Home Nyheder TV 2 Nyhederne Wagner-leder under massivt pres – forsker vil ikke blive chokeret, hvis hans...

Wagner-leder under massivt pres – forsker vil ikke blive chokeret, hvis hans lejehær er væk om to måneder

2
0
wagner-leder-under-massivt-pres-–-forsker-vil-ikke-blive-chokeret,-hvis-hans-lejehaer-er-vaek-om-to-maneder

Ekspert finder det meget sandsynligt, at Wagner-gruppen i den nærmeste fremtid bliver presset helt ud af krigen i Ukraine.

Lederen af den russiske lejehær Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozjin, er kendt for sin åbenmundene facon.

Så sent som tirsdag beskyldte den kontroversielle leder det russiske forsvar for at begå forræderi mod hans hær ved blandt andet at nægte at give dem ammunition.

Lige nu er de i gang med at kaste ham væk som en brugt klud

Niklas Rendboe, projektforsker hos Forsvarsakademiet

Men spørger man forsvarsministeriet i Moskva, er der tale om en ”falsk påstand”. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse onsdag.

Anklagen er blot den seneste i rækken af kritiske beskyldninger, som Wagner-chefen har rettet mod den russiske forsvarstop, og meget tyder på, at der lige nu udspiller sig en regulær magtkamp mellem Prigozjin og forsvarseliten.

Og hvis man skal tro to eksperter, der begge har forsket i Wagner-gruppen, er det Jevgenij Prigozjin, der kommer til at trække det korteste strå.

– Forsvarsministeriet er efterhånden træt af at sidde til bords med en, der har så uofficiel en plads. Lige nu er de i gang med at kaste ham væk som en brugt klud, siger Niklas Rendboe, der er projektforsker hos Forsvarsakademiet med speciale i Wagner-gruppen, til TV 2.

En årelang konflikt

Konflikten mellem Jevgenij Prigozjin og det russiske forsvar går helt tilbage til 2014, hvor lejehæren første gang blev spottet under konflikten om Krim-halvøen.

For allerede dengang var den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, imod gruppen, og han har efterfølgende gjort sig umage for at modarbejde den, fortæller Niklas Rendboe.

Han mener samtidig, at Wagner-lederen står for alt det, som det etablerede forsvar har svært ved at acceptere.

– Enhver privat leverandør, der kommer ind i det her miljø, vil blive mødt af mistro fra folk, hvis hjerter banker for den rigtige militærtjeneste. Prigozjin er en excentriker, han er flamboyant, og han er forfængelig, og det gør den her slags magtmennesker sure, siger han.

Soldater fra Wagner Gruppen på et foto offentliggjort af Ukraines Sikkerhedstjeneste.

Wagner-gruppen er et privat militærfirma, der siden 2014 har sendt sine soldater ud for at kæmpe rundt om i hele verden, herunder Syrien, Libyen, Den Centralafrikanske Republik, Mali og Ukraine. Gruppen er også kendt som de “små grønne mænd” og er blevet sat i forbindelse med tortur, voldtægter og og civile henrettelser. 

I september 2022 erkendte den russiske oligark Jevgenij Prigozjin endelig officielt, at han har grundlagt Wagner-gruppen. Gruppen fik sit eget kontor i Sankt Petersborg og blev indsat på slagmarken i den østukrainske by Bakhmut, hvor nogle af krigens mest blodige kampe har fundet sted. 

Inden krigen i Ukraine fralagde Putin og hans bagland sig også ethvert ansvar for gruppen, som har et blakket ry. Men i takt med krigens udvikling er Jevgenij Prigozjin trådt mere og mere ud af skyggen og ind i det politiske magthierarki.

Og det har antændt en intern kamp i magtens korridorer i Kreml.

Magtbalancen er ved at forskyde sig

Prigozjins private hær har indtil nu spillet en afgørende rolle på slagmarken i Ukraine.

Det har givet den forsvarspolitiske elite blod på tanden i forhold til at fortsætte fejden

Karen Philippa Larsen, ph.d.-studerende og forsker i Wagner-gruppen

Og for mange er gruppen blevet billedet på de blodige kampe i byen Bakhmut, som blandt andet på grund af Wagner-gruppens aggressive fremfærd har fået tilnavnet ”kødhakkeren”.

Soldaterne i Wagner-gruppen er blandt andet rekrutteret fra de russiske fængsler, hvor det anslås, at cirka 40.000 indsatte er blevet hvervet af lejehæren.

I starten af februar kom det dog frem, at Wagner-chefen ikke længere må rekruttere fra fængslerne. Og ifølge Karen Philippa Larsen, der forsker i Ruslands brug af private militære virksomheder, herunder Wagner-Gruppen, har det russiske forsvarsministerie nu overtaget den praksis.

Det tyder i hendes øjne på, at magtbalancen er ved at forskyde sig til det etablerede forsvars fordel.

– Prigozjin er blevet for magtfuld. Meget tyder også på, at Putin har valgt at støtte den konventionelle forsvarselite frem for Wagner-gruppen, idet han har talt positivt om dem.

– Det har givet den forsvarspolitiske elite blod på tanden i forhold til at fortsætte fejden, fortæller Karen Philippa Larsen til TV 2.

Kan blive udspillet i Ukraine

En anden årsag til, at Jevgenij Prigozjin er ved at blive kørt ud på et sidespor, kan være, at der simpelthen ikke er lige så meget brug for lejesoldaterne, som der var i starten af krigen.

Den mobilisering, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, indledte i september, burde nemlig snart have kastet flere færdiguddannede soldater af sig, som nu kan gå ind og overtage Wagner-gruppens opgave.

Det vurderer både Karen Philippa Larsen og Niklas Rendboe.

Af samme årsag finder Niklas Rendboe det meget sandsynligt, at Wagner-gruppen kommer til at spille en meget mindre rolle i krigsindsatsen eller endda bliver presset helt ud af Ukraine.

– I værste fald for ham er det ikke bare forretningen i Ukraine, han mister, men også hans øvrige militære forretninger samt de mindre lyssky organisationer, han ejer, såsom cateringfirmaer, siger han og tilføjer, at det heller ikke kan udelukkes, at Jevgenij Prigozjin bliver så upopulær blandt den russiske top, at han skal kæmpe for sit liv.

Soldater foran Wagner-gruppens hovedkvarter i Moskva.

En anden årsag til, at magtkampen mellem Jevgenij Prigozjin og den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, er eskaleret kan være, at sidsnævnte har indsat sin egen hær af lejesoldater kaldet Patriot i Donetsk-regionen, hvor også Wagner-gruppen opererer. Det vurderer Niklas Rendboe. 

Lejesoldaterne i Sjojgus Patriot-hær har – ligesom Wagner-gruppen – været udsendt adskillige gange til operationer i Afrika og Mellemøsten.

Hvordan ser fremtiden ud?

Det efterlader også spørgsmålet, om der overhovedet findes en Wagner-gruppe i den nærmeste fremtid?

Ifølge Karen Philippa Larsen har Wagner-lederen om nogen bevist, at han er god til at udnytte de redskaber, han får stillet til rådighed.

Og hvis han finder et andet rekrutteringsgrundlag, nu hvor fængslerne er blevet taget fra ham, mener hun, at han har mulighed for at bevare sin private militærenhed.

Niklas Rendboe tror ligeledes, at Wagner-gruppen eksisterer i en eller anden form om tre år. Han anser nemlig stadig Jevgenij Prigozjin som en relativt værdifuld spiller, og hvis lederen kan undlade at lade sit ego komme i vejen, vurderer han, at han kan trække sin gruppe ud af krigen i Ukraine i nogenlunde stand.

– Men hvis historien er, at de ikke længere eksisterer om to måneder, så bliver jeg heller ikke blæst bagover af overraskelse, tilføjer han.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here