Skal man gifte sig af kærlighed, af medlidenhed, af omsorg, af dårlig samvittighed? Det er nogle af de spørgsmål, som den unge kavalerist, løjtnant Anton Abildgaard (Esben Smed), kæmper med i Bille Augusts nye film, Kysset. Filmen er baseret på en bog af den østrigske forfatter og humanist Stefan Zweig, og som så ofte hos Zweig handler det om medfølelse og medmenneskelighed og en krig, der truer med at knuse alt det smukke i verden.
Kysset foregår i 1913, og rygterne om en krig i Europa svirrer i Danmark, ikke mindst blandt officersaspiranterne på officersskolen, hvor Anton snart er færdiguddannet med udmærkelse. Politikken overlader han dog til sine overordnede, og i stedet bliver hans liv kastet ud i lidt af et stormvejr, da han hjælper den lokale baron Løvenskjold (Lars Mikkelsen) og bliver inviteret til bal på godset. Her møder han både baronens tiltrækkende niece, Anna (Rosalinde Mynster), som han hurtigt falder for, og baronens smukke datter, Edith (Clara Rosager), der falder for ham.