Home Sport Som 7-årig så Malthe Le Mans med sin far: Nu bliver han...

Som 7-årig så Malthe Le Mans med sin far: Nu bliver han yngste dansker i ikonisk racerløb

2
0
som-7-arig-sa-malthe-le-mans-med-sin-far:-nu-bliver-han-yngste-dansker-i-ikonisk-racerlob

19-årige Malthe Jakobsen skal til juni køre Le Mans for schweiziske COOL Racing i LMP2-klassen.

Malthe Jakobsen debuterer til sommer, som bare 19-årig, i det verdenskendte racerløb Le Mans. (Foto: © JazzVian)

Det ligger ligesom i jobbeskrivelsen, at der skal være fart på.

Alligevel synes 19-årige Malthe Jakobsen, dansk motorsportstalent, at have haft særlig tung speederfod de seneste år.

Efter et par vellykkede sæsoner i LMP3 vandt han sidste år den europæiske Le Mans-serie, ELMS, rykkede op i LMP2 og nu bliver det vilde karriereforløb endnu vildere, når det til sommer hedder Le Mans.

Det rigtige. Tom Kristensens, I ved nok.

Teeangerens team, COOL Racing, har nemlig fundet plads til ham i besætningen til det ikoniske 24 timers-løb i Frankrig.

– Det betyder vildt meget. Vi har haft Tom Kristensen, der har vundet så mange gange, og Jan Magnussen, der er et kendt navn dernede. Der er næsten blevet en kultur at følge Le Mans, og det har jeg også gjort, siden jeg var helt lille, siger Malthe Jakobsen.

Han bliver den yngste dansker nogensinde til at køre løbet.

Efter sidste sæson er Malthe Jakobsen rykket fra LMP3 til LMP2, hvor han netop har taget hul på den asiatiske løbsserie. (Foto: © Jules Benichou, TWENTY-ONE CREATION)

Siden 2020 har Malthe Jakobsen smagt på tilværelsen i det enorme racerløb i Road to Le Mans, et mindre optaksløb, men nu får han lov til at være med for alvor i de dueller, han så første gang som syvårig.

– Jeg har selv været dernede en enkelt gang i 2010 og se det med min far. Og så husker jeg tydeligt, hvordan jeg hver eneste sommer sad næsten alle 24 timer og fulgte det i fjernsynet.

– Så selv at skulle være med er en kæmpe drøm, der går i opfyldelse, siger Malthe Jakobsen.

Den drøm sker blandt andet ved at skulle køre sammen med den firedobbelte Le Mans-vinder Nicolas Lapierre samt COOL Racings teamejer Alexandre Coigny.

Spændt på at opleve rød-hvid fest

Le Mans er især blevet en dansker-magnet, efter Tom Kristensen gjorde løbet til sin legeplads. Ni gange nåede han at vinde, senest i 2014, hvilket stadigvæk er rekord.

Derfor glæder Malthe Jakobsen sig også til at mærke den stemning, han så mange gange har set i fjernsynet.

– Selvom man drømmer om, hvor stort det bliver, tror jeg stadigvæk, at man bliver overrasket over at se, hvor mange danskere, der faktisk tager turen derned og hepper, siger racerkøreren.

– Nu er jeg jo ikke så gammel, og i mine ungdomsår har vi været så privilegerede at have Kevin Magnussen i Formel 1, men derefter er Le Mans det største. Der er næsten ingen, der ikke ved, hvad det er. Ligesom med Tour de France.

– Jeg bliver stolt over at tænke på, at jeg skal køre Le Mans, siger Malthe Jakobsen. (Foto: © JazzVian)

Hvor mærkeligt, det end kan lyde, skulle Malthe Jakobsen dog, inden han kan få lov til at køre Le Mans, i torsdags rejse til Frankrig for at bestå en række tests.

– Det kræver en speciel licens, så jeg skal ned og køre simulator for at ACO (arrangørerne, red.) vil give mig lov til at komme til start.

En køreprøve?

– Det kan man godt kalde det. Det er ligegyldigt, om man kommer fra Formel 1 eller er helt ny. Det er obligatorisk, før man får lov, siger den kommende Le Mans-debutant.

Så er den givet videre, hvis Lewis Hamilton skulle ske at læse med. Prøve først, så Le Mans.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here