Hvert år er 2.000 unge med særlige behov ude af stand til at tage en ungdomsuddannelse på ordinære vilkår. De har brug for mere tilpassede uddannelsesforløb, som de får igennem den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, STU.
Men i disse dage tager en ny lov om STU’en form. Og mens der er meget godt at sige om de politiske intentioner bag den nye lov, er der desværre mindre godt at sige om, hvordan de er blevet udmøntet.
Der er bred politisk erkendelse af, at alt for mange kommende STU-elever kæmper for hårdt med kommunale forvaltninger for at få tilbudt den uddannelse, de gerne vil have. Derfor er det opløftende, at den nye lov om STU forpligter kommunerne til at give de unge mindst to forskellige uddannelsesforløb at vælge imellem. Samtidig giver den også de unge ret til selv at komme med et uddannelsesalternativ til kommunens forslag.
Problemet er bare, at en række grundlæggende udfordringer omkring finansieringsmodellen, kvalitetssikringen og tilknytningen til arbejdsmarkedet fortsat er uløste. I det lys kommer loven til at ligne en lappeløsning, hvor unge også fremover skal kæmpe benhårdt for at få tilbudt den rette STU. I så fald er vi trods gode intentioner lige vidt.
Kommunale krumspring
Den store udfordring er, at den nye lov fortsat finansierer STU’en over bloktilskud. Når loven samtidig giver kommunen ret til at give den unge det billigste tilbud, reduceres de gode intentioner om unges selvbestemmelse til et meget lille plaster på et meget stort sår.
Bloktilskuddet betyder nemlig, at kommunerne får en pose penge til STU’en, men hvis de kan undgå at bruge hele posen, kan de beholde overskuddet og bruge pengene et andet sted i de trængte kommunekasser. Det giver kommunerne et stærkt incitament til at vælge det billigste tilbud, når en ung skal have tilbudt en STU. På den måde bliver unge med særlige behov gidsler i de enkelte kommuners spareøvelser.
Men hvad så med den unges ret til at komme med et alternativ til kommunens forslag? Den gælder kun, hvis alternativet ikke er dyrere end kommunens. Man beder altså unge, som i forvejen har svært ved at forstå komplekse problemstillinger, om at undersøge og dokumentere prisen på en uddannelse. Det er mildest talt urealistisk.
Derfor bør man udarbejde en finansieringsmodel, som neutraliserer den kommunale kassetænkning. Det kunne man for eksempel gøre ved at ligestille STU’en med alle andre ungdomsuddannelser og finansiere den over et statsligt taxameter. På den måde ville den direkte udgift ligge i staten, og så vil kommunen miste sit incitament til at lave krumspring og vrangvride vejlednings- og visitationsprocesser for at finde det billigste tilbud frem for det bedste.
Eneste uddannelse uden kvalitetskrav
Nogle vil måske tænke, at det er fornuftigt, at kommunerne sparer på pengene. Dog er problemet med de billige STU’er, at de som de eneste uddannelser ikke er underlagt et kvalitetstilsyn i staten.
Alle kan altså lave en billig uddannelse, kalde den en STU og udkonkurrere dyrere tilbud, der med tung specialpædagogisk viden ellers kan leve op til STU’ens formål: At unge udviklingshæmmede og unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt samt eventuel videre uddannelse og beskæftigelse.
Som tankeeksperiment kan man forestille sig, at man havde den samme tilgang til kvalitet på andre ungdomsuddannelser. Vores huse ville næppe stå ret længe, hvis enhver kunne lave en mureruddannelse, uden at der blev stillet krav til uddannelsens kvalitet.
Derfor burde den nye lov have lagt op til at udvikle en kvalitetsmodel med fælles standarder og et centralt uddannelsestilsyn i Undervisningsministeriet, som kunne føre tilsyn med de uddannelsessteder, der udbyder STU. Præcis ligesom vi gør med alle andre uddannelser for at sikre, at vores unge får en undervisning, de kan bruge til noget.
Desværre lægger den nye lov imidlertid op til en praksis, hvor kvalitetsaftaler indgås mellem kommune og udbyder. Aftaler, som kommunerne hver især kan definere både indhold og brug af. Det er stort set det samme som det borgerrettede tilsyn, vi har i dag, hvor kommunen har pligt til at følge op på hver enkelt ung, men hvor det er Ligeværds erfaring, at flere aldrig eller sjældent gør det.
Det er simpelthen for uambitiøst.
Læsset vælter på jobcentret
STU er under alle omstændigheder den dyreste uddannelse, vi har. Og det er den eneste uddannelse, unge med særlige behov får tilbudt. Derfor skal vi som samfund sikre os, at vi får noget ud af det, vi betaler for. Og at de STU’er, vi tilbyder de unge, har en kvalitet, man kan stole på.
Som samfund har vi meget at vinde ved at investere i en STU af ordentlig kvalitet. Med den rette indsats kan størstedelen af en årgang nemlig bidrage som lønmodtagere gennem et langt arbejdsliv. For slet ikke at tale om den gunstige effekt, det vil have på kommunale og regionale udgifter, hvis de unge kommer i beskæftigelse i stedet for at komme på overførselsindkomst.
Sådan er det ikke i dag, hvor kun seks procent af dem, der færdiggør en STU, kommer direkte videre i beskæftigelse. Det til trods for, at over 50 procent har et arbejdsmarkedspotentiale.
Vi taber altså langt de fleste unge i overgangen til beskæftigelse. Et problem, som både reformkommissionen og flere civilsamfundsprojekter, herunder Ligeværds projekt Joballiancen, har dokumenteret.
Problemet opstår, når de unge går uledsagede ind på jobcentret efter endt uddannelse, hvor de møder nogle proceskrav, som de slet ikke kan leve op til.
Man kan for eksempel forestille sig en ung kvinde, der på sin STU har fået kompetencer til at arbejde i et gartneri. Hun kan få planter til at gro, selv om hun ikke kan læse og skrive. Men på jobcentret bliver hun som det første bedt om at udarbejde et CV. Her vælter læsset for hende, ligesom det gør for langt de fleste i hendes situation. Med den konsekvens, at de langsomt mister de kompetencer, de har tillært sig på STU.
Løsningen er veldokumenteret
Derfor er der brug for en særlig beskæftigelseslovgivning, som kompenserer de unge for det, de ikke kan. Men også dét har man udeladt i den nye lov, selv om både intentionerne i forhandlingerne op til loven var gode, og løsningen tilmed er veldokumenteret: De unge kommer i job, hvis de får støtte i overgangen mellem uddannelse og beskæftigelse.
Men de gode intentioner om at hjælpe de unge bedre i overgangen til beskæftigelse er landet som henholdsvis et ’uddannelsesbevis’ og et ’ressourcepapir’, som skal følge den unge.
Det er trist, fordi de nye papirer blot er en erstatning af nogle tidligere dokumenter, som kun blev brugt i meget begrænset omfang – blandt andet fordi de ikke gav mening for de jobcentermedarbejdere, der skulle bruge dem. Man kan frygte, at de nye papirer kommer til at lide samme skæbne.
Og for de unge giver de heller ikke mening. Der er stort set ingen unge, der efterspørger dokumenter. De unge efterspørger nogen, der kan støtte dem, imens de finder fodfæste i overgangen mellem STU og beskæftigelse. Mennesker, som er helt tæt på dem, som har viden om deres udfordringer, og som har oparbejdet stærke relationer til både de unge og til de virksomheder, der kan skabe en arbejdsplads til en ung med særlige behov.
Som samfund skylder vi os selv og i særdeleshed de unge at investere ordentligt i STU’en og ligestille den med alle andre ungdomsuddannelser. Det vil både være et bidrag til arbejdsudbuddet og helt sikkert være trivselsfremmende for de unge, hvis de i højere grad kunne indgå i virksomhedernes arbejdsfællesskab.
Men det er næppe den fremtid, vi går i møde med den nye lov.
Esben Kullberg er direktør i foreningsfællesskabet Ligeværd
