Home Sport 'Vi skal spille med dem, ellers bliver vi most': FCM-stjerne skal bestige...

'Vi skal spille med dem, ellers bliver vi most': FCM-stjerne skal bestige et bjerg i Lissabon

3
0
'vi-skal-spille-med-dem,-ellers-bliver-vi-most':-fcm-stjerne-skal-bestige-et-bjerg-i-lissabon

FC Midtjylland skal “bestige et bjerg” i første 1/16-finale mod Sporting CP.

– Nu har vi nye spillere, som også vil ud over stepperne, så jeg glæder mig til at se, hvor vi står, siger Gustav Isaksen. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

De har ikke mange grunde til at klage, FC Midtjylland.

Midtjydene har skiftet snotspor og skiundertøj ud med 17 grader i Lissabon, hvor de torsdag aften marcherer ind på Estadio José Alvalade i forsøget på at spille sig videre fra 1/16-finalerne i Europa League.

Som det sidste tilbageværende, danske hold i europæisk fodbold.

Men de ved godt, at det bliver en af den slags udfordringer, hvor man risikerer sin professionelle stolthed, hvis ikke man møder op, når første fløjt lyder.

Sammenligner man med efteråret, så savner FC Midtjylland nemlig to af holdets store offensive profiler, Anders Dreyer og Evander, der begge har fundet nye græsgange i vinterpausen.

I stedet skal Gustav Isaksen, 21-årig hjemmedyrket slalomdribler, forsøge at løfte den offensive indsats, og det pres er den unge profil klar til at tage på sine skuldre.

Gustav Isaksen spillede en pragtkamp på hjemmebane mod Lazio i efteråret, hvor FC Midtjylland vandt 5-1. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Ritzau Scanpix)

Netop Isaksen funklede stort i efteråret, da FC Midtjylland på hjemmebane kørte Lazio over med hele 5-1.

– Jeg har det fint med at stå mere i skudlinjen og skulle tage mere ansvar. Men jeg håber også at jeg kan hjælpe holdet lige så meget, som Anders Dreyer og Evander.

– Det er selvfølgelig en svækkelse at miste de to, men vi har købt nogle andre, og så er der nogen, som må træde mere i karakter. Alt i alt skal vi nok klare os fint, siger Gustav Isaksen.

Risikerer at blive most

Selv om troen på et resultat er til stede, så ved Gustav Isaksen godt, at gode intentioner ikke rækker langt, hvis først det portugisiske mandskab rammer dagsformen.

Cheftræner Albert Capellas har dikteret, at FC Midtjylland-spillerne skal være modige, og netop den devise læner Gustav Isaksen sig op ad.

– Det er en monsterfed opgave, og det er fedt at komme i gang igen. Det er et stort bjerg, der skal bestiges, men vi må ud over stepperne. Jeg tror på, at vi har en reel mulighed.

Pedro Goncalves er blandt de profiler, som FC Midtjylland skal holde ekstra øje med. (Foto: © Patricia de melo Moreira, Ritzau Scanpix)

– Vi skal turde spille med dem, ellers bliver vi most. Da vi spillede mod Benfica i sidste sæson var vi gode i ti minutter, og pludselig scorede de tre mål. Så vi skal være oppe på dupperne i 90 minutter og ramme vores topniveau, som vi har gjort et par gange i Europa League, hvis vi skal have muligheden for at gå videre, siger Gustav Isaksen.

Kender deres svagheder

Det er tre måneder siden, at han og holdkammeraterne senest var på banen til en kamp af betydning, men den lange pause har også givet god mulighed for at arbejde med især det taktiske på træningsbanen, og det skal komme midtjyderne til gode, når bølgerne går højt i Lissabon.

– Vi har forberedt os rigtig godt og haft lang tid til at kigge på dem, så vi ved, hvilke svagheder, de har. Men vi skal ramme vores topniveau for at kunne spille med, siger Gustav Isaksen.

FC Midtjylland og Sporting CP fløjtes i gang klokken 21.00. Kampen kan høres i LIGA på P4 og ses på TV 2 Sport.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here