Der er så megen tale om fremtiden i øjeblikket. Tanker om, hvor meget klimaforandringerne vil komme til at betyde? Tanker om de trusler om krig, som bestemt er helt realistiske, og en evt. kommende krig, som hurtigt kan forandre hele vores tilværelse?
Tanker om alt det uvisse og ukendte, som kan bekymre selv den, som egentlig ikke regner med at være en bekymret type?
Der skrives meget om, hvordan unge bekymrer sig, og om hvordan tiden med corona og skolegang eller arbejde derhjemme har påvirket en hel generation. Det er sikkert ganske reelt, at der er en forøget frygt, og at ungdommens normale ubekymrethed er erstattet af usikkerhed og angst for det ukendte.
Jeg kan huske, da jeg var ung, hvor udødelig man absolut mente, man var. Frygtløs drog vi ud på livets eventyrrejse og mente nærmest, at intet ondt kunne ramme os. Sådan er det hvert fald ikke for alle unge i vores tid.
Nogen siger, at hvis vi bliver ved med at sige, at unge har det dårligt, så får de det endnu dårligere, end godt er. Det er der en sandhed i, som vi heller ikke må overse. Mange unge trives udmærket, og det er måske et stort mindretal, som mistrives. Tanker om fremtiden er nu ikke forbeholdt unge. I den sidste tid har jeg bare mødt en del mennesker, som er usikre og frygtplagede, for hvad vil fremtiden bringe.
Måske skal vi også være gode til at understrege, hvor skønt livet stadig er, og hvorfra vi kan hente mod, livsglæde og livslyst – på trods af alle de dystre udsigter, som medier og kloge folk giver os indblik i.
Komikeren Rune Klan har haft en række udsendelser, hvor han mødes med forskellige mennesker, som har et stort handikap, og hvor han gennem samtaler med dem finder ud af, hvordan de har det med det liv, som de nu engang har måttet leve og stadig har.
En næsten blind pige giver udtryk for, at nok er det et drabeligt handikap hun har, men livet har alligevel stor mening. Det er blot sådan, livet har formet sig for hende. En anden giver udtryk for, at den ulykke, som betød, at et ben blev amputeret, ville han ikke have undværet. Jo, ulykken selvfølgelig, men den forfærdelige ulykke formede og dannede ham til det menneske, som han nu er, og han kan tilsyneladende bedre lide sig selv, som den han er lige nu – trods sit handikap.
Jeg sidder og læser en fantastisk spændende og inspirerende bog skrevet af Simon Bendfeldt. Titlen er: ”Blind med et brag, om at være i livet, når det slår kolbøtter.” I 1995 eksploderede en landmine cirka 40 centimeter fra Simon Bendfeldts ansigt i Jægerspris`øvelsesterræn. Dygtige læger forsøgte at redde noget af synsevnen på det øje, som var tilbage, og det lykkedes desværre kun med tre procent på det højre øje, men som tiden gik, forsvandt synet fuldstændig. Livet var med eet slag forandret for altid.
Simon fortæller ikke bare sin ulykkes historie, men giver os en fantastisk læring på mange områder. Han taler f.eks. om forskellen på at reagere og at agere, når noget slemt rammer os. ”Når vi agerer, tager vi et bevidst valg i en konkret situation og beslutter os for det ene eller det andet. Vi tager ansvar og lederskab. Når vi derimod reagerer, venter vi på, at noget uden for os selv gør noget ved os, som vi så reagerer på.”
Bendfeldt giver udtryk for, at det på trods af det forfærdelige handikap, han har fået, var befriende for ham at vælge at agere, så han tog selvstændige beslutninger udfra de muligheder, han havde tilbage. Når vi reagerer, ”så skal vi blot læne os tilbage og vente på, at nogen skubber til os og kræver, at vi gør et eller andet.” og senere skriver han: ” Når vi reagerer, ender vi let med at blive et offer for orkanens rasen. Når vi agerer, bliver vi handlekraftige, og vores hjerne støtter det ved at give os fornyet energi.”
Når jeg nævner bogen her, er det, fordi det rører mig, at et menneske, som mister synet på forfærdelig vis, ikke ender med bitterhed og passivitet, men i stedet som coach, foredragsholder og skribent kommer til at betyde meget for mangfoldige mennesker. Hermed er bogen anbefalet. Jeg fandt den på e-reolen.
I stedet for at fordybe os i de ulykker, som har ramt os, eller som evt. kommer til at ramme os, må vi hjælpe hinanden med at gå fremad i troen på, at fremtiden ligger i Guds gode hænder, og han vil give mig at agere – i stedet for at reagere negativt.
Selvfølgelig er der en sorgproces, og vi har brug for Guds og hinandens hjælp, men frygt for fremtiden må vi, som én sagde ”kaste over på Jesus”, som selv oplevede det forfærdeligste, og i hvis hænder vi er.
Forleden bekymrede jeg mig. Det blev en nat uden for megen søvn, men pludselig begyndte jeg indvendigt at synge en salme, som jeg bestemt ikke havde tænkt på i mange år. Du får den her som en hilsen til dig, som måske er bekymret for, hvad livet måtte bringe dig:
Foran mig er en vej, jeg ikke kender,
En sti, hvorom i dag jeg intet ved.
Jeg aner ikke, hvad i morgen hænder
Om dagen bringer kampe eller fred.
Men eet jeg ved:
Mit liv er i Guds hænder,
Og Gud er evig kærlighed.
Foran mig er en vej, jeg ikke kender,
Måske den fører ind i ensomhed,
I prøvelser, som lutrer og som brænder
Måske i angst og kval jeg bøjes ned.
Men eet jeg ved:
Mit liv er i Guds hænder,
Og Gud er evig kærlighed.
Foran mig er en vej, jeg ikke kender,
En sti, hvorom i dag jeg intet ved,
Kan hænde glædens blus forude brænder
Kan hænde dagen gryr, før jeg det ved.
Men eet jeg ved:
Mit liv er i Guds hænder!
Og Gud er evig kærlighed!
Digteren er Andreas Nørgaard.
God søndag!
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
