I marts 2022 blev byen Butja synonym med russiske krigsforbrydelser. Tatiana var øjenvidne til dem. Læs hendes historie.
50-årige Tatiana Palarmartjuk og hendes mand, Oleg Palarmartjuk, var til stede under Butja-massakren, der fandt sted mellem 27. februar og 31. marts 2022. Foto: Privat.
Når 50-årige Tatiana Palarmartjuk i dag skal en tur til købmanden, er hun tvunget til at genbesøge det sted, hvor hun i marts sidste år så sin ven blive skudt for øjnene af hende.
Hvor hun selv lå magtesløs med skud i begge ben og spillede død, så russiske soldater ikke opdagede hende.
Russiske soldater, der var ved at indtage hendes by, Butja. En forstad til den ukrainske hovedstad til Kyiv, hvor hun i ro og fred havde boet og arbejdet som sprogskolelærer i mere end 20 år.
Men hvor ro og fred blev erstattet med død og ødelæggelse på et splitsekund.
– Det er et mirakel, at jeg overlevede. De skød efter alle, og mange mistede livet den dag, siger Tatiana Palarmartjuk, når hun i dag fortæller om det øjeblik, der for evigt forandrede hendes liv.
Et øjenvidne til krigens brutaliteter
Den 3. marts angreb russiske soldater forstadsbyen Butja i et forsøg på at besætte den ukrainske hovedstad, Kyiv, blot 30 kilometer væk.
Tatiana Palarmartjuk er en af de mange borgere i Butja, der den dag mærkede krigens brutalitet helt ind under huden. DR Nyheder har fulgt hende siden april.
Hun er øjenvidne til krigsforbrydelser. For drabet på hendes ven, var blot et ud af mange. Da byen igen var på ukrainske hænder den 31. marts, havde over 400 civile mistet livet.
Advarsel: Herunder er billeder, som DR Nyheder på trods af deres voldsomme karakter har valgt at vise for at dokumentere situationen i Butja i marts.
Store gravpladser var blevet gravet, og der lå lig i vejkanterne. Civile var blevet skudt ned, gående med indkøbsposer i hånden. Med cyklen mellem deres ben.
Det brutale syn, der mødte omverden efter russernes tilbagetrækning, fik FN til at bekræfte, at der var blevet begået krigsforbrydelser mod befolkningen i Butja. Og det er stadig svært for Tatiana at forstå den dag i dag.
– Jeg troede aldrig, at det kunne ske for os, siger Tatiana Palarmartjuk.
– Krig er noget, der skete for mine bedsteforældre for mange år siden. Ikke for mig og os her i byen.
Butja er en by i den nordlige del af Ukraine og har 35.000 indbyggere. Byen ligger 25 kilometer vest for Kyiv, den ukrainske hovedstad. Den har mange parker og beskrives som værende en ‘grøn forstad’ til Kyiv.
En sergent reddede hendes liv
Tatiana Palarmartjuk var en af de heldige, der overlevede. Da hun lå der på gaden, skudt ned, tog en ukrainsk sergent en chance og transporterede hende væk fra krigens brutalitet.
– Han reddede mit liv. Nogle gange bliver man overrasket over ens medmennesker, og hvad de er i stand til, siger hun.
Tatiana Palarmartjuk blev bragt til en improviseret skadestue, hvor læger forsøgte at behandle hendes ben.
– Mine ben var meget kolde, da jeg ankom. Jeg kunne ikke føle dem, siger hun.
Men skadestuen havde ingen elektricitet, og Tatiana Palarmartjuk kunne ikke modtage den rigtige behandling. Derfor blev hun med hjælp fra frivillige transporteret til et hospital i Italien.
– Kuglerne har skabt meget ravage i begge min ben og jeg kan stadig ikke gå uden mine krykker, sagde hun til DR Nyheder, da vi snakkede med hende under opholdet i Italien.
– Lægerne gør, hvad de kan. Tiden må vise, om det heler som det skal.
Tatiana og hendes mand på hospitalet efter skudepisoden i Butja i marts måned. De har ønsket at få deres ansigter sløret. Foto: Privat (Foto: © (Privat foto))
‘Vi har taget Butja tilbage’
Så det gjorde de. Og sidst DR Nyheder snakkede med Tatiana Palarmartjuk befandt hun sig tilbage i sin have.
– Det er her, hvor venner og familie er. Vi er gode og fredelige mennesker, der vil blive i vores land, siger Tatiana Palarmartjuk.
For hende er det stadig svært at forstå, hvad der skete dengang russerne indtog Butja. Og selvom intet sted er sikkert i Ukraine, insisterer hun ligesom så mange andre lokale i byen på at blive.
– Vi har taget Butja tilbage. Ingen skal komme og vise os, hvordan vi skal leve og opføre os i vores land, siger hun
Men det har ikke været en nem hjemkomst, pointerer hun. For byen oplever stadig angreb og daglige strømafbrydelser, hvilket forhindrer Tatiana Palarmartjuk i at passe sit arbejde, som sprogskolelærer i byen.
– Det vil aldrig blive okay, og livet er blevet svært for mange. Flere steder er ødelagt, og huse skal genopbygges. Mange har ikke noget sted at bo, siger hun.
Og kuglerne har ødelagt Tatiana Palarmartjuks ben, der stadig må bevæge sig rundt på krykker.
– Ingen steder er sikre i Ukraine lige nu. Sådan er det. Jeg håber snart, vi går en bedre tid i møde.
