Min far døde pludseligt for tre år siden – vi havde ikke set hinanden i 15 år, og vores relation inden da var dårlig. Det var derfor mest af alt en lettelse, da han døde. Alligevel er hans dødsdag hvert år siden kommet bag på mig. Jeg bliver irritabel og grådlabil i ugen op til, min nakke spænder op, jeg bliver vred og ked af det over, at han aldrig formåede at være min far.
Jeg gider ikke, at den ikke bliver ved med at vælte mig omkuld. Hvordan markerer man dødsdagen for et menneske, man ville ønske, man aldrig havde kendt?
— Barnet
Svar I:
Inden for den metakognitive terapi er grundtanken, at ingen tanker og følelser er farlige, i stedet skal man øve sig i bare at betragte tanker og følelser som skyer på himlen. De skal have lov til at passere. Og hvis de skyer udvikler sig til et uvejr, skal man afsætte en time til at rase intenst, så de ikke driver en til vanvid både dag og nat.
