Der er flere både spændende atleter og rivaliseringer, når indendørs-EM i atletik torsdag begynder i Istanbul.
Det bliver som altid lige dele fascinerende og forunderligt, når Europas fremmeste atletikstjerner fra torsdag indtager Ataköy Arena i Istanbul til indendørs-EM.
Medaljeduellerne er én ting, men muligheden for måske at se atleter krydse grænser, tider, højder eller længder, ingen tidligere har gjort, er ligeledes interessant.
Også i år, hvor især en ung hollænder med fart i stængerne kan slå verdensrekord for anden gang på få uger, vurderer DR Sportens atletikkommentator, Christian Munk Petersen.
Herunder dykker vi ned i favoritfeltet og tager samtidig temperaturen på danskernes muligheder ved EM i Istanbul.
Hvem skal vi holde øje med?
For Christian Munk Petersen trækker særligt 400 meter-distancen ved årets indendørs-EM. Det skyldes mestendels en 23-årig hollænder, der i slutningen af februar slettede Jarmila Kratochvilovas ældgamle verdensrekord fra 1982.
Derfor er forventningerne til Bol også skyhøje, siger Christian Munk Petersen.
– Hun er stor guldfavorit, og skal vi have en verdensrekord ved EM, kan det godt blive Bol. Hun er i super form. Da hun slog rekorden, skete det med tre tiendedele. Det er ret markant, siger DR Sportens atletikkommentator.
Herunder kan du se, da Femke Bol for halvanden uge siden slog verdensrekord:
Hos mændene har Christian Munk Petersen et godt øje til vores norske broderfolk.
– Karsten Warholm tangerede en gammel europarekord for nogle år siden, og den kunne meget vel stå for fald, siger han om nordmanden, der tog guld i 400 meter hæk ved OL i Tokyo.
Kvindernes og mændenes 400 meter begynder fredag.
Det slår gnister hos herrernes hurtigste
Det var relativt stor overraskelse, da italieneren Lamont Marcell Jacobs vandt OL-guld på 100 meter i Tokyo.
I Istanbul går Jacobs efter mere metal, denne gang efter 60 meter i pigsko. Han får dog rigeligt at se til, vurderer Christian Munk Petersen.
– Mændenes 60 meter ser interessant ud, fordi vi har briten Reece Prescod, som har hurtigste tid i år med 6,49 sekunder, der skal duellere med Jacobs og hans landsmand Samuele Ceccarelli.
De to italienere har netop krydset klinger ved de nationale mesterskaber, hvor Ceccarelli var én hundrededel hurtigere end Jacobs.
– Det var meget overraskende. Man tænkte “hold da op”. Men Jacobs er normalt klar, når de store projektører tænder.
– Der venter en sjov rivalisering mellem dem, men holder de for meget øje med hinanden, kan Prescod godt snuppe titlen indenom, siger Christian Munk Petersen.
Mændenes 60 meter løbes lørdag.
Graversgaard er bedste bud på dansk finalist
Eventuelle forventninger til danske medaljer må vi nok hellere parkere allerede nu.
Flere af de største profiler, heriblandt Ida Karstoft og Benjamin Lobo Vedel, har nemlig meldt afbud.
Derfor er ambitionen nu en finaleplads og yderligere en dansker i top-12, forklarer Mikkel Larsen, som er elitechef og fungerende landstræner i sprint, hæk og stafet hos Dansk Atletik Forbund.
Men forhåbninger tør han godt have, og de er særligt rettet mod Mette Graversgaard på 60 meter hæk.
– Hun sætter næsten dansk rekord hver gang, hun løber for tiden, og hun var i finalen ved udendørs-EM sidste år. Hun er vores bedste bud på en finalekandidat, siger Mikkel Larsen om Graversgaard, der så sent som i sidste uge satte ny dansk rekord på 60 meter hæk.
Den vurdering er Christian Munk Petersen enig i. Selvom feltet ser stærkt ud, har Graversgaard det, der skal til. DR Sportens atletikkommentator tror samtidig, at stangspringer Caroline Bonde Holm kan overraske.
Caroline Bonde Holm satte ny dansk rekord i stangspring ved EM sidste år:
– I en alder af 32 år leverer hun nogle af karrierens bedste sæsoner i disse år. Især sidste sæson var forrygende, hvor hun kom i EM-finalen og sluttede nummer fire, siger Christian Munk Petersen.
– Hun skal springe op til sit bedste for at nå finalen, men det vil jeg bestemt ikke udelukke, at hun kan.
Inde-EM i atletik løber fra 2. til 5. marts og kan følges på DR2 og DRTV.