Home Kolding Tørken griber om sig i Danmark – bygerne lurer i horisonten

Tørken griber om sig i Danmark – bygerne lurer i horisonten

2
0
torken-griber-om-sig-i-danmark-–-bygerne-lurer-i-horisonten

Danmark har i den grad tørstet efter vand i den seneste tid, og landets tørkeindeks ramte i lørdags sit maksimum på 10 – et niveau vi ikke har set i de sidste fem år, da en knastør og varm sommer i 2018 sendte tørkeindekset op på 10. Men den gang skete det først en måned senere, omkring den 3. juli. Dette år er tørken allerede kommet i juni.

– Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at Danmark i den grad tørster efter vand, og lørdag den 10. juni ramte det landsdækkende tørkeindekset 10 (maksimum på skalaen for tørkeindeks!). Det er 5 år siden vi sidst nåde toppen af skalaen, hvor en knastør og varm sommer i 2018 også sendte tørkeindekset op på 10, men det skete først en måned senere, omkring den 3. juli, skriver vagthavende meteorologer hos DMI, Lars Henriksen og Martin Lindberg.

Men hvad er årsagen til, at vi har oplevet sådan en tør forsommer? Ifølge meteorologerne skal svaret findes højt oppe i vores atmosfære, hvor de kraftige jetstrømme hersker i en højde af mere end 5 km:

– Jetstrømmene bugter sig rundt om jorden som bølger på havet, ofte fra vest mod øst, og de spiller en væsentlig rolle i forhold til det vejr, vi oplever i dagligdagen. Det er nemlig jetstrømmene, som i høj grad styrer udvikling og bevægelse af de lavtryk, som fra tid til anden passerer Danmark, og med dem også fronter og nedbør.

I Danmark er det især den polare jetstrøm, der har betydning for vores vejr. Den er med til at give os det omskiftelige danske vejr, vi kender så godt. Vejr der ofte finder vej ude vestfra, godt hjulpet på vej af netop jetstrømmen, og derved placerer os i det såkaldte vestenvindsbælte.

– Sommetider brydes jetstrømmens karakteristiske bølge-mønster; ‘bølgen går i står’ og får en form der mest af alt minder om det græske bogstav omega. En såkaldt omegablokering er skabt og med den også en ‘prop’ i vestenvindsbæltet, og dermed må lavtryk, fronter og nedbør finde andre veje, ofte langt fra Danmark, uddyber meteorologerne fra DMI.

Resultatet af dette er det overvejende tørre og stabile vejr, vi har oplevet de seneste mange uger. Men ifølge den vagthavende meteorolog ser det ud til, at der kommer forandring i vejret i den kommende tid.

– De seneste prognoser peger på at højtrykket svækkes efterhånden, og et højdelavtryk ser fra midten af ugen ud at langsomt bevæge sig fra Østeuropa op mod Danmark. Højdelavtrykket fører med sig noget koldere luft i højden, hvilket gør luften mere ustabil og giver mulighed for byger.

Prognosen for den kommende weekend peger på både regn- og tordenbyger. Dog understreger meteorologen, at det er meget usikkert, hvor mange byger der kommer og hvor kraftige de bliver:

– Allerede fredag kan der komme enkelte lokale byger og i løbet af weekenden øger sandsynligheden for både regn- og tordenbyger. Den seneste prognose indikerer at der i løbet af weekenden mange steder i landet kan komme omtrent mellem 2 og 20 mm nedbør. Det er dog endnu meget usikkert hvor mange byger der kommer og hvor kraftige de bliver, slutter opdatering fra DMI.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here