Home Nyheder Vand fosser ind gennem væggene: Nye problemer rammer sygehusbyggeri

Vand fosser ind gennem væggene: Nye problemer rammer sygehusbyggeri

2
0
vand-fosser-ind-gennem-vaeggene:-nye-problemer-rammer-sygehusbyggeri

Region Nordjylland vil have penge til nyt universitetshospital fra staten.

I flere rum på sygehuset står der vand på gulvene på grund af de gennemvædede facader. (Foto: © Region Nordjylland, Region Nordjylland)

Det nye Aalborg Universitetshospital skulle have stået færdigt i 2020 og have kostet 4,1 milliarder kroner at bygge.

Men lige nu er forventningen, at sygehuset bliver indviet i 2026 til en pris af 6,6 milliarder.

Det var den i hvert fald indtil denne uge, hvor rapporter har afsløret omfanget af to nye problemer:

Dels trænger der vand ind gennem facaderne i en sådan grad, at der står vandpytter på gulvene i 110 rum.

Dels er der stillestående vand i 36 kilometer vandrør, der skaber gennemtæring og bakterievækst.

I dialog med ministeriet

Hvad det kommer til at koste at udbedre – og hvor længe det vil forsinke byggeriet yderligere – er endnu uvist. Det skal en ny rapport afklare. Men én ting ligger fast: Region Nordjylland vil have hjælp til at betale regningen.

– Det er ikke kun i Nordjylland, vi ser store skred i økonomien omkring sygehusbyggerier. Derfor er vi i dialog med Indenrigs- og Sundhedsministeriet om den nødvendige finansiering, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

Det er ikke kun i Nordjylland, vi ser store skred i økonomien omkring sygehusbyggerier, påpeger regionsrådsformand Mads Duedahl (Foto: © NILS MEILVANG, Ritzau Scanpix)

– Man kan godt pege fingre ad fortidens synder, men det vigtigste er, at vi bliver færdige med sygehuset til gavn og glæde for nordjyderne, og det kræver, at ministeriet hjælper med finansieringen, siger han.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) er på udlandsrejse. Men i en skriftlig kommentar til ønsket fra den nordjyske regionsrådsformand og for andre regioner i samme situation udtaler hun:

– Jeg er bekendt med, at flere regioner har udfordringer med at færdiggøre byggerierne af de nye sygehuse, og mit ministerium er i tæt dialog med de pågældende regioner om budgetoverskridelserne.

Overdrevet optimisme

Men hvorfor har regionerne så svært ved at overholde tidsplanen og budgetterne?

Kim Haugbølle er seniorforsker i byggeriets processer ved Aalborg Universitet, og han peger på overdrevet optimisme som en af forklaringerne.

– Forskningen viser, at folk, der planlægger større byggeprojekter, har en tendens til at se alt for positivt på processen. De er for optimistiske omkring de positive gevinster, mens de undervurderer risici ved projektet, forklarer han.

Problemer har vokset sig store

Martin Kjær tiltrådte som projektdirektør for byggeriet af det nye Aalborg Universitetshospital sidste år, og han erkender, at store byggerier er svære at håndtere.

– Når man oplever problemer, som dem vi ser nu, handler det om at få dem håndteret i en fart, så de ikke vokser sig store. Det er ikke sket i dette tilfælde, siger han.

Daværende regionsrådsformand Ulla Astman (S) tog første spadestik til Aalborg Universitetshospital i 2013. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Projektdirektøren forventer, at nogle af de nye problemer er lette at håndtere, mens andre kræver et større stykke arbejde. Skrækscenariet er, at man bliver nødt til at sætte byggeriet på pause.

– Det er noget, vi vil håndtere løbende, så vi minimerer en eventuel forsinkelse, siger han.

Nu må vi klø på

Regionsrådsmedlem Lene Linnemann (SF) er dybt forundret over, at sygehuset ser ud til at blive endnu dyrere og mere forsinket.

– Men nu må vi klø på og få sygehuset bygget færdigt, og så må vi tage slagsmålet om regninger og ansvar senere, siger hun.

Det samme siger regionsrådsformand Mads Duedahl:

– Som region har vi ikke bestilt et murværk, der trækker vand ind, og heller ikke utætte vandrør. Der kommer nok en lang strid om, hvem der har ansvaret, men nu skal vi sørge for at blive færdige med byggeriet, siger han.

Det nye Aalborg Universitetshospital i den sydøstlige del af byen samler en række funktioner, der i dag er fordelt på flere adresser i det centrale Aalborg.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here