Home Skanderborg Ægtepar fra Ry bidt af rally og gamle biler

Ægtepar fra Ry bidt af rally og gamle biler

2
0
aegtepar-fra-ry-bidt-af-rally-og-gamle-biler

Ægtepar fra Ry bidt af rally og gamle biler

Poul og Hanne er super-kørere i særlig løbsdisciplin.

Artiklens øverste billede
Ægteparret Poul og Hanne Juhl-Godballe i Ry er bidt af at køre pålidelighedsløb i deres klassiske Golf GT fra 1988. Pressefoto

Mortorsport er den helt store dille hos både mand og kone bag ægteparret Poul og Hanne Juhl-Godballe i Ry.

Mere præcist brænder Poul og Hanne for at køre pålidelighedsløb, som er en helt særlig gren af rally, hvor det faktisk slet ikke går ud på at trykke speederen helt i bund og nå højeste fart.

Vi er blevet bidt af pålidelighedsløb og kan lide den måde at køre rally på.

I pålidelighedsløb gælder det derimod om at holde nogle forskellige gennemsnitshastigheder. For hurtigt eller langsomt giver strafpoint. Løbene køres oftest efter et kort, hvor der er indtegnet nogle punkter, som man skal køre igennem.  

Klassiske biler

Samtidig køres den særlige udgave af dette rally i klassiske biler, og hr. og fru Juhl-Godballe har kastet deres kærlighed på en VW Golf GT fra 1988.

Og selv om rally-kørerne fra Ry senest måtte tage til takke med en 7. plads i klasse Expert i Oresund Rally, der tæller som 2. afdeling i DM, så hører de normalt til i toppen af feltet som regerende danske mestre i pålidelighedsrally, som de vandt sidste år med maksimumpoint.

Det er 6. sæson, Poul og Hanne kører pålidelighedsløb, og de har faktisk nået topresultater også i de to forudgående klasser, Touring og Sport, hvor de også vandt DM-titler, inden de avancerede til den tredje og øverste klasse, Expert.

»Vi er blevet bidt af pålidelighedsløb og kan lide den måde at køre rally på, og så er der jo også kærligheden til de gamle biler og kammeratskabet mellem os rally-kørere,« forklarer Poul og Hanne Juhl-Godballe.

I hele landet

Poul og Hanne, der oprindelig kommer fra Holstebro og Herning-kanten, men som har boet i Ry siden 2001, har begge en fortid i motorløb.

Poul kørte rally og orienteringsløb allerede tilbage i 1980’erne, og parret mødte hinanden omkring 1990, da Hanne hjalp til med afviklingen af motorløb. Biler har altid været en del af hendes liv. 

Hanne havde blot ikke selv været med til at køre motorløb, men det kom hun til sammen med Poul, idet de kørte klubrally sammen. Senere fik de interessen for pålidelighedsløb, hvor man kommer rundt i hele landet for at køre om DM.

En udfordring

Et pålidelighedsløb er en blanding af orienteringsløb og kørsel på tid, som bliver målt elektronisk på 42 hemmelige steder på ruten.

På enkelte strækninger skal man måske køre 50 km i timen i gennemsnit, og det gælder, uanset om der er kurver, hvor man slet ikke kan køre så hurtigt.

»Vi kører jo en 5-6 timer i løbet af sådan en dag, og der sker bare noget hele tiden, man skal forholde sig til. Udfordringen er at finde den rigtige vej og ramme målepunkterne så præcist som muligt. Vi bliver jo målt på tiendedele sekunder og nogle gange er vi helt nede og ramme dem på 0,« uddyber Poul Juhl-Godballe.

Klare roller i bilen

Rollerne i bilen er klart defineret på forhånd. Poul kører bilen og rammer tiden, mens Hanne finder vejen og fortæller, hvad der sker længere fremme.

»Det hele skal være timet og tilrettelagt præcist som i Olsen-banden,« lyder det fra Hanne Juhl-Godballe.

Samarbejdet i bilen mellem mand og kone i rally-team Juhl-Godballe fungerer perfekt.

»Vi skændes aldrig, når vi er ude at køre. Vi kan godt være ærgerlige over, hvis vi laver en fejl, men det kan jo ikke hjælpe, og fordi vi har været gift i så mange år, så ved vi godt, hvordan vi skal komme videre derfra uden at ryge i totterne på hinanden,« fremhæver Poul Juhl-Godballe.

Første afdeling af DM, SONAX DASU Classic, havde i øvrigt start fra Klosterbiler i Ry lørdag 22. april, hvor Poul og Hanne Juhl-Godballe var med i løbsledelsen, ligesom de havde lavet halvdelen af ruten.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here