er NATO’s øverstkommanderende Jens Stoltenberg, en engageret antikommunist, der var Norges statsminister i otte år, før han med amerikansk opbakning i 2014 blev udnævnt til sin høje NATO-post. Han var en hardliner i forhold til alt, hvad Putin og Rusland angår, og han havde samarbejdet med USA’s efterretningstjenester siden Vietnamkrigen. Man har haft fuld tillid til ham siden. “Han er handsken, der passer til USA’s hånd,” sagde kilden.

Tilbage i Washington vidste planlæggerne, at de måtte tage til Norge. “De hadede russerne, og den norske flåde var fuld af fremragende sømænd og dykkere, der havde generationer af erfaring med meget rentabel olie- og gasudvinding på dybt vand,” sagde kilden. Man kunne også stole på, at de ville holde missionen hemmelig. (Nordmændene kan også have haft andre interesser. Ødelæggelsen af Nord Stream – hvis amerikanerne kunne få det til at lykkes – ville give Norge mulighed for at sælge langt mere af sin egen naturgas til Europa).

I marts måned fløj nogle få medlemmer af holdet til Norge for at mødes med den norske efterretningstjeneste og flåden. Et af de vigtigste spørgsmål var, hvor præcis i Østersøen det var det bedste sted at placere sprængstofferne. Nord Stream 1 og 2, der hver har to sæt rørledninger, var meget af vejen adskilt af lidt mere end en mil, mens de løb til havnen i Greifswald i det yderste nordøstlige Tyskland.

Den norske flåde var hurtig til at finde det rigtige sted, i det lave vand i Østersøen et par kilometer ud for Danmarks ø Bornholm. Rørledningerne løb med mere end en mils mellemrum langs en havbund, der kun var 260 fod dyb. Det ville være inden for rækkevidde for dykkerne, som fra en norsk minejager af Alta-klassen ville dykke med en blanding af ilt, nitrogen og helium, der strømmede ud af deres tanke, og placere formede C4-ladninger på de fire rørledninger med beskyttende betondæksler. Det ville være et kedeligt, tidskrævende og farligt arbejde, men farvandet ud for Bornholm havde en anden fordel: der var ingen større tidevandsstrømme, hvilket ville have gjort dykningen meget vanskeligere.

Efter lidt forskning var amerikanerne helt med.

På dette tidspunkt kom flådens obskure dybhavsgruppe i Panama City endnu en gang i spil. Dybhavsskolerne i Panama City, hvis elever deltog i Ivy Bells, betragtes som et uønsket bagland af elitekandidaterne fra flådeakademiet i Annapolis, som typisk søger æren af at blive udnævnt til Seal, jagerpilot eller ubådsmand. Hvis man skal blive en “Sort Sko” – det vil sige et medlem af den mindre eftertragtede overfladeskibskommando – er der altid i det mindste tjeneste på en destroyer, en krydser eller et amfibieskib. Den mindst glamourøse af dem alle er minebekæmpelse. Dykkerne kommer aldrig i Hollywood-film eller på forsiden af populære magasiner.

“De bedste dykkere med dybhavsuddannelser er et snævert fællesskab, og kun de allerbedste bliver rekrutteret til operationen og får besked på at være klar til at blive indkaldt til CIA i Washington,” sagde kilden.

Nordmændene og amerikanerne havde en lokation og agenterne, men der var en anden bekymring: enhver usædvanlig undervandsaktivitet i farvandet ud for Bornholm kunne tiltrække sig opmærksomhed fra den svenske eller danske flåde, som kunne rapportere det.

Danmark havde også været en af de oprindelige NATO-underskrivere og var kendt i efterretningstjenesterne for sine særlige forbindelser til Storbritannien. Sverige havde ansøgt om medlemskab af NATO og havde demonstreret sin store dygtighed i forvaltningen af sine undervandslyd- og magnetiske sensorsystemer, som med succes sporede russiske ubåde, der lejlighedsvis dukkede op i fjerntliggende farvande i den svenske skærgård og blev tvunget op til overfladen.

Nordmændene sluttede sig til amerikanerne og insisterede på, at nogle højtstående embedsmænd i Danmark og Sverige skulle informeres i generelle vendinger om mulige dykkeraktiviteter i området. På den måde kunne nogen højere oppe gribe ind og holde en rapport ude af kommandokæden og dermed afskærme rørledningsoperationen. “Det, de fik at vide, og det, de vidste, var bevidst forskelligt,” fortalte kilden mig. (Den norske ambassade, der blev bedt om at kommentere denne historie, reagerede ikke).

Nordmændene var nøglen til at løse andre problemer. Den russiske flåde var kendt for at have overvågningsteknologi, der kunne opdage og udløse undervandsminer. De amerikanske eksplosive anordninger skulle camoufleres på en måde, så de for det russiske system ville fremstå som en del af den naturlige baggrund – noget, der krævede tilpasning til vandets særlige saltholdighed. Nordmændene havde en løsning.

Nordmændene havde også en løsning på det afgørende spørgsmål om, hvornår operationen skulle finde sted. I de sidste 21 år har USA’s Sjette Flåde, hvis flagskib er baseret i Gaeta i Italien syd for Rom, hvert år i juni sponsoreret en stor NATO-øvelse i Østersøen, som involverer en lang række allierede skibe fra hele regionen. Den aktuelle øvelse, der afholdes i juni, er kendt som Baltic Operations 22 eller BALTOPS 22. Nordmændene foreslog, at dette ville være det ideelle dække for at udlægge minerne.

Amerikanerne leverede et vigtigt element: de overbeviste planlæggerne for den sjette flåde om at tilføje en forsknings- og udviklingsøvelse til programmet. Øvelsen, som blev offentliggjort af søværnet, involverede Den Sjette Flåde i samarbejde med søværnets “forsknings- og krigsføringscentre”. Begivenheden til søs skulle afholdes ud for Bornholmskysten og involvere NATO-hold af dykkere, der anbragte miner, mens konkurrerende hold skulle bruge den nyeste undervandsteknologi til at finde og ødelægge dem.

Det var både en nyttig øvelse og et genialt dække. Drengene fra Panama City ville gøre deres arbejde, og C4-sprængstofferne ville være på plads ved afslutningen af BALTOPS22 med en 48-timers tidsindstilling tilknyttet. Alle amerikanerne og nordmændene ville være væk for længst ved den første eksplosion.

Dagene var ved at tælle ned. “Uret tikkede, og vi nærmede os en fuldført mission,” sagde kilden.

Dernæst: Washington kom på andre tanker. Bomberne skulle stadig placeres under BALTOPS, men Det Hvide Hus var bekymret for, at et tidsrum på to dage for deres detonation ville være for tæt på øvelsens afslutning, og det ville være tydeligt, at USA havde været involveret.

I stedet havde Det Hvide Hus en ny anmodning: “Kan gutterne i området finde på en måde at sprænge rørledningerne senere på kommando?”

Nogle medlemmer af planlægningsgruppen var vrede og frustrerede over formandens tilsyneladende ubeslutsomhed. Dykkerne i Panama City havde gentagne gange øvet sig i at placere C4 på rørledninger, som de ville gøre det under BALTOPS, men nu måtte holdet i Norge finde på en måde at give Biden det, han ønskede – nemlig muligheden for at udstede en vellykket eksekveringsordre på et tidspunkt efter eget valg.

At få til opgave at foretage en arbitrær ændring i sidste øjeblik var noget, som CIA var vant til at håndtere. Men det fornyede også de bekymringer, som nogle havde om nødvendigheden og lovligheden af hele operationen.

Præsidentens hemmelige ordrer mindede også om CIA’s dilemma i Vietnamkrigens dage, da præsident Johnson, der blev konfronteret med voksende anti-Vietnamkrigsstemninger, beordrede CIA til at overtræde sit charter – som specifikt forbød det at operere inden for USA – ved at udspionere antikrigsledere for at finde ud af, om de blev kontrolleret af det kommunistiske Rusland.

Agenturet gav i sidste ende sit samtykke, og i løbet af 1970’erne blev det klart, hvor langt det var villigt til at gå. I kølvandet på Watergate-skandalerne kom der efterfølgende afsløringer i aviserne om agenturets spionage mod amerikanske borgere, dets involvering i mord på udenlandske ledere og dets undergravning af Salvador Allendes socialistiske regering.

Disse afsløringer førte til en dramatisk række høringer i midten af 1970’erne i Senatet under ledelse af Frank Church fra Idaho, som gjorde det klart, at Richard Helms, den daværende direktør for agenturet, accepterede, at han havde en forpligtelse til at gøre, hvad præsidenten ønskede, selv om det betød at overtræde loven.

I et ikke offentliggjort vidneudsagn, der blev afgivet for lukkede døre, forklarede Helms med beklagelse, at “man har næsten en ubesmittet undfangelse, når man gør noget” efter hemmelige ordrer fra en præsident. “Uanset om det er rigtigt, at du skal have det, eller forkert, at du skal have det, så arbejder [CIA] under andre regler og grundregler end nogen anden del af regeringen.” Han fortalte i bund og grund senatorerne, at han som leder af CIA forstod, at han havde arbejdet for kronen og ikke for forfatningen.

Amerikanerne i Norge arbejdede under samme dynamik og begyndte pligtskyldigt at arbejde på det nye problem – hvordan C4-sprængstofferne kunne detoneres på afstand efter anmodning fra Biden. Det var en langt mere krævende opgave, end de i Washington forstod. Holdet i Norge kunne på ingen måde vide, hvornår præsidenten ville trykke på knappen. Ville det være om nogle få uger, om mange måneder eller om et halvt år eller længere?

C4’eren, fastgjort til rørledningerne, ville blive udløst af en sonarbøje, der ville blive kastet ned af et fly med kort varsel, men proceduren involverede den mest avancerede signalbehandlingsteknologi. Når de forsinkede tidsindsatser, der var fastgjort til en af de fire rørledninger, var på plads, kunne de ved et uheld blive udløst af den komplekse blanding af baggrundslyde fra havet i hele den stærkt trafikerede Østersø – fra skibe i nærheden og på afstand, undervandsboringer, seismiske hændelser, bølger og endda havdyr. For at undgå dette ville sonarbøjen, når den er på plads, udsende en sekvens af unikke lavfrekvente tonale lyde – ligesom dem, der udsendes af en fløjte eller et klaver – som ville blive genkendt af tidsindstillingen og efter en forudindstillet timers forsinkelse udløse sprængstofferne. (“Man ønsker et signal, der er robust nok til, at intet andet signal ved et uheld kan sende en impuls, der udløser sprængstofferne”, fik jeg at vide af Dr. Theodore Postol, professor emeritus i videnskab, teknologi og national sikkerhedspolitik ved MIT. Postol, der har været videnskabelig rådgiver for Pentagons chef for flådeoperationer, sagde, at det spørgsmål, som gruppen i Norge stod over for på grund af Bidens forsinkelse, var et spørgsmål om tilfældigheder: “Jo længere tid sprængstofferne er i vandet, jo større er risikoen for et tilfældigt signal, der kan udløse bomberne.”)

Den 26. september 2022 foretog et P8-overvågningsfly fra den norske flåde en tilsyneladende rutineflyvning og kastede en sonarbøje ned. Signalet spredte sig under vandet, først til Nord Stream 2 og derefter videre til Nord Stream 1. Få timer senere blev de kraftige C4-sprængstoffer udløst, og tre af de fire rørledninger blev sat ud af drift. I løbet af få minutter kunne man se de metangasbassiner, der var tilbage i de lukkede rørledninger, sprede sig på vandoverfladen, og verden fik at vide, at der var sket noget uigenkaldeligt.

Udfald

Umiddelbart efter bombeangrebet på rørledningen behandlede de amerikanske medier det som et uopklaret mysterium. Rusland blev gentagne gange nævnt som en sandsynlig gerningsmand, tilskyndet af kalkulerede udsagn fra Det Hvide Hus – men uden at der nogensinde blev fastlagt et klart motiv for en sådan selv-sabotageakt, ud over simpel gengældelse. Da det et par måneder senere kom frem, at de russiske myndigheder i al stilhed havde indhentet skøn over omkostningerne til reparation af rørledningerne, beskrev New York Times nyheden som “en komplikation af teorierne om, hvem der stod bag” angrebet. Ingen større amerikanske aviser gravede i de tidligere trusler mod rørledningerne, som Biden og viceudenrigsminister Nuland havde fremsat.

Selv om det aldrig blev klart, hvorfor Rusland ville forsøge at ødelægge sin egen lukrative rørledning, kom der en mere sigende begrundelse for præsidentens handling fra udenrigsminister Blinken.

På et pressemøde i september sidste år blev Blinken spurgt om konsekvenserne af den forværrede energikrise i Vesteuropa, og han beskrev øjeblikket som et potentielt godt øjeblik:

“Det er en fantastisk mulighed for én gang for alle at fjerne afhængigheden af russisk energi og dermed fjerne Vladimir Putins våbenisering af energi som et middel til at fremme sine imperiale planer. Det er meget betydningsfuldt, og det giver en enorm strategisk mulighed for de kommende år, men i mellemtiden er vi fast besluttet på at gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at sikre, at konsekvenserne af alt dette ikke bæres af borgerne i vores lande eller for den sags skyld rundt om i verden.”

For nylig udtrykte Victoria Nuland tilfredshed med, at den nyeste af rørledningerne blev nedlagt. Under en høring i Senatets udenrigsudvalg i slutningen af januar sagde hun til senator Ted Cruz: “Ligesom du er jeg, og jeg tror, at administrationen er meget tilfreds med at vide, at Nord Stream 2 nu er, som du ynder at sige, en metalklump på havets bund.”

Kilden havde et langt mere gadeklogt syn på Bidens beslutning om at sabotere mere end 1500 miles af Gazproms rørledning, da vinteren nærmede sig. “Tja,” sagde han om præsidenten, “jeg må indrømme, at fyren har et par nosser. Han sagde, at han ville gøre det, og det gjorde han.”

Da han blev spurgt, hvorfor han troede, at russerne ikke reagerede, sagde han kynisk: “Måske vil de have mulighed for at gøre de samme ting, som USA gjorde.”

“Det var en smuk dækhistorie,” fortsatte han. “Bag den lå en hemmelig operation, der placerede eksperter i felten og udstyr, der fungerede på et hemmeligt signal.

“Den eneste fejl var beslutningen om at gøre det.”

Denne artikel blev oprindeligt offentliggjort på Seymour Hersh’s Substack. Se den originale artikel her.

Seymour Hersh har været ansat som skribent på The New Yorker og The New York Times og etablerede sig i spidsen for den undersøgende journalistik i 1970, da han fik Pulitzer-prisen (som freelancer) for sin afsløring af massakren i den vietnamesiske landsby My Lai. Siden da har han modtaget George Polk-prisen fem gange, National Magazine Award for Public Interest to gange, Los Angeles Times Book Prize, National Book Critics Circle Award, George Orwell Award og snesevis af andre anerkendelser.

Siden Seymour Hersh har offentliggjort denne artikel, har Det Hvide Hus afvist anklagerne, og Hersh er blevet kritiseret for kun at benytte én anonym kilde.

Oversættelse, trompet, billede samt information om Det Hvide Hus’ reaktion og kritikken af artiklen udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.