Home Nyheder DR Nyheder Snart får flere besøg af lægen i eget hjem med nyt digitalt...

Snart får flere besøg af lægen i eget hjem med nyt digitalt nærhospital

2
0
snart-faar-flere-besoeg-af-laegen-i-eget-hjem-med-nyt-digitalt-naerhospital

En tur til hospitalet kan være en lang rejse for dem, der bor i udkantsbyer eller på øerne rundt omkring i Danmark. Men nu rykker hospitalet snart hjem i stuen hos flere patienter, der ellers er vant til at rejse langt for at tale med en læge fra sygehuset.

For Læsø Kommune får snart et digitalt nærhospital, hvor borgerne kan tale med en læge fra hospitalet via video. Et projekt, som skal udbredes til flere kommuner på sigt. Og en af de læsøboer, der ser frem til at få et mere nært sundhedsvæsen, er Linette Andersen.

Hun mærkede selv konsekvensen af at bo langt væk fra hospitalet, da hun efter en simpel operation i sommeren 2022 fik alvorlige komplikationer.

Linette Andersen bor med sin kæreste og fire børn på Læsø. Hun tror, et nyt digitalt nærhospital vil være en stor fordel for både børnefamilier og ældre borgere på øen. (Foto: © PRIVATFOTO)

– Jeg fik en simpel operation og blev udskrevet næste dag, men fik det meget hurtigt skidt i dagene efter. Derfor kontaktede jeg min egen læge, der gav mig en penicillinkur. Men det virkede ikke, fortæller hun.

Linette Andersen endte med at blive genindlagt akut på med en kraftig infektion og måtte få antibiotika i et drop i armen i fem dage.

– Jeg tror, at hvis jeg have haft muligheden for at få en videokonsultation med en læge på hospitalet, som var fagligt specialiseret i den operation, jeg havde fået, så kunne de måske tage infektionen i opløbet, og jeg ville ikke ende med en akut indlæggelse.

Men nu får Læsø Nordjyllands første digitale nærhospital.

Videosamtaler med lægen

Med det digitale nærhospital bliver det i første omgang borgere med KOL, diabetes eller hjertesygdom, der kan nøjes med videokonsultationer med læger fra Regionshospital Nordjylland. Dermed slipper de for at rejse den lange tur til et hospital på fastlandet.

Det nye nærhospital suppleres med, at borgere for eksempel kan få lavet pusteprøver eller blodtryksmålinger lokalt på øen, fremfor på hospitalerne.

Og Linette Andersen tror, at det er første skridt på vejen til generelt at gøre hospitalet mere tilgængeligt for øboerne.

– Jeg tror, det bliver nemmere for børnefamilier som min, der ikke altid kan bruge en hel dagsrejse på at besøge hospitalet. Og det bliver nemmere for mine bedsteforældre, hvis de kan nøjes med en videokonsultation, siger hun.

Indtil videre er der sat 250.000 kroner af til udviklingen af de digitale nærhospitaler, som både Læsø, Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev Kommune skal kunne tilbyde nordjyderne. Og på sigt skal alle kommunerne i hele Nordjylland have et digitalt nærhospital.

‘E-hospitaler er jo fremtiden’

Hvor det i mange år har været normalt at møde fysisk op hos sin læge, så er et digitalt sundhedsvæsen noget, vi allesammen skal til at vænne os til. Sådan siger Mads Duedahl (V), formand for Region Nordjylland.

– I Danmark bliver vi nødt til at tilpasse os digitaliseringen af vores sundhedsvæsen. Det er simpelthen nødvendigt for, at vi skal kunne klare de udfordringer, vi får i fremtiden, i takt med, at vi bliver flere ældre borgere i befolkningen.

Og så bliver den nye løsning både en fordel for borgeren og for hospitalerne, mener han.

– Med denne løsning kan vi forhåbentligt tage os af mange flere borgere, end vi tidligere har kunnet. Det bliver lettere for både borgeren og sundhedspersonalet, og det bliver billigere.

Borgmester i Læsø Kommune Tobias Birch Johansen (V) håber, at andre kommuner i landet vil kunne lære af Læsøs erfaringer, efterhånden som pilotprojektet skrider frem.

– Når vi har arbejdet med, hvordan vi kan forbedre det digitale nærhospital, så borgerne får mest ud af det, så kan andre forhåbentligt lære af det setup, vi kommer frem til.

– Jeg håber, man kan få det udbredt til resten af landet, for e-hospitaler er jo fremtiden.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here