Smittefabrikken

I starten af oktober sidste år begyndte mink at falde døde om på en spansk farm i den nordvestlige provins A Coruña i Galicien. Dyrene mistede appetitten, fik blodige snuder og rystende muskelkramper. Den 4. oktober sendte farmens dyrlæge halspodninger fra to syge mink til analyse på et laboratorium i Madrid. Minkene testede negativ for coronavirus, men var i stedet syge med fugleinfluenza, H5N1.

Som ugerne gik, steg dødeligheden blandt minkene markant. Den 18. oktober beordrede de spanske myndigheder, at alle farmens godt 50.000 mink blev slået ned. Det sidste dyr blev aflivet 17. november.

Udbruddet af fugleinfluenza på den spanske minkfarm har trukket dramatiske overskrifter, siden et hold af spanske og italienske veterinærforskere for nylig publicerede et videnskabeligt studie, hvor de præsenterer fundet af højpatogen H5N1 i de galiciske mink.

Studiet, som er udgivet i tidsskriftet Eurosurveillance 19. januar, viser, at der er tale om smitte med varianten 2.3.4.4b, der siden 2020 har spredt sig hurtigere og mere vidtrækkende blandt alverdens fugle end tidligere varianter.

2.3.4.4b er fundet hos 12 ud af 13 af de undersøgte mink fra farmen. Forskernes undersøgelser indikerer også, at minkene har smittet hinanden. Det er dog endnu ikke bekræftet.

De inficerede mink vækker opsigt, fordi udbruddet er den hidtil stærkeste indikation på, at voldsomt smitsomme varianter af H5N1 kan sprede sig fra pattedyr til pattedyr og ultimativt til mennesker. Ingen af de 11 ansatte på den spanske minkfarm er testet positive for fugleinfluenza, og man kender kun til få tilfælde, hvor den nye variant har smittet mennesker. Men der er grund til at være på vagt.

»Det her kan være opskriften på en ny pandemi. Det er skrækscenariet,« siger Lars Erik Larsen, professor i veterinær virologi på Københavns Universitet, formand for den nationale ekspertgruppe for fugleinfluenza og videnskabelig ansvarlig for det nationale overvågningsprogram for virus i fugle og svin i Danmark.

»Vi er der slet ikke endnu, men en minkfarm er et noget nær optimalt reservoir for H5N1 til at mutere og tilpasse sig først pattedyr og siden mennesker.«

Lignende toner lyder fra Isabella Monne, veterinær virolog ved italienske Istituto Zooprofilattico Sperimentale delle Venezie – EUs referencelaboratorie for fugleinfluenza – og ledende forfatter til studiet i Eurosurveillance:

»Det spanske udbrud er en advarsel, der skal minde os om, at fugleinfluenza ikke kun er et problem for fugle. Virus har potentiale til at sprede sig intensivt blandt opdrættede mink og udvikle nye alvorlige mutationer og varianter.«

Et virus, der slår unge ihjel

Fugleinfluenza er et vidt begreb, der kan spores tilbage til 1800-tallet. Det dækker over en bred vifte af sygdomme, som i flere tilfælde har vist sig skæbnesvangre for mennesker. Den spanske syge fra 1918 til 1919 menes at have sit udspring i en fugleinfluenza, der muterede og smittede mennesker og krævede godt 50 millioner dødsfald på verdensplan. I 1968-69 spredte den såkaldte Hongkong-influenza sig til store dele af verden, hvor den tog livet af mellem en og fire millioner mennesker. Hongkong-influenzaen H3N2 havde sit ophav i fugleinfluenzaen H2N2.

Knap 30 år senere stak undertypen H5N1 for første gang næbbet frem på en gåsefarm i Kina. Året efter kom virussen for alvor på dagsordenen, da den tog livet af seks mennesker i Hongkong, og frygten for en ny pandemi bredte sig. Den kom imidlertid aldrig; H5N1 har stort set koncentreret sig om fugle lige siden. Ifølge WHO er H5N1 »kun« fundet hos knap 870 personer. Dødeligheden er til gengæld rystende høj; 457 af de smittede har tabt kampen til sygdommen. Dog bør det nævnes, at det formentlig kun er de mest syge, der er blevet opdaget i tidens løb.

H5N1 ser desuden ud til at ramme unge mennesker særlig hårdt. I 2016 præsenterede amerikanske evolutionsbiologer et studie i tidsskriftet Science, hvor de sammenligner personer fra seks lande, som var smittet med enten H5N1 eller en nyere fugleinfluenza, H7N9. Forskerne fandt, at mens H7N9 især ramte personer født før 1968, var det lige omvendt med H5N1, der ser ud til at ramme uforholdsmæssigt mange, som er født efter 1968. Det skyldes ifølge forskerne, at vores immunforsvar er formet af vores første møde med en influenzavirus: Nåede man at blive smittet med Hongkong-virussens forgænger, H1N1, inden den blev udkonkurreret, er man beskyttet mod H5N1. Nåede man det ikke, er immuniteten svag.

Minkfarme er typisk halvåbne, og det er ikke ualmindeligt, at måger og andre sultne fugle går på rov i minkenes foder. Hvis fuglene er smittet med H5N1, kan de i uheldige tilfælde overføre det til minkene. Foto: Asger Ladefoged, Scanpix

Ifølge biologerne skal forklaringen findes i, at den dominerende influenza på verdensplan skiftede fra H1N1 til H3N2 med den førnævnte Hongkong-virus. De to influenzavirusser tilhører hver sin gruppe, der kort fortalt giver den smittede forskellige former for immunitet mod influenza.

Med varianten 2.3.4.4b har spredningen af H5N1 blandt fugle nået pandemiske højder de seneste år. I sidste uge oplyste World Organization for Animal Health (WOAH) til britiske BBC, at der siden oktober 2021 er registreret 42 millioner individuelle smittetilfælde blandt vilde og domesticerede fugle. Knap 15 millioner tamfugle er døde af sygdommen, mens yderligere 193 millioner er slået ned. Dertil kommer millioner af vilde fugle, som det i sagens natur er vanskeligere at holde øje med.

Udviklingen har sat dybe spor. I flere lande, herunder Danmark, Holland og Storbritannien, har det siden efteråret 2022 været obligatorisk at holde fjerkræ inden døre eller indhegnet og overdækket, og på supermarkedshylderne bliver frilandsæg til skrabeæg. I januar nåede prisen på æg i USA et historisk højt niveau. Her er knap 40 millioner høns er slået ned siden februar 2021.

Sæler, oddere og danske ræve

Bemærkelsesværdigt er det også, at virus i stigende grad dukker op hos pattedyr. Her smitter H5N1 som udgangspunkt dårligt, da de receptorer, virus binder sig til, er langt mindre almindelige i de øvre luftveje. Men med den nye variant 2.3.4.4b er virus tilsyneladende rykket tættere på. I hvert fald dukker varianten i stadig højere grad op i en lang række pattedyr fra sæler og delfiner til oddere og bjørne. Herhjemme blev der for første gang påvist højpatogen H5N1 i fire vildtlevende ræve i januar.

Ifølge WOAH er der hidtil registreret mindst 119 tilfælde af smitte med fugleinfluenza blandt pattedyr rundtomkring i verden. Samtidig vurderer organisationen, at antallet af smittetilfælde blandt pattedyr er kraftigt underrapporteret. De vilde dyr smittes formentlig, fordi de æder inficerede fugle.

»Vi har også tidligere set eksempler på smitte til pattedyr, men der er klart flere tilfælde lige for tiden. Om det er udtryk for, at virus har udviklet sig, så den har lettere ved at smitte pattedyr, eller om det i virkeligheden handler om, at vi først nu er begyndt at interessere os for det, er svært at vurdere. Måske er det en kombination,« siger Lars Erik Larsen, der samtidig understreger, at de genetiske markører, der menes at være afgørende for smitte mellem pattedyr, ikke er fundet i vilde fugle – kun i de smittede pattedyr.

Professoren ligger ikke søvnløs over smittede bjørne og ræve i det fri.

»Vi er selvfølgelig opmærksomme på smitten blandt vilde pattedyr, og hvordan den udvikler sig, men det er alt andet lige begrænset, hvor meget virus en ræv kan sprede, og foreløbig ser det ikke ud til, at de vilde dyr smitter hinanden.«

Mink er en helt anden kategori, siger professoren:

»Hos opdrættede mink, der går tæt sammen på små områder, er der langt større risiko for, at virus kan sprede sig lynhurtigt og mutere til nye varianter, der også kan smitte mennesker. Mink har desuden receptorer i halsen, der minder meget om vores.«

Onsdag lød det fra WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus, at spredningen til pattedyr skal overvåges nøje. Om risikoen for smitte til mennesker sagde generaldirektøren, at risikoen fortsat er lav, men at »vi må forberede os på enhver ændring af status quo«.

Pas på mågerne

Foreløbig er der dog meget, vi ikke ved om både kilden til smitte og spredningen af virus blandt de spanske mink.

Hvad det første angår, peger pilen kraftigt i retning af måger. Forskerne har fundet gener i de syge mink, som også er identificeret i måger med 2.3.4.4b-varianten langs A Coruñas kyster. Det er almindelig kendt, at måger har det med at besøge minkfarme, som typisk er halvåbne og virker stærkt dragende på sultne fugle, der går på rov i minkenes foder.

Netop foderet kan være en anden mulig smittekilde, da minkenes diæt blandt andet bestod af kødrester fra hønseslagterier. Hvis foderet var smittebærende, skulle man imidlertid forvente, at hele farmens besætning hurtigt ville blive syge, da alle dyr fik det samme foder. Da smitten begrænsede sig til en række mindre hotspots, ser denne sammenhæng usikker ud. Desuden er der ikke fundet fugleinfluenza i de områder, hvor slagterierne ligger, lyder det i studiet.

Når det gælder smittespredning, er der flere stærke indicier på, at smitten er sprunget fra dyr til dyr.

»Koncentrationen af virus i minkenes øvre luftveje er ganske høje. Det tilsiger, at de formentlig har udskilt nok virus i næsen til at smitte hinanden. Vi kender dog ikke den krævede infektionsdosis for mink,« siger Lars Erik Larsen.

Dertil kommer, at talrige mink på farmen blev inficeret. Fra 17. til 23. oktober lød dødeligheden blandt dyrene på 4,3 procent mod 0,2-0,3 procent normalt.

»Hvis foderet kan udelukkes som smittekilde, må det enten være mågen eller mågerne, der har været vidt omkring på farmen, eller også har smitten spredt sig fra mink til mink. Det sidste er klart det mest sandsynlige,« vurderer professoren.

Isabella Monne og kollegerne er nu i fuld gang med en større undersøgelse af gensekvenser fra de døde spanske mink, der skal kaste yderligere lys over smittekilder og -spredning på den galiciske farm.

Lars Erik Larsen fastslår, at der trods det spanske smitteudbrud ikke er grund til panik.

»Risikoen på den enkelte minkfarm afhænger af en række faktorer og er derfor ikke stor. En smittet måge eller andre syge fugle skal ind på farmen og sprede virus, der finder vej til en eller flere mink i tilpas store mængder. Mange ting skal gå op i en højere enhed, men worst case-scenariet er så slemt, at vi skal være meget opmærksomme på det her. I sidste ende er det op til myndighederne, om der skal indføres tiltag, der blandt andet kan mindske direkte kontakt mellem vilde fugle og mink.«

Professoren står netop nu i spidsen for en risikovurdering af smitte med fugleinfluenza blandt danske mink bestilt af sundhedsminister Sophie Løhde (V), som Københavns Universitet udarbejder i samarbejde med Statens Serum Institut. Vurderingen skal afleveres i slutningen af næste uge og vil blandt andet danne grundlag for Fødevarestyrelsens videre håndtering af mink i Danmark.

Fra nytår blev det som bekendt igen lovligt at holde mink i Danmark, og for få uger siden ankom 753 mink til en farm i Thyholm i Nordjylland.