Home Nyheder TV 2 Nyhederne Tiktoks nye superfiltre bekymrer: – Dybt kritisabelt

Tiktoks nye superfiltre bekymrer: – Dybt kritisabelt

2
0
tiktoks-nye-superfiltre-bekymrer:-–-dybt-kritisabelt

Filtret ‘Bold glamour’ er hyperrealistisk og nærmest umuligt at få øje på. Ekspert er bekymret for, hvordan det kan påvirke unge.

Et nyt filter på Tiktok bliver kritiseret for simpelthen at være for godt.

Det filter får folk til at se vitterligt perfekte ud

Pernille Ballisager, Center for Digital Pædagogik

Filtret ‘Bold glamour’ giver brugeren en perfekt makeup, slankt ansigt, høje kindben og glat hud, og det bliver siddende helt fejlfrit på, ligegyldigt hvor meget man bevæger sig eller rører sig i ansigtet – i modsætning til mange andre salgs filtre på sociale medier, der glitcher, når man rører sig i ansigtet.

Det får nu flere brugere til at kritisere filteret for at fremme et urealistisk skønhedsideal og for at være så godt, at det er svært at se, at det faktisk bare er et filter.

– Det her er ikke sundt. Mine usikkerheder er på vej til at vokse helt vildt, lyder det fra en bruger af filteret.

– Det her er et helt nyt niveau. Jeg er faktisk lidt bange lige nu, skriver en anden.

– Det burde være ulovligt, skriver brugeren Breanna Brown, der deler et billede af sig selv med og uden ‘Bold Glamour’.

This new TikTok filter is gaining a lot of attention for being “terrifyingly realistic.” These filters are horrible & give such a false sense of beauty. They make people feel less than, unworthy and the self loathing, immense. They should be illegal.

You’re beautiful. ❤️ pic.twitter.com/ZIbHIo1PvN

— Breanna Brown (@thebreannabrown) February 26, 2023

Den britiske kropsaktivist Joanna Kenny gik viralt med en video, hvor hun tog filtret af og på.

– Min hjerne kan ikke kapere at se sådan ud det ene øjeblik og sådan her det næste, lød det fra Joanna Kenny i videoen, der er set 7,7 millioner gange på Tiktok.

Ny generation af filtre

‘Bold glamour’ er også blevet beskrevet i flere internationale medier med store vendinger som “psykologisk krigsførsel” mod unges mentale helbred og som værende helt “problematisk realistisk”.

Ifølge techmediet The Verge er ‘Bold Glamour’ et eksempel på et helt nyt type skønhedsfilter, der er baseret på kunstig intelligens og ikke de mere primitive 3D-modeller, som tidligere filtre bygger på.

De nye AI-filtre ændrer, hvad kameraet viser brugeren pixel for pixel i realtid, hvor tidligere filtre blot lægger en 3D-effekt over det, som linsen ser. Derfor fremstår ‘Bold Glamour’ sømløst og virker så godt som uden glitches.

Problemet opstår, når kontrasten til, hvordan man ser ud i virkeligheden, bliver for stor

Pernille Ballisager, Center for Digital Pædagogik

Hos Center for Digital Pædagogik vækker de nye “superfiltre” bekymring hos Pernille Ballisager. Hun er fagkonsulent med speciale i børn og unges digitale trivsel. ​

– Jeg ser det her filter som dybt kritisabelt. Det adskiller sig jo fra de gamle filtre ved, at man faktisk ikke kan se, at det er et filter. Og det er problematisk, hvis børn og unge begynder at gå rundt og tro, at alle andre ser sådan ud. For det filter får folk til at se vitterligt perfekte ud, siger Pernille Ballisager.

Skuffet over eget udseende

Ifølge fagkonsulenten er de fleste børn og unge i dag bevidste om, at mange af de billeder, de ser på sociale medier, er redigerede eller taget med filtre.

Men det er ikke ensbetydende med, at de unge ikke bliver påvirket af de såkaldte skønhedsfiltre – særligt, fordi de kan efterlade den unge med en følelse af skuffelse over eget udseende.

– De her filtre påpeger jo ens ‘uperfektheder’ ved at gå ind og ‘rette’ på nogle ting, og dermed opstiller filtret et ideal for, hvordan man bør se ud. Problemet opstår, når kontrasten til, hvordan man ser ud i virkeligheden, bliver for stor, og det pludselig ikke er sjovt at se sig selv i spejlet bagefter, siger hun.

Og den følelse kan vokse hos den unge, jo mere man bliver eksponeret for skønhedsfiltre, lyder det fra Pernille Ballisager:

– Dermed ikke sagt, at hvis bare man ser et filter en gang, går det ud over ens selvværd. Men hvis man er meget ung, og særligt hvis man er sårbar og måske har det svært med sig selv i forvejen, kan en langvarig eksponering for de her filtre have en negativ effekt.

Man skal jo være opmærksom på, hvem det er, der bruger Tiktok

Pernille Ballisager, Center for Digital Pædagogik

Et studie fra 2021 fra det britiske universitet City University of London undersøgte smartphonens mange værktøjers påvirkning på unge kvinders vurdering af eget udseende.

Studiet, der baserer sig på interviews med 175 kvinder og nonbinære personer i alderen 18-30 år, fandt blandt andet, at kvinder oplever, at filtre og billedredigeringsapps har “øget presset på udseendet”.

Studiet fandt ligeledes, at 85 procent af de adspurgte kvinder havde brugt skønhedsfiltre eller apps til at redigere elementer som hud, ansigtsform, næse, læber, øjne og tænder.

Tiktoks målgruppe er problematisk

Ifølge Pernille Ballisager er de nye Tiktok-filtre særligt problematiske, når man tager i betragtning, hvor ung appens målgruppe er.

Tiktok er særdeles populær blandt de helt unge, og i Danmark bruger en ung mellem 9 og 14 år dagligt 1 time og 18 minutter på appen, viser tal fra DR’s medieforskning. Hvor det i 2019 var bare 3 procent af unge mellem 15 og 29 år, der var på Tiktok ugentligt, var det vokset til 41 procent hver uge i 2022.

Og det gør Tiktoks superfiltre ekstra problematiske, mener Pernille Ballisager.

– Man skal jo være opmærksom på, hvem det er, der bruger Tiktok, når man taler om det her. Det er mange, der er midt i puberteten, hvor man er allermest sårbar. Og når det er den målgruppe, der får pushet de her filtre, bekymrer det mig, siger hun.

Man skal være 13 år for at have en profil på Tiktok, men i USA kan også børn under 13 få adgang til appen i en begrænset version.

Tiktok har i en skriftlig udtalelse til CNN svaret, at alle videoer, der er optaget med filter på platformen, bærer et mærkat, der viser, at der er brugt filter.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here