Home Nyheder Dagbladet Arbejderen Thomas stillede op til Folketinget for at få flere arbejdere på Christiansborg

Thomas stillede op til Folketinget for at få flere arbejdere på Christiansborg

2
0
thomas-stillede-op-til-folketinget-for-at-fa-flere-arbejdere-pa-christiansborg

Ved folketingsvalget sidste år blev kun 24 af pladserne i Folketinget besat af en arbejder med en erhvervsfaglig uddannelse. Det viser en opgørelse, som fagforbundet 3F har lavet.

De 24 svarer til 14 procent af Folketingets 175 danske medlemmer. Modsat er det 71 procent af alle folketingsmedlemmer, som har en universitetsuddannelse.

Det er pilskævt og et stort problem, mener 26-årige Thomas Skriver Jensen, der er nyvalgt og en af de få faglærte arbejdere i Folketinget. I dag starter han som fast blogger i Arbejderen.

– Det er hamrende skævt, at der er så få arbejdere i Folketinget. Jeg kan ikke forstå, at det problem ikke fylder mere i den offentlige debat, siger Thomas Skriver Jensen.

Han er selv uddannet som industritekniker og har arbejdet på tre forskellige fynske virksomheder.

Det er hamrende skævt, at der er så få arbejdere i Folketinget. Jeg kan ikke forstå, at det problem ikke fylder mere i den offentlige debat.

Thomas Skriver Jensen, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet

Det er vigtigt, at der sidder medlemmer i Folketinget, der ved, hvordan hverdagen er for almindelige arbejdere, understreger Thomas Skriver Jensen.

– Jeg har stået ved siden af en kollega, der har klippet en finger af. Jeg har været aktiv i Metal Ungdom med en, der døde af at springe i luften på et værft uden for Aarhus, fordi arbejdsmiljøet ikke var godt nok. Med den slags erfaringer kommer betydningen af et godt arbejdsmiljø til at fylde mere, forklarer han og tilføjer:

– Mange akademikere har glemt, at der stadig er en stor ulighed i forhold til uddannelse, og at utryghed er et stort problem for mange faglærte og ufaglærte. Jeg tager de her erfaringer med ind på Christiansborg.

Netop manglen på arbejdere på Christiansborg var udslagsgivende for, at Thomas Skriver Jensen besluttede sig for at stille op til folketingsvalget, da han blev spurgt.

– Jeg havde sagt for mange gange, at der er for få arbejdere på Christiansborg. Så ville det være hyklerisk at sige nej, når man fik budet, konstaterer den unge politiker.

En helt anderledes hverdag

Nu er jobbet som industritekniker på Olav Rasmussens Maskinfabrik i Ullerslev på Fyn skiftet ud med en plads i Folketinget.

– Det er en helt anden hverdag, end hvad jeg er vant til. Serviceniveauet er kæmpe højt herinde. Vi får en masse hjælp fra de dygtige ansatte i Folketinget. Jeg er er endnu ikke kommet mig over chokket over at få tildelt en sekretær, som jeg godt nok skal dele med andre, men det er vildt alligevel, fortæller Thomas Skriver Jensen.

Efter en langsom start på grund af de langvarige regeringsforhandlinger er dagene for det nyvalgte folketingsmedlem nu fyldt op til randen med møder, læsning af papirer og andre opgaver. Hver mandag er der dog tid til arbejdspladsbesøg og snak med folk i den fynske valgkreds.

– Det er godt ind imellem at komme ud af Christiansborgs osteklokke, understreger den nyvalgte politiker.

En ønskepost

Thomas Skriver Jensen har fået den ordførerpost, som han ønskede sig allermest, Han er blevet ordfører for erhvervsuddannelser. Her håber han på at kunne være med til at gøre en forskel.

– Det er det uddannelsesområde, som halter mest. Her er brug for flere penge. Erhvervsuddannelserne har været underfinansieret i mange år. Selvom skolerne har forslag til gode løsninger, kan de ofte ikke føres ud i livet på grund af mangel på penge, forklarer det fynske folketingsmedlem.

  • Født 27. marts 1996. Er vokset op i den lille landsby Skamby på Nordfyn.
  • Valgt til Folketinget for Socialdemokratiet 1. november 2022. Erhvervsordfører.
  • Uddannet som industritekniker i 2019. Har derefter arbejdet på Budweg Caliper i Odense, Broen i Assens og Olav Rasmussens Maskinfabrik i Ullerslev.
  • Landsformand for Dansk Metal Ungdom, 2018-2021. Medlem af Dansk Metals hovedbestyrelse, 2018-2021. Medlem af Dansk Metal Odenses bestyrelse fra 2018. Tillidsrepræsentant 2021-2022.
  • Bor i Ullerslev sammen med sin kæreste Sonja.
  • Spiller håndbold i Fynsserien.

Thomas Skriver Jensen oplevede selv konsekvenserne af nedskæringer på erhvervsskolerne under sin uddannelse.

– Jeg blev irriteret over de mange besparelser på mit uddannelsessted og manglen på faglige stemmer i den offentlige debat. Derfor blev jeg aktiv i Metal Ungdom Odense.

Derefter gik det stærkt med det faglige engagement. I 2018 blev Thomas Skriver Jensen valgt som medlem af bestyrelsen i Dansk Metal Odense. Senere samme år blev han landsformand for Dansk Metal Ungdom samt medlem af forbundets hovedbestyrelse. Efter endt uddannelse blev Thomas Skriver Jensen valgt som tillidsrepræsentant på Olav Rasmussens Maskinfabrik.

På kant med fagbevægelsen

Hvordan har det været som tidligere fagligt aktiv og tillidsvalgt at blive en del af en regering, der står midt i et voldsomt opgør med fagbevægelsen om afskaffelse af store bededag?

– Det er da ikke sjovt pludselig at stå på den anden side. Menneskeligt er det hårdt. Men politisk kan jeg godt være i det. Vi gør det jo for at skabe politisk råderum, og der er så mange andre fordele i regeringsgrundlaget for lønmodtagerne, siger Thomas Skriver Jensen.

Mange i fagbevægelsen henviser til, at det økonomiske råderum jo også kan skaffes ved at droppe de planlagte skattelettelser. Hvad siger du til det?

– Det er jo en politisk prioritering. Jeg mener, at det er fornuftigt i forhold til beskæftigelsen, at folk der arbejder, beholder flere penge. Jeg kan sagtens leve med, at der også er lettelser i topskatten. Der er også højt kvalificerede, som vi ønsker, arbejder noget mere.

Thomas Skriver Jensen er kommet med i hele otte udvalg i Folketinget. Ud over Beskæftigelsesudvalget samt Børne- og Undervisningsudvalget, der hænger godt sammen med posten som erhvervsuddannelsesordfører, er han også medlem af Boligudvalget, Indfødsretsudvalget, Ligestillingsudvalget, Skatteudvalget, Transportudvalget samt Udvalget for Digitalisering og It.

Det er ikke ualmindeligt med så mange udvalgsposter.

– Men det er noget mærkeligt noget. Man kan ikke nå at passe otte udvalg samtidigt. Ofte ligger møderne oven i hinanden. Det er en stressfaktor. En stor del af arbejdet i Folketinget handler om at vælge fra og prioritere, siger det nyvalgte folketingsmedlem, der i stedet hellere så udvalg med færre medlemmer og så til gengæld færre udvalg til hver politiker.

Blev politisk engageret på efterskole

Thomas Skriver Jensen har i flere år vidst, at han enten ville gå efter at blive politiker eller efter en karriere i fagbevægelsen. Han blev tidligt engageret i politik.

– Min interesse for politik opstod, da jeg gik på efterskole i Rejsby, hvor samfundsfag og politik fyldte en del i hverdagen. Vi så nyheder hver morgen, og de politiske diskussioner fyldte meget. Det var fedt på den måde at dykke ned i realpolitik. Det fik mig til at melde mig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), fortæller han.

Thomas Skriver Jensens far er også politisk og fagligt aktiv. Han har i mange år været formand for Dansk Metal.

– Den grundlæggende tilgang til samfundet som et fællesskab, der skal være der for de svageste, samtidig med at vi skal kræve noget af hinanden, har jeg taget med hjemmefra. Men det er ikke sådan, at vi har diskuteret vildt meget politik i mit barndomshjem, der lå i den lille landsby Skamby på Nordfyn. Jeg var otte år, da min far blev valgt som forbundsformand og rykkede til København. Derefter var han rigtig meget væk hjemmefra, siger Thomas Skriver Jensen.

Efter opholdet på efterskolen tog Thomas Skriver Jensen en studentereksamen og blev værnepligtig. Først derefter blev han afklaret i forhold til valg af uddannelse.

– Jeg blev klar over, at jeg var bedst til konkrete arbejdsopgaver, hvor jeg kunne bruge både hænder og hoved på samme tid. Derfor besluttede jeg mig for at tage erhvervsuddannelsen som industritekniker. Det har jeg aldrig fortrudt. Det er et fedt arbejde. Jeg savner det hver dag.

Under uddannelsen gik Thomas Skriver Jensen med til en generalforsamling i Metal Odense. Her blev han valgt som næstformand, og så gik det ellers stærkt.

– Jeg blev en del af et debattørkursus, som Metal Ungdom lavede for første gang. Jeg holdt taler på 1. maj og til Folkemødet på Bornholm. Det var nyt og spændende det hele. Senere samme år stillede jeg op som formand for Metal Ungdom på landsplan og blev valgt.

Fravalgt på grund af politisk aktivitet

Thomas Skriver Jensen stoppede som ungdomsformand, da han blev færdiguddannet i 2019. Efterfølgende har han været ansat dels i den virksomhed, hvor han var lærling, samt to andre steder.

Han har også oplevet at blive fravalgt på grund af sit politiske engagement. Der var lavet aftale med en virksomhed, men kort inden, at han skulle starte, sagde de, at han alligevel ikke skulle møde op. De havde fundet ud af, at han var politisk aktiv, og det ønskede de ikke, at deres svende var.

– Jeg nåede at være arbejdsløs i fjorten dage, inden jeg fik et job i Assens. Det var en lang tur fra Nyborg, hvor jeg boede på det tidspunkt, men jeg skulle bare i arbejde. Jeg kunne slet ikke klare at være arbejdsløs.

Efterfølgende var Thomas Skriver Jensen heldig at kunne skifte til at arbejde tæt på sit hjem.

På det tidspunkt havde han sammen med sin kæreste Sonja købt et hus i Ullerslev på Fyn. Her bor de i dag sammen med deres lille hund, Brutalis.

– Som folketingsmedlem har jeg en lejlighed i København, men jeg tager hjem til Ullerslev så tit, som det er muligt, siger Thomas Skriver Jensen.

Læs også

Kan du lide, hvad du læser?

Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:

MobilePay: 87278

Abonnér

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here