Den russisk-ukrainske krig er inde i en hektisk fase. Ruslands forårsoffensiv er i fuld gang – dog hidtil uden at resultere i andet end større blodsudgydelser, især på egen side.
Også på den intellektuelle front er krigen genstand for strid. Igennem hele dens optakt og etårige forløb har Information bragt essays fra internationale tænkere og strateger med forudsigelser af, hvordan krigens udfald kan blive, med analyser af dens geo- og magtpolitiske baggrund, med sikkerhedspolitiske og sikkerhedsfilosofiske perspektiver og med overvejelser om, hvordan Vesten kan agere klogest, for at modvirke russisk sejr, for at undgå, at krigen eskalerer ud af kontrol eller for at hjælpe Ukraine til sejr.
I dagens nyhedsbrev genbesøger vi et udvalg af disse tekster, hvis aktualitet og læseværdighed har holdt sig usvækket – også selv om vi i mellemtiden er blevet klogere på krigens gang, end da de blev skrevet.
Genkomst. Menneskehedens største bedrift i moderne tid er, at krige og erobringer er blevet mindre og mindre accepteret som magtmidler. Når Putins Rusland truer freden i Europa, truer det også denne historiske landvinding, skrev den israelske tænker Yuval Noah Harari få dage før krigsudbruddet. Hans tankevækkende essay om de potentielle fremadrettede farer ved storkrigens genkomst i verdenspolitikken kunne læses i Information på selve dagen for krigsudbruddet.
Overmod. Vesten har et medansvar for den russisk-ukrainske krig ved at svigte hensynet til Ruslands legitime sikkerhedsinteresse, mener den sikkerhedspolitiske analytiker, Stephen Walt. Da NATO stillede Ukraine og Georgien medlemskab i udsigt, begik Vesten en fatal fejl. Som vi ved fra den sikkerhedspolitiske realismes indsigter, har alle stormagter rationelle sikkerhedsinteresser – og det har aldrig været sandsynligt, at Rusland kunne overtales til at tro på Vestens ’reelle hensigter’.
Liberal høg. Verdens liberale demokratier må konsekvent stræbe efter at være verdens tyrannier militært overlegne. Det mener historikeren og forfatteren Anne Applebaum, en af den liberale internationalismes høge, for »nogle gange kan kun kanoner forhindre voldsekstremister i at tage magten«. Som hun skrev få måneder før krigsudbruddet: »I den virkelige verden er kampen for at forsvare det liberale demokrati nogle gange en helt reel og fysisk kamp, en militær kamp – og ikke bare en ideologisk kamp. Den kamp kan ikke altid udkæmpes med retorik, argumenter, konferencer eller diplomati eller ved at indsætte menneskerettighedsorganisationer, FN-erklæringer og bekymrede officielle udtalelser fra EU.«
Nederlag. Kun få uger efter krigens udbrud, mente den franske geopolitiske tænker Jean-Baptiste Jeangène Vilmer allerede at kunne fælde en sikker konklusion: Prisen for at vinde krigen mod Ukraine og holde landet besat ville blive for høj til, at Rusland havde råd. Da Ruslands forsøg på lynkrig slog fejl over for en uventet stærk og ubrydelig ukrainsk modstandsvilje, efterlod det Putin med udelukkende dårlige handlemuligheder. Hvilken form, det russiske nederlag ville tage, var dog et åbent spørgsmål, skrev han også – det holder i den grad stadig stik.
Besindelse. Den store gamle mand i tysk filosofi, Jürgen Habermas, har også ytret sig i Information om den russisk-ukrainske krig – første gang i april i dette essay, hvor en grundpointe var, at »en krig, der føres mod en atommagt, ikke længere kan ’vindes’ i meningsfuld forstand«. Nok skal vi hjælpe Ukraine, men Vestens moralsk kloge beslutning om ikke selv at blive krigsførende part pålægger os en tydeligere markering af, at vores intervention også må have grænser …
Forhandlingsvej … og i sidste uge satte Habermas igen dagsordenen for debatten med endnu et stort essay, der støtter den tyske kansler Scholz’ linje om, at Vestens hjælp til Ukraine må dreje sig om, at det »ikke skal tabe«. Vesten leverer våben til Ukraine og har legitime grunde til at gøre det. Men dermed påtager vi os et stort medansvar for, hvordan den russisk-ukrainske krig nu videre skal forløbe. Vesten bør ikke overlade det til Ukraine alene at beslutte krigsmålene, men må selv på banen og presse parterne tilbage til forhandlingsbordet. Alternativet er fremadskridende forråelse, mangedobling af lidelser og tabstal. Og risiko for eskalation.
Gennembrud. Den amerikanske topdiplomat og tidligere ambassadør i Moskva, Michael McFaul har en fornem akademisk karriere bag sig og bistod Obama med at ’nulstille’ USA’s ruslandspolitik, dog uden det håbede resultat. For nylig skrev han i Informations Moderne Tider, at Vesten må droppe de små skridts politik, hvis Ruslands krig mod Ukraine ikke skal trække ud i et blodigt dødvande, der på sigt kun vil gavne Putin.
Tak, fordi du læste med. Vi vender tilbage senere på ugen med en højaktuel udgave af nyhedsbrevet Krigen og verdensordenen.
Niels Ivar Larsen
Journalist
