Det kan blive en risikabel vej at gå, hvis landbruget satser på kulstoflagring som den gyldne vej til grøn omstilling.
For selvom reduktionsmetoden, hvor man binder klimaskadelig kulstof i jord, planter og skov, er et “væsentligt omstillingselement” for landbruget frem mod 2030, er det også en metode med væsentlige problematikker.
Selvom der er potentiale for at øge kulstoflagringen kraftigt i de første år, er det ikke en reduktion, der vil holde på lang sigt.
Sådan lyder konklusionen fra Klimarådet i en ny analyse om landbrugets omstilling ved indførslen af en CO2-afgift.
”I et klimaperspektiv giver det rigtig god mening at øge den mængde kulstof, der bliver lagret i planter og jord, frem for at det er i atmosfæren. Men problemet er, at reduktionen ikke er permanent. Kulstoffet er kun lagret, indtil planterne rådner eller træet bliver fældet,” siger næstformand Jette Bredahl Jacobsen, der også er professor i miljø- og ressourceøkonomi på Københavns Universitet.
Klimarådet baserer sin bekymring på en beregning af effekten ved at indføre en CO2-afgift på 750 kroner per ton CO2e i 2030.
I analysen når eksperterne frem til, at knap halvdelen af de i alt 5,5 millioner ton forventede drivhusgasreduktioner fra de teknologiske løsninger i landbruget kommer fra implementeringen af kulstofbindende tiltag som skovrejsning, læhegn og efter- og mellemafgrøder.
