Home Lolland Falster Svarer igen:- Jeg har ét mål

Svarer igen:- Jeg har ét mål

1
0
svarer-igen:-jeg-har-et-mal
Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) hilser debatten om sygehusenes fremtidige struktur velkommen. Arkivfoto: Anders Knudsen

Formand for Region Sjælland, Heino Knudsen (S), forstår bekymringen, når de gælder sygehusenes fremtid – men han fastholder, at der skal gøres noget. Og det skal være nu.

Lars Hovgaard hov@ftgruppen.dk

Vil en fusion mellem Nykøbing F. Sygehus og Sjællands Universitetshospital i Køge udsulte vores lokale sygehus?

– Det her handler udelukkende om at fremtidssikre Nykøbing F. Sygehus. Lokalt har vi jo længe oplevet de store udfordringer med at rekruttere sundhedsfagligt personale – og det slår nu også for alvor igennem på landsplan, hvilket gør vores lokale og regionale udfordringer endnu større. Så der skal gøres noget, og planen med at have en fælles ledelse i regionen er en del af løsningen.

Det gør selvfølgelig ikke udfordringerne med at rekruttere mindre her og nu, men det giver os nogle flere muligheder for at finde holdbare løsninger. I øvrigt varetages halvdelen af de funktioner, der drives på sygehuset i Nykøbing, ledelsesmæssigt fra Køge, så det er ikke helt nyt.

Annonce

Deler du SF’s bekymringer for en fælles ledelse af sygehusene. At ”den store æder de små”?

– Jeg forstår godt bekymringen. Derfor er det også godt at tale om tingene nu, at have den vigtige debat. Men efter min opfattelse er alternativet til ikke at gøre noget nu, at vi risikerer at stå uden et stærkt sygehus på Lolland-Falster om nogle år. Og det vil jeg simpelthen ikke acceptere. Der skal være lige muligheder og adgang til sundhedsvæsenet for alle, uanset hvor man bor. Så vi skal fortsat have fire akutsygehuse i regionen, der mere solidarisk deler ressourcerne og har ansvar for, at vi også har et velfungerende sygehus i Nykøbing F. i fremtiden. Men ledelsen skal i højere grad samles i Køge.

– Det giver mening, fordi der tilbage i tiden er skabt en struktur, hvor man ikke i særlig høj grad blev belønnet for at hjælpe hinanden sygehusene imellem. Med denne nye plan skal der tages et fælles ansvar på tværs af sygehusene. En fælles ledelse og dermed et samlet ansvar for, at vi også har et stærkt akutsygehus på Lolland-Falster i fremtiden. Det bliver et fælles ansvar at håndtere disse udfordringer med at rekruttere personale – og ikke kun en opgave for det enkelte sygehus. Vi skal simpelthen bruge den store muskel i Køge til at sikre, at der også er personale til sygehuset i Nykøbing.

Hvordan skal det med fordeling af styrkepositioner forstås?

– Det bliver en smule teknisk, men det handler i bund og grund om at sikre fagligheden på alle sygehusene. Et stærkt fagligt miljø er grundlaget for at tiltrække læger og andet personale. Et miljø hvor man kan udvikle sig og forske. Og dermed sikre kvaliteten. Her har Nykøbing F. Sygehus nogle stærke trædesten, når det blandt andet gælder mere innovative og digitale løsninger. Der bliver kigget anerkendende i retning af Nykøbing i den forbindelse, fordi man ved, hvor svært udgangspunktet er – med mangel på personale og mange patienter – og alligevel lykkes man med at udvikle på disse digitale områder. Men der bliver også løbet stærkt. Og det kan man en gang imellem, men ikke hele tiden. Det handler om at sikre en god stabil drift.

SF mener, at du pakker tingene ind i velformulerede og i bedste fald historieløse vendinger?

– Jeg prøver at fortælle, hvorfor vi gør dette her. Jeg har ét mål, og det er at sikre Nykøbing F. Sygehus i fremtiden. Jeg bor jo selv i området (Nakskov, red.) og ved, hvilken kæmpe betydning sygehuset har for landsdelen. Hvis ikke vi gør noget nu, så bliver det svært. Og det er jo ikke bare noget, jeg eller andre siger. Vi har i denne proces kigget en del mod sygehuset i Thisted, der på lange stræk stod med de samme udfordringer som I Nykøbing F. Thisted og Ålborg sygehuse har nu fælles ledelse – og det har givet dem god erfaring med, at lægerne fra Aalborg nogle dage om ugen er i Thisted med videre. Og et mere velfungerende sygehus i Thisted for borgerne. Vi lytter meget til, hvad skal der til, for at tiltrække sundhedspersonale, og det gælder om at gøre det attraktivt. Det er de lykkedes med i Nordjylland, at skabe stærke faglige miljøer.

Kan du forstå, hvis der generelt i lokalområdet kan være en bekymring for sygehuset fremtid?

– Jeg forstår til fulde bekymringen – og hilser denne debat meget velkommen. Dette handler om at sikre sygehuset på Lolland-Falster. Og det kræver, at vi gør noget nu.

Hvad er er processen fra nu?

– Vi har i regionsrådet taget ”en sindet beslutning” om, at det er denne vej, vi går. Lige nu har vi en periode, hvor vi får forskellige input fra medarbejdere, kommuner og andre. Og så skal der tages en endelig beslutning her i slutningen i august.

Og så skal der tages en endelig beslutning her i slutningen i august.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here