Home Nyheder Dagbladet Arbejderen Demonstranter tog Mjølnerparken tilbage

Demonstranter tog Mjølnerparken tilbage

2
0
demonstranter-tog-mjoelnerparken-tilbage

“Vores hjem er ik’ til salg… Vores hjem er ik’ til salg… Vores hjem er ik’ til salg!”

Kampråbene fra omkring 500 demonstranter gav lørdag genlyd på Nørrebro i København – og i Mjølnerparken, der huser cirka 1400 beboere, hvoraf en stor del står til at blive smidt ud af deres hjem som en konsekvens af ghettolovgivningen.

Lørdag fik beboerne besøg af en masse mennesker, der ville vise deres solidaritet. Bag demonstrationen stod Boligaktionen.

– Vi står her i dag i solidaritet med Mjølnerparkens beboere og for at vise, at de ikke er alene. Vi i Boligaktionen kæmper for en billigere og mere mangfoldig by, hvor alle har råd til at bo og leve, lød det fra en repræsentant fra Boligaktionen, der talte til demonstranterne fra scenevognen.

Mjølnerparken står på regeringens såkaldte omdannelsesliste (den tidligere “hårde ghettoliste”) og skal nedbringe andelen af almene familieboliger med 60 procent inden 2030.

Derfor har Mjølnerparkens boligselskab, Bo-Vita, indgået en aftale med investeringsselskabet NREP og Industriens Pension om at sælge ud af 260 af Mjølnerparkens i alt 476 almene lejligheder.

50 beboere i Mjølnerparken har ikke tænkt sig at flytte frivilligt og har fået grønt lys af Østre Landsret til at få prøvet ved en domstol, om det er lovligt at smide dem ud af deres hjem i Mjølnerparken.

Foto: Lasse Son Nørby Olsen

Boligaktionen fremsatte under demonstrationen en stribe krav til Mjølnerparkens boligselskab Bo-Vita, Københavns Kommune og til staten.

– Vi kræver, at alle beboere, der er fraflyttet deres lejligheder siden planerne om salget af gård 2 og 3, skal have tilbudt deres lejligheder tilbage. Der, hvor beboerne ikke ønsker at flytte tilbage, skal der laves ungdomsboliger og ældreboliger. Der skal være alment beboerdemokrati, og beslutninger skal respekteres af boligorganisationen. Vi har ikke tænkt os at lægge os ned. Uanset om vi bor i alment eller privat. Vi står her samlet. Vi finder os ikke i, at vores medmennesker bliver trynet og tvangsflyttet. Vi vil stå skulder ved skulder, råbte taleren fra Boligaktionen til stor jubel.

Politisk vanvidsbilisme

En lille gruppe af demonstranterne har malet et stort gult banner med en masse farverige håndtryk og teksten: “Vi elsker Mjølnerparken”.

Almen Modstand – der organiserer de udsmidningstruede lejere på ghettolisterne og alle, der støtter dem – er også en del af demonstrationen.

– Ghettolovgivningen er en form for politisk vanvidsbilisme. Desto flere røde trafiklys der blinker, desto mere træder politikerne bare på speederen og insisterer på, at deres vanvid er det rigtige at gøre, lød det fra Jean Thierry, der er aktiv i Almen Modstand.

Foto: Lasse Son Nørby Olsen

En ung kvinde, der er vokset op i Mjølnerparken, er også blandt talerne:

– Mine forældre skal sammen med beboerne fra 2. og 3. gård tvangsflyttes, og hver gang jeg besøger dem, bliver jeg trist. Da gården i Mjølnerparken, som jeg er vokset op i, skulle renoveres, var jeg med til at vælge de træer, der skulle plantes, og bestemme, hvor gyngerne og rutsjebanen skulle være…

Da mørket faldt på, fik rapperen Sanganee mikrofonen. Og han fyrede straks op under sit hit, Ghettoloven:

“Nu kommer staten ind… Den vil ta’ hjemmet fra dem… Man ser en skurk, der leger superhelt… De river mure ned… Og bygger nymoderne… De vil forvandle Nørrebro til riges stjerne-kaserne… De vil fjerne sjæl…”

Læs også

Læs også

Kan du lide, hvad du læser?

Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:

MobilePay: 87278

Abonnér

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here