Det var en dansk beslutning at sætte åben dør-ordningen på pause, og det er Danmark, der skal løse udfordringerne med den nuværende ordning.
Det er budskabet fra danske Margrethe Vestager, ledende næstformand i Europa-Kommissionen, som fredag peger i retning af Tyskland som inspirationskilde for en revideret ordning.
“Hvis et land kommer til os og mener, at det er i en situation, hvor der bliver givet statsstøtte, så vil vi gerne hjælpe med at finde ud af det. Fra vores side har vi givet forskellige råd til, hvordan man kan håndtere den her situation,” siger Margrethe Vestager.
Har I som del af den rådgivning peget på modeller fra andre EU-lande, som Danmark kan blive inspireret af?
“Der er forskellige modeller, som man kan blive inspireret af. Tyskerne har nogle modeller, som man kan blive inspireret af. Vi har nogle forskellige skuffer, som vi kan trække ud, når vi får sådan nogle spørgsmål, og en af de skuffer handler om, hvordan man laver sådan en ordning, så det ikke er statsstøtte,” siger EU’s danske konkurrencekommissær i EU.
Det kan man gøre på forskellige måder, ifølge Margrethe Vestager.
“Man kan få nogen til at vurdere prisen på aktivet og derefter betale up front, så er det ikke statsstøtte. Man kan også lave en auktionsrunde, hvor man kan byde ind, og så etablerer man en pris på den måde. Så er det heller ikke statsstøtte. Og så er der også forskellige statsstøtteordninger. Så vi har givet en bred rådgivning for, hvordan det her kan løses på forskellige måder,” siger hun, men slår efterfølgende fast:
“Det er ikke os, som skal løse det. Det er danskerne, for havbunden og vandressourcen er danskernes aktiver.”