Borgere, som placeres på kommunale bosteder, bliver behandlet på linje med umyndiggjorte. Det har vi erfaret igennem vores søn, Morten, der er blevet dømt til en gæld, han nok aldrig kommer ud af på grund af forhold, han reelt ikke selv er herre over.
Vi mener, at hans sagsforløb bør offentliggøres, fordi sagen ikke bør gentage sig, og fordi enhver, som har berøring med udsatte personer i institutioner og bosteder, eller som har familiemedlemmer, der er anbragt på sådanne steder, kan risikere at blive bragt i samme helvede, som vi er.
Vi adopterede Morten som præmaturt barn med en meget lav fødselsvægt. Han var ikke helt ’færdigbagt’, men det var først, da vi blev bedt om at tage ham ud af børnehaven, at vi blev klar over, at han havde andre udfordringer, især på det sociale område.
Han blev tilknyttet specialklassen, hvor han blev sultet åndeligt. Efter ni års ’skolegang’ fik han bevilget et efterskoleophold, men her blev han efter korte ophold på to forskellige efterskoler også fravalgt. Morten kan blive opfarende og virke truende, især hvis han ikke får sin mad eller føler sig truet – ellers er han en sød og dejlig dreng.
Både før og efter efterskolefiaskoen har vi deltaget i utallige møder med PPR-afdelinger, skoler og kommunens socialafdeling. Morten har desuden været gennem neuropsykologisk udredning og frekventeret børnepsykiater med flere rapporter og konklusioner til følge.
Slog en pædagog
Da Morten fyldte 18 år, blev han visiteret til et bosted med produktionsskole. Produktionsskolen fungerede o.k., hvorimod bostedet haltede. Der var jævnligt udskiftning af pædagogerne, som blandt andet skulle stå for aftensmaden, og i løbet af de første to år skiftede Morten kontaktperson tre gange.
En dag kommer Morten og hans sidste kontaktperson op at skændes – ganske banalt om et stykke rugbrød – og selv om pædagogen har gået på kursus i konflikthåndtering, ender det galt. Morten truer pædagogen og tildeler hende fem-seks slag.
Pædagogen anmelder episoden til politiet, og efter få måneder dømmes Morten til 40 dages betinget fængsel samt offentlig tilsyn i et år. Forsvarsadvokaten forklarer Morten og os, at det jo er indiskutabelt, at Morten har slået, og mener derfor ikke, at vi bør anke sagen, så det gjorde vi ikke.
Morten flytter efter dommen til et andet bosted, som fungerer rigtig godt, men pædagogen, som var blevet slået, er gået til Erstatningsnævnet, og i løbet af forbløffende kort tid afgøres det, at pædagogen har fået PTSD og ikke kan opretholde sit meget aktive arbejdsliv. Hun får tilkendt en sum for svie og smerte på 75.000 kroner samt en sum for tabt arbejdsfortjeneste, så med Rigspolitiets mellemkomst blev Morten afkrævet en betaling på 845.000 kroner.
Herefter fulgte en lind strøm af korrespondance mellem os og Rigspolitiet, og efter cirka to års tovtrækkeri videregav vi sagen til en advokat. Efter endnu en større stak papirer endte sagen i retten, hvor vi tabte, og nu kræver Kammeradvokaten et beløb på kr. 948.681,31 inklusive renter pr. maj 2022.
Mere til historien
Vi tabte sagen, fordi vores advokat fokuserede på konkurrerende årsager til pædagogens tilstand før og efter hændelsen med vores søn.
Vi har fra sagsakterne viden om, at pædagogen trækker et langt spor af konflikter efter sig, både privat og i sit arbejdsliv, inklusive en konflikt med en tidligere institutionsleder med retlig afgørelse, samt at hun på et andet arbejdssted tidligere har fået en svaber i hovedet.
Hun har på mange fronter oplevet uro og trusler og korporlige overgreb, herunder beklageligvis den ene episode med vores søn. Så hvordan afgør man, at det er ham, der er skyld i hendes PTSD og alene skal betale erstatning?
En erstatning, som i øvrigt er så høj, fordi pædagogen tilsyneladende havde en gennemsnitlig arbejdsuge på små 90 timer.
Med så lang arbejdsuge, bliver ens stresstærskel forhøjet, og de fleste vil derfor ikke længere have et stort pædagogisk overskud, men derimod have let til at blive tirret. Hvis hjemmefronten samtidig er problemfyldt, er et psykisk sammenbrud inden for rækkevidde. Pædagogen var selv med til at opskalere konflikten, og vi mener derfor heller ikke, at vores søn alene bærer ansvaret for, at konflikten om rugbrødsmaden endte som den gjorde.
Vi har nu opgivet at gå rettens vej og har søgt gældsanering i stedet. Men et perspektiv, vi ikke oplever er blevet undersøgt ordentligt, er, om man som borger på et bosted med svære diagnoser selv kan være erstatningsansvarlig i sådanne sager.
For i loven om erstatningsansvar stykke 24 står: »Erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt.«
Politisk handling
De pædagoger og kontaktpersoner, som arbejder på institutioner og bosteder, er der for at hjælpe beboerne og beskytte dem, ikke at svigte dem. Men systemet er presset, og der er hyppig udskiftning af pædagoger og mange ufaglærte medarbejdere på bostederne. Borgeren har ingen mulighed for at sige fra, og hvis der opstår en konflikt, er der tilsyneladende størst sandsynlighed for, at sagen afgøres til fordel for pædagogen. Borgeren har ingen reel klageadgang.
I Mortens tilfælde vidste personalet, at der var flere udadreagerende borgere på opholdsstedet. På mange institutioner er personalet udsat for knubs fra de marginaliserede borgere, og selv om det aldrig er okay, så er det ikke borgerens ansvar alene, og det bør aldrig være anledning til en lukrativ juridisk finte.
Vi har naturligvis forsøgt at få kommunen og vores forsikringsselskab til at betale, men begge steder er man afvisende. Vi har forsøgt at råbe Justitsministeriet op flere gange med skiftende ministre, desværre uden held. Den eneste politiker, som har taget sagen seriøst, er Preben Bang Henriksen (V).
Vores søn ejer intet af værdi, og hans indtægt er kun SU, da han nu er i gang med en uddannelse. Han har intet incitament til at tjene penge eller spare op, for »staten snupper dem jo alligevel«. Livets værdier og fremtidsudsigterne har nu været udfordret i mere end syv år for en ung mand i hans bedste alder.
Samtidig er pædagogen i forvejen berettiget til erstatning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), da der er tale om en arbejdsskade, så her kan vel reelt være tale om en dobbelt erstatning for samme skade.
Preben Bang Henriksen har lovet at tage problemstillingen op i Folketinget, så det er vort håb, at andre forældre og unge kan undgå denne slags sager i fremtiden. Kan det virkelig være en retsstat værdig at behandle sine udsatte borgere med den ringeagt og ligegyldighed?
Vi mener, at politiet og systemet kan anvende ressourcerne til bedre formål. Vi ønsker derfor lovgivningen tilrettet, så borgere, som er i det offentliges varetægt, ikke kan retsforfølges med betaling, men at der etableres en forsikringsordning, så bostedets forsikring dækker.
Gæld ødelægger liv, og vi finder det urimeligt og belastende at have dette åg på vore skuldre igennem godt syv år. Det påvirker Mortens og vores mentale tilstand. For eksempel med bevidstheden om, at hvis vi begge døde, ville vores ene søn skulle aflevere hele arven til det offentlige – det skal den anden søn ikke.
Vi venter stadig på retfærdigheden, og vores retsopfattelse har fået et knæk.
Både skribenternes og deres søns navne er ændret for at beskytte sønnens og pædagogens anonymitet. Redaktionen er bekendt med deres rigtige identitet og har haft indblik i relevante sagsakter.
