Dagbladet Information

Home Nyheder Dagbladet Information

Ny Mette Frederiksen-bog sælger politisk kynisme og desillusion

Hvad er Christiansborg? Er det rammen om et reality-tv-show drevet af løgn, bedrag og knive i ryggen? Eller er det en arena, hvor samfundet, dets kræfter, ideer og modsatrettede erfaringer kommer til udtryk, støder offentligt sammen og ender i midlertidige kompromiser?

I det første perspektiv er politikerne og deres personlige relationer dramaets eneste hovedpersoner.

I det andet perspektiv er politikerne mindre vigtige, de reagerer mindst lige så meget på samfundet, som de styrer det – og man er nødt til at søge en dybere forståelse af samfundsudviklingen, hvis man vil forstå politik.

I det første blik er vælgerne passive publikummer, og deres eneste funktion er på valgdagen, når krydset skal sættes, og de afgiver deres dom over showets deltagere. I det andet er vælgerne konstant til stede via dem, de har stemt på.

Svaret er selvfølgelig, at Christiansborg er begge dele. Politisk journalistik, der ikke har blik for mand til mand-magtkampen, spin og spil er blind. Politisk journalistik, der ikke har blik for samfundet i bredeste forstand, er tom.

Debat: Regeringen vil sætte ind imod partnervold, men gør alt for lidt for at forebygge

Debat

14. marts 2023

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere her

I begyndelsen af måneden løftede regeringen sløret for en kommende handlingsplan mod partnervold og partnerdrab. Handlingsplanen indeholder 14 hovedpunkter, som sikrer fortsættelse af især igangværende projekter. Det er vigtigt og godt, men hvor er de nye initiativer, der skal forebygge, at vold overhovedet sker i hjemmet i første omgang – frem for først at sætte ind, efter volden er sket?

Iben Andersen, som også arbejder med voldsforebyggelse, sagde engang til mig, at »vi skal spole filmen tilbage«. Det betyder, at vi skal kigge på forløbet før og op til volden for at finde ud af, hvordan vi kan afbryde udviklingen mod vold. Hvis antallet af mænd, der krænker, begår overbreb imod og dræber kvinder, skal nedbringes, må der tænkes nyt. Og der skal ske ændringer på rigtig mange parametre.

Andre lande har gjort det

Herhjemme har antallet af partnerdrab været alt for højt og stort set uændret i flere årtier. Men ser man til udlandet, er der ingen grund til at tro, at vi i Danmark ikke skulle kunne gøre det langt bedre, end vi gør.

Spanien er ét af de europæiske lande, der ofte bliver fremhævet for at have sat forebyggelse og håndtering af partnervold og drab på den politiske dagsorden. Allerede i 2009 oprettede Spanien en særlig task force mod vold i hjemmet og kørte holdningsbearbejdende kampagner.

Resultatet er, at antallet af partnerdrab er faldet fra 73 i 2010 til 48 i 2017. Og i Sydafrika er antallet af kvindedrab blevet halveret, efter der blev indført omfattende lovgivning og tiltag på området. Så lad os blive inspireret af, hvad andre lande har gjort for effektivt at nedbringe antallet af partnervold og drab.

Vi har jo gjort det herhjemme på andre områder. Altså ændret befolkningens holdninger og adfærd for at forebygge alvorlige samfundsproblemer – for eksempel forældres vold mod børn.

Revselsesretten blev først afskaffet i 1997. Forbuddet mod at udøve nogen som helst form for fysisk eller psykisk afstraffelse af sine børn sammen med omfattende og bredspektret oplysningskampagner og en bred offentlig debat om emnet havde en effekt på mentaliteten. Det gik fra at være ret almindeligt og acceptabelt for forældre at bruge fysisk afstraffelse til at irettesætte og ’opdrage’ børn – til i dag at være ikke blot strafbart, men også noget, de fleste mennesker tager kraftigt afstand fra. Vi er ikke i mål endnu med at afskaffe alt vold mod børn, men ifølge Mai Heide Ottosen, seniorforsker ved VIVE, er korporlig afstraffelse af børn dalende. Vi som samfund er blevet mere opmærksom på børn, som mistrives og mere klar til at gribe ind.

Ligeledes bruger de fleste i dag sikkerhedsseler, når de kører bil, efter det er blevet et lovfæstet krav, og efter der er blevet gennemført gentagne oplysningskampagner. Det har medvirket til, at vi har nedbragt antallet af trafikskadede og -dræbte signifikant.

Vi kan og skal gøre det samme ved mænds vold mod kvinder ved at investere i målrettede primærforebyggende initiativer. Det vil sige initiativer, der sætter ind, helt inden volden opstår.

Håndgribelig forebyggelse

Vi behøver ikke at opfinde den dybe tallerken selv. Vi kan trække på viden fra de lande, hvor antallet af drab og mængden af krænkelser og vold mod kvinder allerede er nedbragt. Og der er også en hel del andre ressourcer derude.

I 2022 udgav Victoria Banyard og Sherry Hamby for eksempel bogen Strengths-based Prevention, som benytter blandt andet adfærdspsykologi til at pege på effektive forebyggelsesmetoder. Også FN har samlet en række inspirerende udgivelser med evidensbaserede metoder, som jeg også vil anbefale til ligestillingsministeren.

Jeg oplever ofte, når samtalen falder på forebyggelse af mænds vold mod kvinder, at folk siger noget i retning af »ja ja, forebyggelse er også vigtigt« – men så skifter samtaleemnet alligevel hurtigt over på noget andet.

Jeg tror, det handler om, at vi ikke har konkrete billeder på nethinden af, hvad voldsforebyggelse egentlig er. Billedet er måske lidt uskarpt. Vi har derimod alle sammen billeder i hovedet af, hvad vold og overgreb er. Men vi har brug for at se forebyggelse af mænds vold mod og drab af kvinder som noget håndgribeligt og opnåeligt.

Der er og har været enkelte primærforebyggende initiativer fra særligt ngo’er herhjemme. Men de har desværre ofte været kortvarige, enkeltstående og underfinansierede.

Så ja, lad os spole filmen tilbage og sætte ind med flere initiativer, som forhindrer, at der overhovedet sker krænkelser og overgreb. Langt flere ressourcer skal afsættes til et langsigtet forebyggende fokus på, hvad vi som samfund kan gøre, så vi slet ikke skaber gerningsmænd.

Chris Poole er konsulent i voldsforebyggelse

Debat: Der er brug for et udvidet producentansvar, det er et vigtigt led i bæredygtighedskampen

Debat

14. marts 2023

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere her

Der har længe været uenigheder om, hvornår en fødevare bliver for gammel, og hvorvidt den skal kasseres, derfor står der nu »mindst holdbar til« eller »bedst før« på de fleste fødevarer. I mange henseender er det producenten, der fastsætter produktholdbarheden ud fra råvarens kvalitet og fremstillingsproces, som virksomheden selv er ansvarlig for.

De fleste kender også til hverdagselektronik, som går i stykker efter garantiens udløb på grund af svaghed i udvalgte komponenter, så det efterfølgende kasseres, og der købes nyt. Samme kasseringstankegang gør sig gældende efter coronapandemien, hvor 89 millioner værnemidler skal destrueres alene i Region Hovedstaden, fordi holdbarheden er udløbet.

En bekostelig proces for både samfundet, miljøet og klimaet samt spild af varer, som ellers har været opbevaret »tørt og ikke for varmt« og i originalemballagen. Alligevel skal de smides ud.

Men det behøver ikke at være sådan. Lige nu er der et udvidet producentansvar, når det gælder elektronik, og snart gælder det også emballage. Det udvidede producentansvar giver producenterne incitament til at reducere materialeforbrug og til at designe mere genanvendelige produkter, da de skal bidrage til at dække omkostningen ved håndtering af bortskaffelse af deres produkter.

Så er det ikke på tide, at producentansvaret udvides til endnu flere produkter? Det er vel et nødvendigt skridt på vejen til en mere bæredygtig verden, ligesom vi har behov for mere rådgivning om, hvordan holdbarheden af et produkt kan forlænges, eller hvordan det alternativt kan anvendes.

Det kan eksempelvis være, hvordan man kan skifte batteriet i sin smartphone, hvordan gammel mælk kan indgå i bagning af brød, eller hvordan holdbarheden af håndsprit kan forlænges betragteligt, når det opbevares i original emballage.

For lige så vel som det er producentens ansvar at definere en forventet levetid af deres produkter, så burde de også være forpligtet til at minimere spild. Det er der i den grad behov for, hvis vi skal sætte ind på bæredygtighedsdagsordenen og bruge de ressourcer, som vi har, mest effektivt.

Karin Hansen er bæredygtighedsrådgiver og fødevareekspert

Jurister om LA-formands boligsag: Alex Vanopslagh bør efterforskes for bedrageri

Det er ikke nok, at Alex Vanopslagh tilbagebetaler det tilskud til dobbelt husførelse på 30.000 kroner om året, som LA-lederen har fået, mens han uberettiget havde adresse i Struer.

Partilederen bør også efterforskes for bedrageri. Sådan lyder vurderingen fra fire juridiske eksperter.

»Min vurdering er, at politiet bør få mulighed for at efterforske sagen. Og så må anklagemyndigheden efterfølgende tage stilling til, om der skal rejses en tiltale,« siger Lotte Helms, der forsker i straffe- og kriminalret ved Syddansk Universitet og er tidligere anklagerfuldmægtig ved Bornholms Politi.

»Med de her beløb og med den adfærd er der mange ting, som peger på, at der har været et forsæt til unddragelse. Derfor er det en god idé at vurdere, om der er tale om bedrageri,« siger hun.

Også juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet vurderer, at LA-formandens boligsag bør undersøges nærmere.

»Min umiddelbare vurdering er, at det her er en sag, der bør efterforskes af politiet. Der er så meget, der peger på, at der kan være foregået noget strafbart.«

Professor emeritus i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet erklærer sig enig og udtaler: »Det er forståeligt, at nogen undrer sig, hvis der ikke indledes en politiefterforskning.«

I efteråret kunne Information fortælle, at Alex Vanopslagh havde flyttet sin adresse fra København til en lejlighed i Struer og derfor havde fået stillet en gratis lejlighed i København til rådighed af Folketinget.

Først måtte LA-lederen tilbagebetale ét års uberettiget støtte på 30.000 kroner for dobbelt husførelse. Siden har Struer Kommune ifølge Alex Vanopslagh afgjort, at han i perioden fra 2020 til 2022 brød CPR-loven ved at have sin adresse registreret i Struer. Information har ikke set afgørelsen, men ifølge Alex Vanopslagh har kommunen konkluderet, at han i alt har opholdt sig 156,5 dage i Struer.

På den baggrund har Folketingets Administration pålagt ham at tilbagebetale samtlige tilskud, som han har modtaget til dobbelt husførelse.

Støtten til dobbelt husførelse er dog ikke Alex Vanopslaghs største gevinst. Den største økonomiske fordel er derimod den husleje i København, som han er sluppet for at betale i perioden fra 2020 til 2022, hvor han uberettiget havde en gratis lejlighed stillet til rådighed.

Boligøkonomisk Videncenter estimerer over for Information, at den pågældende lejlighed ville kunne lejes ud for cirka 10.000 kroner om måneden. Eftersom Alex Vanopslagh uberettiget rådede over folketingslejligheden i 29 måneder, svarer det til cirka 290.000 kroner i sparet husleje.

Aldrig læst reglerne

Alex Vanopslagh har flere gange hævdet, at han hverken kendte lovgivningen eller Folketingets regler, og at han derfor ikke var opmærksom på, at han overtrådte dem. Men som Information tidligere har beskrevet, blev LA-formanden flere gange gjort opmærksom på de mulige problemer.

Blandt andet får alle folketingsmedlemmer ved overdragelsen af en medlemsbolig udleveret en husorden med regler for brug af Folketingets lejligheder. Af husordenen fremgår det, at brugen af folketingsboliger er betinget af, at medlemmet »opretholder sin eksisterende normale bolig og folkeregisteradresse«, og at benyttelsen af den gratis medlemsbolig er »mindre end 180 dage om året«.

To forhold, som Alex Vanopslagh ikke har overholdt, da han efter eget udsagn har opholdt sig »et sted mellem 60-80 dage om året« i Struer. Ved boligoverdragelsen skriver folketingsmedlemmerne desuden under på en tre sider lang brugsaftale, hvori de erklærer, at de »opretholder en fast bopæl«.

LA-lederen har imidlertid i et interview med Information udtalt, at han »aldrig« har læst reglerne, selv om han årligt har underskrevet en erklæring om, at han overholder dem.

»Jeg har underskrevet en erklæring om at overholde nogle regler, men jeg har ikke læst reglerne,« sagde han.

Ud over husordenen og brugsaftalen har Liberal Alliances daværende pressechef, Anne Kirstine Cramon, fortalt, at hun personligt advarede Alex Vanopslagh om boligsagen. Det gjorde hun, da hun for to år siden hjalp partilederen med at flytte fra hans daværende lejlighed i Vanløse til den nye folketingslejlighed.

»Jeg kan jo godt regne ud, at når du flytter fra Vanløse til en folketingslejlighed i det indre København og også flytter din folkeregisteradresse hjem til dine forældre i Jylland, så er det nok i strid med de gældende regler,« har hun sagt til B.T.

Ifølge Sten Schaumburg-Müller forekommer det »underligt«, at LA-formanden registrerer sin adresse til Struer og efterfølgende flytter direkte fra Vanløse til den gratis folketingslejlighed. 

»Hvis der er et profileret medlem af Folketinget, som man med rette kan mistænke for at have begået noget strafbart, så bør det da undersøges,« siger han.

Uanset advarsler har flere jurister vurderet, at Alex Vanopslagh ikke kan undskylde sig med at have været uvidende. Og den vurdering er Lotte Helms enig i:

»Han (Vanopslagh, red.) siger flere gange, at han ikke vidste det, og at han ikke har sat sig ind i reglerne. Men altså: At man ikke kender loven, gør ikke, at man går straffri, hvis man bryder den.«

Hun understreger, at en efterforskning vil kræve, at nogen indgiver en politianmeldelse af Alex Vanopslagh. Men ud fra sagens oplysninger kalder hun partilederens adfærd for »påfaldende«.

»Den adfærd, han har, kan som udgangspunkt vise et forsæt. Det vil være ordentligt, at politiet vurderer, om der er noget at komme efter. Det kan man umiddelbart tænke ud fra de sparsomme informationer, der er fremme,« siger Lotte Helms.

’Moralsk og juridisk forkert’

Bente Hagelund, der er jurist med ekspertise i offentlig ret, og som er tidligere rektor ved Folkeuniversitetet, mener heller ikke, at sagen bør være slut.

»Vanopslagh har ved enten at misinformere eller ved ikke at sætte sig ind i reglerne uberettiget modtaget værdier for langt mere end de 30.000 kroner årligt, som han har tilbagebetalt,« siger hun.

Bente Hagelund henviser særligt til straffelovens paragraf 289a om socialt bedrageri. Af paragraffen fremgår det, at den, der »giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger« for at få »udbetaling eller tilbagebetaling af tilskud eller støtte fra danske myndigheder« kan straffes »med bøde eller fængsel indtil et år og seks måneder«.

Bente Hagelund er i tvivl om, hvorvidt det i en straffesag vil kunne bevises, at partilederen havde forsæt – altså til hensigt at begå bedrageri. Men under alle omstændigheder mener hun, at Alex Vanopslagh bør tilbagebetale mere end det tilskud til dobbelt husførelse, som han har modtaget.

»Alex Vanopslagh og for så vidt også Folketingets Administration burde anerkende, at sagen ikke er afsluttet med tilbagebetaling af 30.000 kroner om året, og at der burde laves en aftale om dette med Folketingets Administration.«

Alex Vanopslagh har afvist, at der var tale om en proformalejlighed med det formål at få stillet en gratis bolig til rådighed i København og dertil få et årligt tilskud for dobbelt husførelse. Han havde efter eget udsagn opholdt sig i Struer 60-80 dage om året i forbindelse med samværet med sin søn.

Allerede før kommunens afgørelse vurderede flere juridiske eksperter over for Information, at LA-formanden havde opholdt sig så lidt i lejligheden i Struer, at det var i strid med CPR-loven. Og blandt andre Bente Hagelund har affejet partilederens forklaringer om at have været uvidende:

»De regler er helt klare, både for CPR-registrering og for, hvornår man kan få tilskud til dobbelt husførelse i Folketinget. Selvfølgelig bør alle mennesker sætte sig ind i, hvilke regler der gælder, men specielt synes jeg, at folketingsmedlemmer, som lovgiver, og som bør foregå alle andre med et godt eksempel, ikke bare kan tillade sig at sige, at de ikke forstod reglerne eller ikke læste dem. Det er moralsk forkert, ud over at det også er juridisk forkert,« siger Bente Hagelund.

I en mail til Information skriver Alex Vanopslagh, at »jeg er ked af sagen, for jeg burde have haft bedre styr på reglerne«.

»Jeg har ladet det være op til Folketinget at vurdere, hvad jeg skal betale tilbage. Det har jeg nu gjort, og derfor betragter jeg sagen som afsluttet. Hvis reglerne skal ændres, er det Folketingets Administration og Præsidium, som beslutter det.«

Debat: Unge skal ikke tvinges væk fra gymnasierne, men lokkes ind på erhvervsskolerne

Med et øget karakterkrav og en omfordeling af taxameterpengene vil SVM-regeringen forsøge at piske elever væk fra de gymnasiale uddannelser og over på erhvervsuddannelserne.

Er det en klog vej at gå? Jeg tror det næppe.

Regeringen ønsker, at flere unge skal vælge en teknisk erhvervsuddannelse, fordi vi kommer til at mangle håndværkere. Her kan man så spørge sig selv, om vejen frem er pisk eller gulerod. Jeg vil klart mene, at vi bør vælge guleroden frem for at piske de unge væk fra de gymnasiale uddannelser.

Jeg tror, vi risikerer, at restgruppen uden nogen form for uddannelse, i stedet vil vokse, fordi de ikke kan få deres ønske om at komme i gymnasiet opfyldt – og måske derfor vil resignere og fravælge enhver form for uddannelse.

Danmark vil gerne være et velfærdssamfund og et veluddannet videnssamfund. Vi vil også gerne være et land med social mobilitet og lige muligheder for alle. Det må være et fælles projekt, vi alle kan støtte op om. Det håber jeg i hvert fald stadig gælder. Hvis vi gerne vil den vej, må vi også give de unge gode muligheder for at erhverve sig viden og dannelse på alle mulige måder. Her er gymnasieuddannelserne vigtige.

Unge skal lære at lære

Mange virksomhedsledere vil formentlig kunne genkende, at noget af det vigtigste, deres medarbejdere har med sig fra en hvilken som helst uddannelse, er, at de har lært at lære.

Når man først har taget én uddannelse, bliver det lettere at tillære sig nyt, efteruddanne sig eller vælge en helt ny retning. I en omskiftelig verden vil der være brug for folk, der hurtigt kan lære og omstille sig til noget andet. Her kan de gymnasiale uddannelser lægge grundstenen for løbende videreuddannelse gennem hele livet.

Ungdommen er en vigtig periode i ethvert menneskes liv. Der foregår rigtig meget, både fysisk og psykisk i alderen, fra man er 15 til 19 år gammel. Man har et sandt tankemylder af spørgsmål, man gerne vil have svar på: Hvordan får jeg nogle gode venner? Hvilken uddannelse skal jeg tage for at få et godt liv? Hvordan udvikler jeg mig personligt og fagligt? Hvordan får jeg et godt arbejde?

Vi er så heldige at have flere forskellige ungdomsuddannelser i Danmark. STX er den ældste gymnasiale uddannelse, der blev grundlagt i 1850 som latinskolen eller ’den lærde skole’ – et undervisningstilbud, der skulle forberede til optagelse på universitetet. Jeg tænker, at vi stadig gerne vil have unge til at søge ind på universiteterne og dygtiggøre sig til fremtidens vigtige samfundsfunktioner.

HF blev etableret i 1967 – blandt andet for at sikre kvalificerede ansøgere til læreruddannelsen. Og det har vi da stadig brug for? HHX-uddannelsen blev etableret i 1888 som en toårig merkantil erhvervsuddannelse. Der er efter min bedste overbevisning ikke brug for færre dygtige økonomer, virksomhedsledere, forretningsfolk og iværksættere til at holde hjulene i gang i det danske erhvervsliv i dag.

HTX blev oprettet som forsøg i 1982 og er målrettet mod de videregående naturvidenskabelige uddannelser inden for medicin eller ingeniør- og teknikeruddannelserne. Det kan vi nok også blive enige om, at vi stadig har brug for med de sundheds-, klima- og bæredygtighedsmæssige udfordringer, vi står over for.

Og erhvervsuddannelsernes historie går tilbage til middelalderens mange håndværkerfag. Håndværkere er der jo bred regeringsmæssig enighed om, at vi har brug for.

Der er med andre ord behov for alle de forskellige ungdomsuddannelser, som vi har i dag. Ingen ved præcis, hvordan samfundet vil udvikle sig fremadrettet. Men vi ved, at vi vil komme til at mangle arbejdskraft inden for snart sagt alle fag.

Det sociale er afgørende

Hvis man begynder på en erhvervsuddannelse som 15-årig, kommer man ud i virksomhedspraktik som meget ung og uprøvet teenager. Her risikerer man at møde en ret barsk maskulin kultur, som kan være svær at navigere i, hvis man er lidt usikker på sig selv, sine færdigheder og sin person i det hele taget.

Der er ikke nødvendigvis jævnaldrende, man kan etablere et fællesskab med eller spejle sig i. Derfor kunne det give god mening at give de unge mulighed for at modnes lidt mere i en skolemæssig sammenhæng, før de kommer i praktik.

Det er mit indtryk, at mange håndværksmestre er meget tilfredse med de elever, der har taget en HTX-uddannelse, før de starter på en EUD-uddannelse og kommer i praktik. Disse elever har både større modenhed og selvstændighed, som er guld værd for både små og større håndværksvirksomheder.

Samtidig har man som 15-16-årig brug for det sociale samvær, der følger med som en bonus ved en gymnasieuddannelse. Her kan man mødes i frikvartererne og hænge ud. Der er fester, introture og studieture. Der er et ungdomsfællesskab med plads til lidt af det sjove og hyggelige, som på mange måder også er udviklende.

Hvis man skal gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive, bør man tilbyde eleverne flere sociale tilbud. Der skal for eksempel være fredagscafeer, studieture med virksomhedsbesøg og mulighed for udlandsophold. Tiltag, der gør det attraktivt at gå på en erhvervsuddannelse, og som fremmer de unges trivsel og sociale liv.

De unge, man bør bekymre sig allermest om, er i virkeligheden dem, der aldrig kommer i gang med en ungdomsuddannelse, eller som dropper ud af gymnasiet til ingenting. Det er dem, man skal kæmpe for at hjælpe i gang. Har regeringen nogle gode bud på, hvordan det kan gøres? Er det med pisk eller gulerod?

Motivationen i det frie valg

Det største problem er, at vi ikke kommer til at have arbejdskraft nok til at varetage alle funktioner i samfundet. Vi kommer til at mangle håndværkere, sosu-assistenter, sygeplejersker, pædagoger, iværksættere, ingeniører, forskere, økonomer, formidlere, oversættere og alt muligt andet.

De ældre kommer til at arbejde længere. Det er allerede besluttet og sat i værk, men det er ikke nok, og der er vel trods alt en grænse for, hvor længe man kan forvente at holde folk i arbejde. Nye metoder og teknikker introduceres i snart set alle fag, og jo ældre man er, desto sværere og mere tidskrævende bliver det at sætte sig ind i nye ting.

Rent fysisk er der også grænser for, hvor meget den ældre befolkning kan overkomme. Det vil vel heller ikke være rimeligt, at mennesker, som har indbetalt til en pensionsordning gennem et langt liv, skal fortsætte med at arbejde, til de falder i graven.

Hvordan løser vi det? Måske kan en del af løsningen være at automatisere funktioner, hvor det er muligt. Stadig flere butikker lader kunderne selv scanne deres varer. Måske kan vi klare os med automatiserede butikker, biblioteker og banker uden personale, men med høflig selvbetjening. Visse sundhedsfaglige spørgsmål kan måske klares over nettet. Nogle dele af et håndværk kan allerede udføres af maskiner, og flere vil komme til på sigt. Men alt dette kræver forskning og udvikling – og uddannelse.

Så lad nu være med at piske de unge væk fra de uddannelser, de gerne vil prøve kræfter med. Det frie valg er en vigtig motiverende faktor. Nogle vil nok i sidste ende alligevel ende med at vælge en af de uddannelser, der er mest behov for lige nu. Især hvis det gøres attraktivt.

Fremtiden er svær at spå om, så ingen ved præcis, hvilke faggrupper der vil være mangel på om 10-15 år, når de, der skal vælge ungdomsuddannelse efter sommerferien, engang bliver færdige med deres videregående uddannelse. Derfor giver det ikke meget mening at tvinge unge væk fra det, de drømmer om.

Gitte Husted Madsen er lektor ved HTX Sukkertoppen i Valby og medlem af Gymnasieskolelærernes Hovedbestyrelse

Hvordan i alverden kan så mærkelig en film vinde syv Oscars?

Til den 95. oscaruddeling, der fandt sted natten til mandag, vandt Everything Everywhere All at Once ikke færre end syv af de 11 oscarpriser, filmen var nomineret til, heriblandt, og for første gang i prisens historie, i tre af de fire skuespilkategorier, for Bedste Originale Manuskript, Bedste Instruktion og Bedste Film.

Det er en mageløs bedrift, som de færreste nok havde forudset, da Daniel Kwan og Daniel Scheinerts forholdsvis lille film havde amerikansk premiere i marts sidste år (den nåede Danmark i maj). Og det er stadig lidt svært at forstå, selv efter at det er sket – og selv for én som undertegnede, der følger kampen om de årlige oscarstatuetter ganske tæt.

For selv om Everything Everywhere All at Once overraskende nok var klar favorit til at vinde alle de Oscars, den fik, er det ikke en typisk oscarvinder, og den ligner ikke ret mange af de øvrige nominerede film.

»Fordi jeg elsker, når korrupte magtmænd bliver afsløret!« Informations skribenter guider gennem CPH: DOX

Heroppe under loftsvinduerne på fjerde sal i det hus, som siden maj 1945 har været avisens redaktionslokaler, beder min kontornabo og chef, kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde, mig gå på en tur gennem huset for at høre, hvad vores kolleger har tænkt sig at se på CPH:DOX – en af verdens største dokumentarfestivaler, som i år fejrer sit 20-årsjubilæum og løber fra onsdag den 15. marts til 26. marts. »Du kan jo lægge ud med at opfordre de læsere, der ikke har mulighed for eller lyst til at gå i biffen, til at købe et onlinepas«, siger hun. »Sidste år lå jeg i to uger i mørket med en varm nyfødt på maven, mens jeg DOX’ede derudad på telefonen. Det fungerer genialt!«

Årets program er som altid en vildtvoksende skov af titler, som kan være lidt vanskeligt at få hold om. I år er der flere end 200 nye dokumentarfilm, hvoraf 104 har verdenspremiere på festivalen. 

Ibi-Pippi Hedegaard kalder dommen hård, men fortryder ikke

Mandag klokken lidt over 11 offentliggjorde retten ved Viborg, at Ibi-Pippi Orup Hedegaard skal i fængsel i halvandet år og betale erstatning på knap 1,9 millioner kroner.

Det er byrettens straf for den de skader, provokunstneren påførte Asger Jorn-maleriet Den foruroligende ælling, da hun sidste år besøgte Museum Jorn i Silkeborg og limede et billede af sig selv på maleriet og skrev på det med tusch. Den foruroligende ælling er et berømt eksempel på det, Asger Jorn selv kaldte for modifikationer, som er semiabstrakte malerier med vilde strøg malet oven på gamle figurative malerier fundet på et loppemarked. Ibi-Pippi Orup Hedegaard mente, at hendes handling var en »dobbelt-modifikation«. 

»Jeg synes, det er en hård dom. Dommeren har fulgt anklagemyndighedernes ønske til punkt og prikke,« siger Ibi-Pippi Hedegaard til Information og oplyser, at hun anker sagen: »Man kan sige, at det kan jo ikke gå værre end det her. Jeg håber, at det kommer til at gå bedre – men jeg frygter selvfølgelig det værste.«

Han har sat 60.000 mennesker i fængsel på tre år – og folket jubler

»Vi tæller 300 dage uden et drab. For at sætte det tal i sammenhæng havde den tidligere regering ikke én dag uden et drab. Og regeringen før den havde blot en dag uden et drab. Én dag på ti år! Gudskelov lever vi et andet land i dag.«

Sådan skrev El Salvadors præsident, Nayib Bukele, den 15. februar i år, da landet kunne markere de første tre hundrede dage nogensinde uden et eneste registreret drab.

41-årige Nayib Bukele, der har været El Salvadors præsident siden 2019, er blevet en regulær superstar i Latinamerika, berømmet og berygtet for sine nye, alternative og til tider kontroversielle ideer.

I 2021 fik han vedtaget en lov, der sidestiller kryptovalutaen Bitcoin med dollar som national valuta i El Salvador, og siden har landet brugt millioner af de statslige valutareserver på at opkøbe Bitcoins, ligesom han har foræret alle salvadoranere en konto med en værdi svarende til 30 dollar i Bitcoin.

Debat: Pogromen på Vestbredden synliggør Israels brutale bagside

Debat

11. marts 2023

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere her

Den 26. februar blev to israelske bosættere dræbt på vejen, der går gennem den palæstinensiske by Huwara på Vestbredden. Samme aften drog hundredvis af bosættere til Huwara, hvor de skød mod civile palæstinensere og brændte huse, butikker og biler – en blev dræbt og mange såret. Ødelæggelserne havde et omfang og en voldsomhed, som fik en israelsk general til at betegne det som en pogrom mod palæstinensere.

De fragmenter om Israel-Palæstina, der når frem til den danske offentlighed, kan skabe en fordrejet fortælling om to ligeværdige parter i endeløs tvekamp om jord, ret og historie. Statsminister Mette Frederiksen (S) bidrog sidste år til den fortælling, da hun i Folketinget blev spurgt til militære overgreb mod palæstinensere:

Your online selling content here