I årevis har ministre og erhvervsledere rejst verden rundt for at brande Danmark som et »grønt foregangsland«:
På statsbesøg og FN-topmøder har de fremstillet Danmark som et land, der tidligt indså klimakrisens alvor og investerede milliarder af skattekroner i grøn energi. Et sandt foregangsland, hvor solceller ligger på marker, og vindmøller står side om side. Et land, som med politisk mod og handlekraft har formået at gå fra sort olie og kul – til i dag at kunne kalde hele 35 procent af sin energi for ’vedvarende’.
To år i træk har eliteuniversiteterne Yale og Columbia ligefrem udpeget os som verdens mest bæredygtige land og hyldet vores »bemærkelsesværdige lederskab« for at fremme ren energi.
Hvad de danske politikere og erhvervsspidser i mindre grad nævner, er dette: 75 procent – altså langt størstedelen – af Danmarks ’grønne energi’ kommer fra afbrændingen af biomasse. En energikilde, som ifølge FN’s regler må opgøres som klimaneutral, men som i virkeligheden udleder store mængder CO₂.
