Altinget.dk

Home Nyheder Altinget.dk

Statsministeriet ansætter midlertidlig særlig rådgiver

Ida Bjørn-Mortensen skal være midlertidig særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen (S).

Det oplyser Statsministeriet.

Bjørn-Mortensen tilknyttes ministeriet, mens den nuværende særlige rådgiver i Statsministeriet Nana Zarthine Christensen er på barsel.

Ida Bjørn-Mortensen har senest været ansat som særlig rådgiver i Skatteministeriet. Hun har tidligere været særlig rådgiver for den forhenværende transportminister Benny Engelbrecht (S) og har før været ansat som politisk rådgiver i Socialdemokratiet.

Det politiske sekretariat i Statsministeriet består nu af stabschef Martin Justesen, særlig rådgiver Ida Bjørn-Mortensen og særlig rådgiver Peter Strauss Jørgensen. 

Bjørn-Mortensen er uddannet cand.soc. i politisk kommunikation og ledelse fra Copenhagen Business School.

Lærer: Vi har selv smadret inklusionen i folkeskolen

Niels Christian Sauer

Lærer og tidligere medlem af Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er almindeligt kendt, at den såkaldte inklusion i folkeskolen har udviklet sig til et problem af betragtelige dimensioner. Men det er en ilde hørt kendsgerning, at forsøgene på at takle udfordringen i vid udstrækning vidner om en overfladisk og useriøs forståelse af inklusionens væsen.

Det beror ikke mindst på det forhold, at inklusionsprojektet i folkeskolen så at sige er født i synd. Man vedgår ikke det faktum, at den drivende kraft ikke er et dybfølt ønske om at give nationens børn et bedre skoleliv, men nødvendigheden af at begrænse folkeskolens udgifter til specialundervisning.

Denne eklatante mangel på realisme resulterer i en pseudodebat, som ingen vegne fører. Når man – som eksempelvis i Altinget – diskuterer inklusionens succes eller mangel på samme alene ud fra andelen af elever, der modtager specialundervisning, taler man ret beset overhovedet ikke om inklusion, men om elevernes fysiske indplacering i skolesystemet.

Det modsatte af inklusion

En elev kan udmærket befinde sig i en almenklasse uden at være inkluderet. At være inkluderet betyder at være en accepteret deltager i et fællesskab. Det er man ikke, hvis man bare opholder sig i almenklassen på tålt ophold.

Folkeskolens smeltedigel er forvandlet til en trykkoger, og de børn, der hænger på kanten af fællesskabet, bliver presset ud

Niels Christian Sauer, lærer og tidligere medlem af Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse

Inklusion drejer sig om hjerterum. Inklusionspolitik går ud på opbygning af trygge fællesskaber præget af indbyrdes opmærksomhed, stabilitet, faste strukturer, forudsigelighed og overskuelighed. I folkeskolen har vi har på en lang række punkter hen over en snes år gjort det stik modsatte.

Vi har indført et test- og målstyringsregime, hvor den enkelte elev allerede fra seksårsalderen holdes op på sine præstationer, og i udskolingen har vi indført en karakterskala, der bygger på fejlfinding. Vi har nedtonet klassefællesskaberne til fordel for et individualiseret læringsmiljø, hvor det enkelte barn en stor del af tiden sidder med hver sin skærm og arbejder under opsyn med hver sin opgave i et åbent kontorlandskab. Vi har skabt en flimrende skole, hvor skole og fritid flyder sammen, voksne passerer revy i barnets liv i en lind strøm, og rammerne ofte brydes op ved holddannelser, klassesammenlægninger og strukturændringer.

Børnehaveklassen, der oprindeligt var tænkt som en blid overgang fra børnehave til skole med højest 22 børn og tre timer dagligt, er reelt blevet til første klasse med massive krav om faglig indlæring. Danmark er det land i OECD, hvor klassekvotienten i de ældste klasser er steget mest siden 2005.

Vi har tildelt lærerne nye arbejdsopgaver i et sådant omfang, at de hverken har tid til at forholde sig seriøst til det enkelte barn eller mulighed for at tilrettelægge en undervisning med afsæt i børnene, men er henvist til at servere digitale færdigretter på stribe.

Alle fællesskabende aktiviteter såsom skolekomedie, lejrskole, skolekor med videre er blevet skåret ned, og sidst, men ikke mindst: Vi har forlænget undervisningstiden – i indskolingen med op mod 50 procent. Fra cirka 8.300 timer til cirka 12.000 timer per elev i hele skoleforløbet (OECD-gennemsnittet er cirka 7.900) – uden at tilføre yderligere resurser.

Det betyder, at en undervisningstime i den danske folkeskole koster cirka 65 kroner per elev imod cirka 100 i de øvrige nordiske lande. Kort sagt: Folkeskolens smeltedigel er forvandlet til en trykkoger, og de børn, der hænger på kanten af fællesskabet, bliver presset ud.

Behov for gennemgribende ændringer

Det er en tung erkendelse, og de politikere, der stod bag skolereformen i 2013, navnlig socialdemokraterne, har svært ved at tage den ind. De fleste bud på indgreb går på mindre justeringer: Bedre læreruddannelse, små justeringer af klasseloftet, opkvalificering af lærerstanden, oprustning af den pædagogisk-psykologiske rådgivning og lignende. Alt sammen udmærket, men ikke noget, der griber om nældens rod.

De lange skoledages afskaffelse vil ikke ændre alt med et trylleslag. Men det vil kunne finansiere det kvalitetsløft over en bred front, der skal til

Niels Christian Sauer, lærer og tidligere medlem af Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse

Andre ønsker at gøre op med hele begrebet om inklusion. Men nu er ånden sluppet ud af flasken. Danskerne hverken kan eller vil acceptere, at skolemyndighederne igen begynder at sortere deres børn som svineavleren sine pattegrise og smækker døre i for næsen af dem allerede i barndommen. Ambitionen om den inkluderende skole er kommet for at blive. Skolen står med andre ord overfor en kolossal, bunden opgave.

Den gode nyhed er, at den ikke er umulig. Den dårlige, at vi har svært ved at mobilisere det politiske mod til at flytte fokus fra den målbare kvantitet til den umålelige kvalitet, ihukommende, at ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles.

Det kommer til at koste penge, men økonomien i den offentlige sektor er så presset, at hvis vi skal vente med at løse problemet, til pengene kommer, så kommer vi til at vente meget længe. Der er derfor én og kun én vej: Omprioritering af den måde, pengene bruges på. Og der er i folkeskolen én og kun én måde, hvorved der kan frigøres resurser i det fornødne omfang: Afkortning af undervisningstiden.

Et opgør med de lange skoledage

Erkendelsen af dette forhold breder sig langsomt, men sikkert i folkeskolen, dog alt for uambitiøst. Et par timer mindre om ugen vil ikke frigøre resurser nok, og det vil ikke fremprovokere den nødvendige nytænkning.

Vi må tage tyren ved hornene og lave en skole, hvor de små slutter ved tolvtiden, de mellemste ved ettiden og de store ved totiden. Jamen så kan de jo ikke nå at lære det, de skal, lyder indvendingen. Jovist kan de så. Det er faktisk stadig cirka fem procent over den gennemsnitlige undervisningstid i OECD, og det er cirka 20 procent over de finske PISA-topscoreres undervisningstid. Når danske elever i dag går ud af 6. klasse, har de allerede gået lige så mange timer i skole, som de finske elever i hele deres skoleliv!

De lange skoledages afskaffelse er ikke en patentløsning, som med et trylleslag vil ændre alt. Men den vil kunne finansiere det kvalitetsløft over en bred front, der skal til.

Lærerne vil kunne tilrettelægge en bedre undervisning, de vil kunne give den enkelte elev mere opmærksomhed, og kreativiteten, engagementet, og det mentale overskud vil kunne finde fodfæste i dagligdagen. Det vil afstresse dagligdagen, konflikterne i klassen vil aftage, trivslen vil øges, den eksplosive vækst i andelen af børn med psykiatriske diagnoser vil kunne dæmpes eller måske ligefrem stoppes. Og de sårbare børn, som stadig vil være der, vil i højere grad kunne inkluderes i fællesskabet.

De, der vil afvise ræsonnementet, skylder at komme med et brugbart alternativ. Men kom ikke og sig, at det er umuligt. Hvor der er en vilje, er der en vej.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Ja tak, jeg ønsker at modtage nyhedsbreve fra Altinget. I må gerne invitere mig til livearrangementer og sende mig tilbud om netværk, konferencer, nyhedsbreve eller

lignende

Produktlanceringer, konferencer, invitationer til arrangementer samt tilbud fra vores kommercielle afdelinger herunder abonnementssalg af nicher, kurser, events og netværk

fra Altinget og

Altinget-koncernen

ApS Altinget.dk, Mandag Morgen ApS, Ejendomsselskabet Stedets Ånd ApS

via e-mail og telefon. Jeg kan til enhver tid trække samtykket tilbage. Mine personoplysninger bliver behandlet i overensstemmelse med vores privatlivspolitik.

Politikerne flirter med ny dansk model for organdonation. Men det vil ikke nødvendigvis give flere organer

Det er nærliggende at tro, at et større antal organer kunne blive brugt til organdonation, hvis borgerne automatisk er organdonorer.

Men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis.

Der findes overordnet to modeller for organdonation: aktivt fravalg og aktivt tilvalg – også kendt som henholdsvis informeret samtykke og formodet samtykke.

I Danmark opererer man med aktivt fravalg. Det vil sige, at danskere aktivt skal tilmelde sig donorregisteret, hvis de ønsker at blive organdonor.

Men på grund af at der hvert år dør danskere på venteliste til et nyt organ, vil partierne justere den danske model for organdonation.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har talt varmt om en blød variant af aktivt tilvalgs-modellen. Det betyder, at danskere som udgangspunkt er organdonorer, medmindre de aktivt har fravalgt det, men også at pårørende vil blive bedt om at træffe beslutningen, hvis personen ikke har givet sin stilling til kende.

Men man kan ikke uden videre forvente, at et modelskifte vil give adgang til flere organer, lyder det fra Trine Kjær, som er professor ved Dansk Center for Sundhedsøkonomi.

“Et formodet samtykke giver jo ikke nødvendigvis mere aktiv stillingtagen i befolkningen, end informeret samtykke gør. Min vurdering er, at det, der virkelig kan hjælpe i forhold til at øge donationsraten yderligere, er, at vi får sørget for at tage samtalen,” siger hun.

Nu er det op til EU, om ny kulturmoms skal sikre penge til pressede fængsler

Det er nu op til EU-Kommissionen at give en endelig vurdering af, om Danmark er forpligtet til at indføre den omstridte kulturmoms, som står til at skulle levere omkring 200 millioner kroner til den nye fængselsaftale.

Er det ikke et krav, må pengene findes på anden vis.

Sådan lyder kompromiset om Kriminalforsorgens økonomi, som regeringen, SF, Dansk Folkeparti og Konservative er blevet enige om.

Her viderefører partierne aftalen, der blev indgået af den tidligere socialdemokratiske regering tilbage i 2021. Venstre var ikke med i den oprindelige aftale, og Moderaterne var endnu ikke repræsenteret i Folketinget. 

Kulturmomsen indgår i finansieringen under forudsætning af, at der er tale om et ufravigeligt krav fra Bruxelles, hvilket regeringen hele tiden har fastholdt.

Det er der rejst tvivl om, fordi en advokatrapport fra Gorrissen Federspiel bestilt af Skatteudvalget, når frem til den modsatte konklusion.

Tidligere forbrugerombudsmand og generaladvokat ved EU-domstolen Henrik Øe har været med til at udarbejde vurderingen, og han argumenterede efterfølgende for sin konklusion i udvalget, hvilket fik både Konservative og Dansk Folkeparti til at trække støtten. 

Men nu er partierne altså enige om at bede Kommissionen om at se på sagen en sidste gang med afsæt i advokatvurderingen.

“Vi er dybt imod, at kulturen skal finansiere retssystemet, og advokatvurderingen skabte stor tvivl om, hvorvidt der er tale om en overimplementering,” siger Mai Mercado (K) og tilføjer:

“Kompromiset er derfor blevet, at vi spørger EU-Kommissionen endnu en gang, om vi kan fortolke reglerne anderledes. Og den her gang skal rapporten fra Gorrissen Federspiel indgå i vurderingen.”

Kunstnere rammes af moms

I det brede kulturliv lyder der protester mod udsigten til en kulturmoms, som konkret vil indebære, at kunstnere fremover kommer til at betale moms af de penge de modtager, når deres værker bliver brugt. 

Nu er der en fælles accept af, at hvis EU når frem til, at vi ikke behøver at implementere kulturmomsen, så skal der findes en anden finansiering.

Mai Mercado (K), gruppeformand

Det gælder eksempelvis, når musikere bliver spillet i radioen eller manuskriptforfattere får deres værker opført på teatret eller vist på tv.

Tvistens kerne handler om, hvorvidt kunstnere også kan opnå momsfritagelse, når organisationer administrerer rettighederne på deres vegne.

Og da SF og Konservative i juni sidste år trak sig fra finansieringen grundet tvivl om EU-reglerne, manglede der 215 millioner kroner til de initiativer, som skal lempe presset på fængselsvæsenet.

Derfor blev flere initiativer – herunder planer om at bygge nye såkaldte udslusningsfængsler – sat på pause, ligesom Kriminalforsorgen i mellemtiden har måttet lukke 80 fængselspladser grundet personalemangel.

”Nu er der en fælles accept af, at hvis EU når frem til, at vi ikke behøver at implementere kulturmomsen, så skal der findes en anden finansiering, og vi har ingen intension om at springe fra aftalen,” siger Konservatives Mai Mercado og uddyber:

“Vi gik i sin tid ind i aftalen med den helt klare overbevisning, at der ikke var andre muligheder end at implementere kulturmomsen. Hvis EU vender tilbage og siger, at de holder fast trods advokatvurderingen, så har vi I Konservative kæmpet kampen, så langt vi overhovedet kunne.”

V ser frem til afklaring

Samme toner lyder fra Venstres kulturordfører, Jan E. Jørgensen.

“Jeg er stadig imod kulturmomsen, og jeg synes, det er en kæmpe sejr, at resten af regeringen nu er med på at skaffe det ultimative svar fra Kommissionen,” siger Jan E. Jørgensen og tilføjer: 

“Nu står der 1-1, fordi Skatteministeriet og Justitsministeriet mener, at vi skal indføre kulturmoms for at efterleve EU-reglerne, mens Gorrissen Federspiel når frem til en helt anden konklusion. Nu får vi en endelig afklaring.”

Men Kommissionen har jo allerede taget stilling til spørgsmålet, efter at regeringen har henvendt sig? 

“Det er første gang, Kommissionen har fået forelagt Gorrissen Federspiels notat og dermed ser argumenterne mod, at kulturmomsen skal indføres. Der er momsfritagelse, når kunstnerne laver individuelle aftaler, og at det skulle ryge, fordi de organiserer sig i en organisation, det synes jeg virker meget besynderligt.”

Hvad regner du selv med at Kommissionen når frem til? 

“Jeg tør ikke regne med noget. For det er kompleks EU-ret, og der står kompetente fagfolk over for hinanden. Men jeg håber og hælder til at tro, at ministerierne ender med at blive underkendt.”

Hvor vil Venstre finde pengene, hvis kulturmomsen ikke kommer?

”Det er for tidligt at sige. Men der er jo ikke tale om 200 milliarder, men omkring 200 millioner, så mon ikke det kan lade sig gøre at finde en løsning.”

Hos Fængselsforbundet hæfter man sig ved, at både Skatteministeriets embedsfolk og EU-Kommissionen flere gange har vurderet, at det ikke er muligt at komme udenom at indføre en kulturmoms.

Derfor er formand Bo Yde Sørensen som udgangspunkt ikke bekymret for udsigten til, at forligspartierne skal drøfte finansieringen på ny.

”Jeg er nødt til at tro på, at ministeriet med sit forarbejde har styr på, at når man nu spørger EU, så vil svaret stadig være, at kulturmomsen skal implementeres,” siger Bo Yde Sørensen, der er formand for Fængselsforbundet.

”Alternativt må man jo finde en anden finansiering. Men jeg må lægge til grund, at embedsfolkene er af den klare opfattelse, at kulturmomsen skal implementeres, og at finansieringen derfor er på plads,” tilføjer han.

Pernille Vermund genopstiller alligevel ved næste folketingsvalg

10. januar meddelte Pernille Vermund, at hun ikke agtede at genopstille til Folketinget, og at hun ville forlade posten som formand for Nye Borgerlige.

Blot to måneder senere er situationen en anden, da arvtageren til formandsposten, Lars Boje Mathiesen, i sidste uge blev ekskluderet fra partiet på baggrund af dramatiske uoverensstemmelser med partiets hovedbestyrelse.

Pernille Vermund trækker nu i land og vil ikke alene vende tilbage til partiet som formand, hun vil også være at finde på stemmesedlen ved næste folketingsvalg.

Det udtaler hun til TV 2 mandag.

“Jeg træder ikke ind igen for at være karrierepolitiker, men når pligten kalder, så træder man til. Sådan er jeg opdraget, og det er det, jeg gør nu,” forklarer Pernille Vermund.

Lars Boje Mathiesen har anklaget hovedbestyrelsen for karaktermord, mens hovedbestyrelsen mener, at Boje Mathiesen har afpresset partiet for at opnå personlig økonomisk gevinst. 

Pernille Vermund støtter hovedbestyrelsen i beslutningen og skriver i et brev til partiets medlemmer, at Lars Boje ikke kunne “passe på partiet – tværtimod”.

Ulveangreb på husdyr stiger: ”Panikken vil indtræde, hvis man politisk læner sig tilbage og gør ingenting”

32 gange blev landmændenes husdyr angrebet af en ulv i 2022. Det er præcis en fordobling af angreb i 2021 (se tabel nedenfor).

Det viser en ny opgørelse fra Miljøstyrelsen.

Stigningen gør, at man fra politisk hold er nødt til at tage situationen seriøst, lyder det fra både Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer.

”Vi frygter, at der kommer så mange ulve, at vi vil se flere og flere angreb. Og det vil kun optrappe konfliktniveauet i et i forvejen konfliktfyldt farvand,” siger Karen Post Bache, der er naturchef i Landbrug & Fødevarer.

Bekymringen for, at vi ser flere ulveangreb på husdyr, er reel.

Bo Håkansson, Seniorrådgiver, DN

Hun sidder i Vildtforvaltningsrådets Ulvegruppe og er dermed med til at rådgive miljøministeren, om hvordan man håndterer ulven i Danmark. Det samme gør seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Bo Håkansson. Og han er helt på linje med Karen Post.

”Bekymringen for, at vi ser flere ulveangreb på husdyr, er reel. Panikken vil indtræde, hvis man politisk læner sig tilbage og gør ingenting,” siger Bo Håkansson.

(Artiklen fortsætter under tabellen)

Tabel: Ulveangreb og erstatninger 

År 2017 2018 2019 2020 2021 2022
Antal ulve ved året udgang 9-11 4-5 12 9-10 14 29
Angreb, som skyldtes ulv 24  28 25 43 16 32
Antal dræbte husdyr
(Primært får og lam)
54  98 198 242 78 161
Udbetalt erstatning, kr. 121.350 214.326 311.504 578.847 167.172 381.155

Hegn er vejen frem

De to er også enige om, hvad der er det vigtigste værktøj, som ministeren nu bør tage op ad kassen. Nemlig, at der skal sættes flere penge af, så landmændene kan få tilskud til at opstille ulvesikrede hegn. Argumentet er, at ingen angreb er sket inden for fungerende ulvesikrede hegn.

”Man har registreret ulveangreb på husdyr i seks år nu. Og det er virkelig iøjnefaldende, at man har registreret nul angreb bag fungerende ulvesikrede hegn,” siger Bo Håkansson.

Det er dog ikke alle landmænd, der i dag har mulighed for at få tilskud til hegn. Det kan kun ske, hvis man bor i to udpegede ulvezoner – i Midtjylland og Vestjylland, hvor ulvene i første omgang slog sig ned. 

Behov i hele Jylland

Men da ulvebestanden er steget kraftigt, er risikoen for ulveangreb bestemt også til stede uden for områderne. Der er således både ulve i Nordjylland og Sønderjylland, hvor det ikke er muligt at få støtte til de særlige hegn. Og af fem ynglende ulvepar i Danmark bor tre uden for de nuværende ulvezoner. Samtidig er det forventningen, at ulvebestanden vil stige yderligere de kommende år.

”Det er ikke nok med de nuværende ulveområder. For der er behov for ulvesikrede hegn i hele Jylland,” siger Karen Post Bache fra Landbrug & Fødevarer.

Det er dog ikke blot et spørgsmål om at udpege områderne. Der skal også sættes flere penge af, hvis det skal lade sig gøre, lyder det fra de to. Vildtforvaltningsrådet har i sit bud på en ny ulveforvaltningsplan i 2021 peget på, at beløbet til ulveområdet bør fordobles fra fem til ti millioner kroner om året. Det svarer nemlig til, hvad der bruges i Slesvig Holsten syd for grænsen.

Og Karen Post påpeger i den forbindelse, at der også vil være noget at spare ved at forhindre ulveangreb. Staten betaler erstatning til de landmænd, der får taget husdyr af ulven. Sidste år udbetalte staten 381.155 kroner i erstatning, mens det for 2021 blot var 167.172 kroner.

”Så derfor vil god ulvesikring naturligvis også føre til, at man skal udbetale mindre i erstatning fremover,” siger hun.

Altinget har uden held forsøgt at få et interview med miljøminister Magnus Heunicke, der dog ikke har nogen kommentar til sagen på nuværende tidspunkt.

Efter bededag venter Mette Frederiksens næste møgsager

Minus 10, minus 15, minus 20 mandater.
Uanset hvilken meningsmåling, man vælger, har SVM-regeringen fået en start, der alt efter temperament kan kaldes dårlig eller enestående katastrofal. Bundrekorden kom mandag, hvor en ny Voxmeter-måling for Ritzau gav Socialdemokratiet blot 18,6 procent af stemmerne med et mandattab på 17 på kun fire måneder. Dertil kommer tabene for Venstre og Moderaterne.

Og selvom kampen om store bededag i første omgang er forbi, tegner fremtiden ikke skinnende lys for den aparte sammensatte SVM-regering.

Finansens skabelon
Et par dage efter likvideringen af store bededag lagde regeringen sin uddannelsesreform frem. Eller mere præcist den del af reformen, der handler om at skære en del af kandidatuddannelserne ned til godt ét år. Her forsøger SVM-regeringen at tage livtag med et problemkompleks, som var en væsentlig del af socialdemokraternes motiv for at søge det brede samarbejde.

Der er bred enighed i Folketinget om, at man skal omprioritere uddannelserne, så både velfærdsuddannelser og de udsultede håndværkeruddannelser får et løft. Der er skrigende behov for flere smede, elektrikere, og murere, ligesom der allerede i dag mangler både sosu-assistenter, pædagoger og sygeplejersker. 

Til gengæld synes behovet for flere universitetsuddannede efterhånden mættet. For at sige det diplomatisk. Mens det i 1990 var én ud af ti, der tog en universitetsuddannelse, er det nu mere end hver fjerde. Den udvikling ser pæn ud i Finansministeriets regnemodeller, for akademikere får en høj løn og betaler en høj skat.

Men modellerne siger ikke noget om, om det nu også giver den optimale værdi for samfundet, hvis der bliver ansat endnu en proceskonsulent i en offentlig forvaltning. Eller det måske kunne have større samfundsmæssig værdi, hvis man i stedet havde ansat en sosu på et plejehjem eller en sygeplejerske på en akutafdeling.

Finansministeriets regnemodeller siger ikke noget om, det er nyttigst for samfundet at ansætte en ekstra sygeplejerske eller endnu en proceskonsulent i en offentlig forvaltning.

For let at skyde ned
Selve behovet for at dirigere langt flere unge over i håndværk og velfærdsfag er de færreste folketingspolitikere uenige i. Spørgsmålet er blot hvilken metode, man skal bruge – og her har regeringens udspil fået hug fra flere sider.

Altinget anbefaler: I 16 år troede Nadia, at hun var dansk statsborger

Ja tak, jeg ønsker at modtage nyhedsbreve fra Altinget. I må gerne invitere mig til livearrangementer og sende mig tilbud om netværk, konferencer, nyhedsbreve eller

lignende

Produktlanceringer, konferencer, invitationer til arrangementer samt tilbud fra vores kommercielle afdelinger herunder abonnementssalg af nicher, kurser, events og netværk

fra Altinget og

Altinget-koncernen

ApS Altinget.dk, Mandag Morgen ApS, Ejendomsselskabet Stedets Ånd ApS

via e-mail og telefon. Jeg kan til enhver tid trække samtykket tilbage. Mine personoplysninger bliver behandlet i overensstemmelse med vores privatlivspolitik.

Vi uddanner unge til en fremtid, der ikke eksisterer

Madeleine Steenberg Williams

Madeleine Steenberg Williams

Forkvinde, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Er vi gået i stå som samfund? Kommer vi til at kunne følge med tidens udvikling?

Bæredygtighed, digitalisering, sex, demokrati og økonomi er alle emner, som er væsentlige for os unge, og den verden vi lever i.

Faglig trivsel er et bærende element, når vi snakker unges mistrivsel. Det handler om, at man skal have succesoplevelser i undervisningen. Desværre er der alt for få unge, som har den oplevelse.

Vores uddannelsessystem har nemlig ikke fulgt med tiden. Verden har ændret sig markant de sidste årtier, ikke mindst de store muligheder og udfordringer som for eksempel både digitaliseringen og klimaforandringerne har givet os.

Vi skal løbe med den digitale udvikling, ikke imod den

Madeleine Steenberg Williams

Derfor er der mange, som peger fingrene hen mod uddannelserne, når disse muligheder og udfordringer skal løses. Men en ting, der sjældent sker, er, at når nye emner bliver tilføjet, så glemmer man samtidigt at fjerne noget andet.

Derudover er det helt fundamentalt også at huske på behovet for efteruddannelse af lærerne. For det nytter ikke noget at tilføje anden undervisning, hvis vores undervisere ikke er klædt godt nok på til at undervise.

Det er vigtigt, at vi begynder at fokusere på at have en mere virkelighedsnær og relevant undervisning for nutiden og fremtiden. Vi bør eksempelvis have et fokus på at integrere bæredygtighed i alle fag.

Som eksempel kunne man læse digte om klimakrise i dansk, lære om de samfundsfaglige økonomiske konsekvenser af krisen i samfundsfag og så videre. Derudover burde vi også løbende lære om, hvordan vi bedst muligt udnytter og bruger de muligheder og værktøjer, som digitaliseringen giver os, så vi kan bruge den konstruktivt og effektivt.

Vi skal kunne løbe med den digitale udvikling, ikke imod den, men også samtidig forstå dens faldegrubber. Vores uddannelser bliver nødt til at uddanne os unge til nutiden og fremtiden og ikke fortiden, hvis vi skal ud og være samfundsborgere i den moderne verden.

Acceleration og kriser fylder meget i unges hverdag. Der er kommet et større pres for at tage en uddannelse, der er “den rigtige” og samtidigt et pres for hurtigt at komme ud på arbejdsmarked, så vi hurtigt kan bidrage til samfundet ved at løse problemet med arbejdsmarkedsudbud og blive den gode samfundsborger.

Et pres, der er så stort, at mange unge falder ud af systemet. Vores uddannelser er ikke længere bygget til også at kunne rumme dannelsen af os unge mennesker. I stedet for er det blevet et sted, hvor man hurtigt og effektivt kan opnå faglige kompetencer. Kort sagt en følelse af, at der kun efterspørges faglige robotter og ikke hele mennesker.

Det er dybt problematisk, at hverdagen på gymnasierne er så fokuseret på hurtig og effektiv faglig læring, at der sjældent er tid til fordybelse, refleksion og forståelse af emnerne.

Det er vitalt, at vi sikrer, at vi unge kan se en mening i at tage en uddannelse og får en forståelse for, at de ting vi lærer, faktisk er grundlæggende og vigtige for vores fremtidige kompetencer og arbejde. For hvorfor så ellers tage den?

Vi bliver nødt til at følge med tiden, hvis vores samfund skal udvikle sig og være konkurrencedygtigt

Madeleine Steenberg Williams

Det kræver også at pensum og underviserne løbende opdateres og efteruddannes til de behov som nutidens og fremtidens arbejdsmarked og samfund efterspørger. For vi skal uddanne til fremtiden.

Hvordan kan uddannelserne så være med til at forbedre dette? Vi skal begynde at have mere fokus på, hvordan vi får virkeligheden ind i undervisningen.

Blandt andet ved at lære om hvordan man skriver en jobansøgning og ikke mindst om personlig økonomi: Hvordan man lægger et budget, hvad det skal indeholde, hvad en selvangivelse er, hvad der skal til for at kunne købe en lejlighed og så videre.

Alt sammen særdeles relevant viden for alle samfundsborgere. Men vi burde også lære om samtykkeloven, og hvordan man er en moderne samfundsborger og kan deltage aktivt i demokratiet.

Vi unge skal ikke føle, at vi mangler en hel masse kompetencer, når vi så får hue på og bliver færdige med vores uddannelser. Helt konkret betyder det også, at vi skal have en dialog om, at vi plukker ting ud af pensum i gymnasiet samtidig med, at man tilføjer nye ting.

Al viden er vigtig, men vi bliver nødt til at lave prioriteringer i det pensum, der undervises i. Vi skal begynde at opdatere materialerne, så vores uddannelser faktisk uddanner os unge til den tid vi lever i.

En verden, som er mangfoldig med bæredygtig fokus, teknologisk avanceret og meget mere. Vi bliver nødt til at følge med tiden, hvis vores samfund skal udvikle sig og være konkurrencedygtigt. Vi har ikke råd til at gå i stå.

Hvis vi ikke følger med tiden får det enorme konsekvenser for det velfærdssamfund, som vi er mange, der værdsætter, vil beholde og gerne styrke. Så kan man spørge sig selv om, vi virkelig kan kalde det en kompetencegivende uddannelse, når det mangler så meget relevans. 

Samtykke stopper aldrig med at være aktuel, nødvendigheden for bæredygtighed stopper ikke med at være faktuelt og behovet for at omfavne teknologien stopper ikke med at være relevant.    

Uddannelsesinstitutionerne skal ikke løse alle verdens problemer, men de skal uddanne os unge mennesker til at have kompetencerne og vigtigst af alt give os unge modet og lysten til at være en værdifuld samfundsborger, der er godt klædt på til at løse samfundsproblemerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Ja tak, jeg ønsker at modtage nyhedsbreve fra Altinget. I må gerne invitere mig til livearrangementer og sende mig tilbud om netværk, konferencer, nyhedsbreve eller

lignende

Produktlanceringer, konferencer, invitationer til arrangementer samt tilbud fra vores kommercielle afdelinger herunder abonnementssalg af nicher, kurser, events og netværk

fra Altinget og

Altinget-koncernen

ApS Altinget.dk, Mandag Morgen ApS, Ejendomsselskabet Stedets Ånd ApS

via e-mail og telefon. Jeg kan til enhver tid trække samtykket tilbage. Mine personoplysninger bliver behandlet i overensstemmelse med vores privatlivspolitik.

Omtalte personer

Madeleine Steenberg Williams

Forkvinde, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

studentereksamen (Bagsværd Kostskole og Gymnasium)

Bedre uddannelse af lærere er afgørende for erhvervsskolerne

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er interessant, at når man taler med elever om deres oplevelser med at gå på en erhvervsuddannelse, så fremhæver de ofte deres lærer som den helt afgørende faktor for, om det har været en god eller dårlig oplevelse.  

Det kan være læreren, der smitter med sin passion for faget eller som kan noget særligt i forhold til at forstå, hvor eleverne er personligt og socialt. Og det gælder den lærer, der sender eleverne tidligt hjem for at gå til hundefrisør og på den måde giver elevernes engagement en mavepuster. Eller den lærer, der ikke har det nødvendige faglige niveau.  

I den offentlige uddannelsespolitiske debat fylder lærernes rolle og kompetencer alt for lidt, når det ikke lige er sæson for uddeling af Politikens undervisningspris. Debatten handler om alle mulige andre vigtige dagsordener, men det er ikke et af de temaer, som eksempelvis vores nye undervisningsminister har lagt op til at se på.  

Det oplever jeg personligt som en skam. Der er behov for at se på, om vi klæder erhvervsskolelærerne godt nok på i dag til at håndtere den brede kreds af elever – og deres udfordringer – som de møder i hverdagen.  

Det vil jeg gerne slå et slag for. Her er det som i mange andre tilfælde vigtigt at undgå at starte forfra. I stedet vil jeg opfordre til, at man kigger mod nord mod mine svigerforældres hjemland Finland, der som et af få vestlige lande i de seneste år har oplevet en stærkere tilslutning til erhvervsskolerne, mens det omvendte er tilfældet her i Danmark.  

En af nøglerne til finnernes succes er, at de ligesom Løvens Hule har forstået vigtigheden af mentorrollen. I Finland er der både en højere andel, der starter på erhvervsuddannelse, og en lavere andel, der falder fra.  Det er for at sige det mildt en ret markant forskel.

Vi ved, at læreren spiller en vigtig rolle for, om mange elever beslutter sig for at stoppe på uddannelsen.  

Kasper Munk Rasmussen, uddannelseschef, SMVdanmark

Nu er der selvfølgelig grænser for vores muligheder for at omkalfatre det danske uddannelsessystem, men det er slående, hvor stor forskel der er på debatten i Danmark og Finland. De seneste mange års politiske reformer i Finland har i høj grad handlet om, hvordan vi styrker erhvervsskolelærernes muligheder for at vejlede de unge bedre og agere mentorer.  

Her er der et stort potentiale i Danmark, hvor vi har et stort frafald. Det er et kæmpe problem, og vi ved, at læreren spiller en vigtig rolle for, om mange elever beslutter sig for at stoppe på uddannelsen.  

Mange unge mennesker har ganske logisk brug for forbilleder at spejle sig selv i og for en, der står klar til at lytte til problemer og give råd og vejledning. Særligt hvis du ikke kan få den hjælp derhjemme. Det er lidt, som om vi i erhvervsuddannelsessystemet for ofte overser, at vi faktisk har med unge mennesker at gøre, der kan døje med alt fra kærestesorger til tvivl om, om uddannelsen nu også er det rigtige for dem.  

Det har man forstået i Finland, og det betaler sig mange gange igen gennem et langt lavere frafald. Omvendt stiller det også større krav til vores lærere. Og krav til, at der investeres penge i det nødvendige antal lærertimer, som det relationelle arbejde kræver.  

Særligt de pædagogiske kompetencer har brug for et løft. I Finland har man flere forskellige typer af erhvervsskolelærere, heriblandt lærere for elever med særlige behov og mentorlærere. Det skaber overskuddet til at håndtere en bredere gruppe af elever med forskellig baggrund.  

Mange steder i Danmark arbejder man heldigvis også med mentorer, men mentorarbejde bør være en mere naturlig del af vores erhvervsuddannelser, også uden at du som elev skal komme med en diagnose.

Der er også et andet aspekt af erhvervsuddannelserne, hvor vi med fordel kan lære af både Finland, men også af de af vore egne erhvervsskoler, der er langt fremme. Det drejer sig om det tætte samarbejde mellem virksomhederne og erhvervsskolelærerne. Jeg hører fra virksomheder, at der særligt for EUX-elever ikke altid er koordineret tilstrækkeligt mellem uddannelsesinstitution og virksomhed.  

I Finland betoner man vigtigheden af den gode dialog om elevens lærling. Læringsmålene for praktikopholdet bliver aftalt mellem læreren og mesteren på den pågældende virksomhed. Læreren tager ud inden praktikopholdet starter, og undervejs besøger vedkommende løbende arbejdspladsen for at understøtte mesteren.  

Det binder teorien og praksis sammen på en stærkere og smart måde i forhold til et mere tilfældigt forløb hos en given virksomhed. Her er der generelt behov for, at vi får et skarpere øje for, hvordan vi kan styrke undervisningspraksis på erhvervsskolerne. 

Når det kommer til den generelle kontakt mellem virksomheder og erhvervsskolerne, har man i Finland politisk pålagt erhvervsskolerne at være i kontakt med virksomheder på deres givne felt.  

Lærerne tager ud på virksomhederne for at blive bekendte med nye processer, maskiner og arbejdsgange, og det sker ofte gennem de 25 ECTS, der er afsat til videreuddannelse af erhvervsskolelærere.

Der er brug for, at vi sikrer, at de erhvervsskolelærere, som er så vigtige i de unges liv og uddannelse, er kompetente og engagerede.

Kasper Munk Rasmussen, uddannelseschef, SMVdanmark

Denne praksis blev indført i 2000, og finske studier har indikeret værdien af disse partnerskaber, både når det gælder lærerne, institutionerne og arbejdspladserne. Lærerne bliver dygtigere, og det styrker samarbejdet mellem skolerne og arbejdslivet.  

Alt det her peger på, at det måske kunne være en god idé at give uddannelsen af erhvervsskolelærerne et eftersyn – eller helt gentænke den.  

Vi skal have en diplomuddannelse i erhvervspædagogik, hvor langt størstedelen af tiden bruges på sparring og supervision fra kolleger om, hvordan man er en bedre lærer, i stedet for på det teoretiske arbejde, hvor vægten er i dag. Og der er brug for flere spor målrettet mentorer og målrettet at slå bro over generationskløfter og med fokus på elevernes personlige og sociale situation.  

Endelig er der brug for, at vi sikrer, at de erhvervsskolelærere, som er så vigtige i de unges liv og uddannelse, er kompetente og engagerede. Det kræver selvfølgelig flere ressourcer til skolerne, som der er blevet peget på fra mange sider, men det kræver også, at vi stiller højere krav til, at lærerne løbende holder deres kompetencer ved lige.  

Og det kræver, at skolerne formår at belønne og tiltrække de dygtigste lærere og i det hele taget prioriterer kvaliteten af lærerstaben højt. Det har eleverne fortjent.  

Jeg håber, at Folketinget i denne regeringsperiode kan blive enige om at få kigget nærmere på lærernes kompetencer – og at man undersøger, om ikke der er andre ude i verden, der har indrettet sig på en måde, som vi kan lære noget af i lille Danmark. Måske en studietur til Finland kunne være en idé?  

Your online selling content here