Jeg har fået at vide, at jeg er et familiemenneske, fordi jeg ser min nevø og mine niecer mindst én gang om ugen. Men er det virkelig kun det, der skal til, før jeg kategoriseres som en, der ser familien ud over den ’normale besøgstid’?
Vi er født som væsener, der for at kunne overleve er afhængige af andre i væsentligt flere år end nogen anden art på jorden. På den måde er vi nærmest allerede ved fødslen skabt som familiemennesker med kun ringe chancer for at komme godt igennem tilværelsen uden et stærkt netværk af omsorgspersoner.
Vi glemmer at sætte familien først
Et afrikansk ordsprog lyder: »Det kræver en hel landsby at opforstre et barn.« Men nu er landsbysamfundet affolket. Nu er de sekundære og nu også primære relationer spredt for alle vinde, langt hinsides gadekæret.
Men den stærke, iboende familiefølelse i os mennesker har ikke forladt os. Jakob Øster – en ganske almindelig familiefar med et lønmodtagerarbejde – som drog ud for at besøge alle verdens lande, udtalte da også følgende efter sin tur: »Man skal huske på, hvor ens mennesker er på tværs af religion, etnicitet, kultur og tilhørsforhold. Folk vil bare gerne have et godt liv for dem selv og deres børn.«
Men i vores travle, egocentrerede og vestlige liv glemmer mange af os at sætte familien først. Og det kan i de værste tilfælde betyde, at børn ender med at blive forældrenes forlængede egoer i stedet for egne individer, hvis skabelse vi er ansvarlige for.
Diagnosekulturen har også gjort det lettere for forældre i dag at fralægge sig ansvaret.
Her kan en tur igennem systemet ofte fortælle dem, hvad der er galt med deres børn. For nogen kan det måske skabe mere ro omkring forældrene end en tur på legepladsen med nabobørnene.
For forældre vil gerne være stolte af deres børn — især med hvordan det går dem, når de flyver fra reden.
Forudsætningen for at klare sig på egen hånd kræver en stærk familiær ballast. Men hvordan kan vi forvente, at de unge skal være robuste i dag og parate til voksenlivet, når familiebåndene i mange tilfælde er så svækkede?
Unge længes efter familien
Familielivet er slidsomt, men vi har endnu ikke fundet en bedre måde end familiestrukturen til at varetage den nok mest krævende opgave for noget menneske: Et barns opvækst.
Børnefamilier prøver febrilsk at ’klare ærterne’ med måltidskasser, men der skal en væsentlig større hjælp til, hvis der skal findes mere tid til hinanden i dagens opskruede samfund, som slet ikke er gearet til børnefamilier.
Mange prøver at løsrive sig fra familien, når de bliver teenagere, men drømmen om at være en del af en eller anden familie slipper næsten aldrig — og i øvrigt findes familier jo i mange størrelser og former. Og det er dét, vi skal have øje for.
Det franske udtryk Cherchez la femme – ’søg efter kvinden’ bruges gerne, når et mysterium skal opklares. Dog kunne det også meget vel omformuleres til Cherchez la famille.
For unge menneskers søgen efter en familie er nemlig tilfældet ni ud af ti gange i mine vejledningssamtaler med unge mennesker qua min stilling som uddannelsesvejleder.
Det er derfor, at jeg er sammen med mine niecer og nevø mindst én gang om ugen, så de også får omsorg fra andre — end hvad deres gode og travle forældre kan nå at give dem.
Jeg håber, at vores samvær er med til at give dem mere mod på at gå ud i livet, hvor de ikke falder for hvem som helst, fordi de vil elskes for alt i verden.
For det, vi ikke har fået som barn, kan vi nemlig aldrig få nok af som voksen.
Flere omsorgspersoner styrker børns trivsel
Jeg har hverken haft en legeonkel eller en garvet gudfar, da min mors familie er fra Italien, og min far er enebarn. Men som Mario Puzo, forfatteren til bogen bag The Godfather, skrev: Italians have a little joke, that the world is so hard a man must have two fathers to look after him, and that’s why they have godfathers.
Derfor skal vi vise børn, at det er muligt at have flere omsorgspersoner i livet end ens forældre.
For når nogen kalder mig et familiemenneske med mine ugentlige familiebesøg, må det tyde på, at der er rigtig mange børn, der ikke oplever (særlig megen) omsorg og kærlighed fra andre personer end deres forældre.
Men det vil til hver en tid styrke børns trivsel at lade flere omsorgspersoner hjælpe til hos ens familie, så flere børn ved at de er elsket af mange, når de træder ud i verden.
Det kræver, at vi bliver bedre til at tage ansvar for andre ud over den lille kerne bestående af far, mor og børn.
Vi er nemlig slet ikke så uafhængige, som vi tror, men følsomme individer, der alle fortjener omsorg og kærlighed — hvis ikke fra vores biologiske familie, så fra vores familievenner og andre, der kan bidrage med lige så stor en støtte og hjælp.
Jarl Panzeri Vistisen er uddannelsesvejleder
