473.525
Så mange danskere havde mandag aften skrevet under på fagbevægelsens krav om at bevare store bededag. Fagbevægelsen satte trumf på ved også at kræve en folkeafstemning om store bededag, og kravet har fået stor opbakning blandt tillidsfolk og medlemmer rundt omkring. Også i et omfang, så nogle af fagbevægelsens ledere selv er ved at blive betænkelige.
For den meget krigeriske stemning blandt store dele af fagbevægelsens medlemmer kan i længden være svær at styre for fagbevægelsen top. Frygten er især, at frustrationen blandt medlemmerne bliver transformeret over til titusinder af nej-stemmer til overenskomsterne i den private sektor, hvor Metal søndag aften lavede et såkaldt ”gennembrudsforlig”.
Imens skal partierne på Christiansborg stikke eller bekende til forslaget om en folkeafstemning. Det kræver 60 medlemmer af Folketinget, men det bliver svært at nå, selvom 79 af Folketingets medlemmer faktisk er imod at afskaffe store bededag. For de største partier i oppositionen hælder mod et nej.
Radikale har allerede sagt nej til en folkeafstemning. Derimod har hverken SF, Konservative, Danmarksdemokraterne eller Liberal Alliance meldt endegyldigt ud, og der er begrænset appetit på at være det første nej-parti, der hælder en folkeafstemning ned af brættet.
Men tiden er ved at rinde ud: Regeringens lovforslag ventes 3. behandlet 28 februar, og derefter skal oppositionen inden for tre hverdage præstere 60 underskrifter for at få en folkeafstemning.
Derfor siger de nej
Hos SF, LA, Danmarksdemokraterne og Konservative møder man både principielle og strategiske argumenter for at afvise en folkeafstemning:
– Det mest principielle er frygten for inflation i folkeafstemninger. Angrebet på store bededag er ret beset mindre end en række af de politiske indgreb, der har været de sidste 20 år, og i flere af partierne frygter man, at en folkeafstemning nu vil skabe præcedens for hyppige folkeafstemninger. Bortset fra EF/EU-afstemninger, afstemninger om valgretsalderen og en folkeafstemning om tronfølgeloven i 2009, skal man helt tilbage til 1963 for at finde en folkeafstemning om et aktuelt politisk emne, dengang om jordlovene.
– I flere partier er der ligeledes frygt for, at det kan blive næsten umuligt at træffe upopulære beslutninger på Christiansborg, hvis truslen om endnu en folkeafstemning hænger som et damoklessværd over hovedet på en regering.
– På den mere strategiske bane forventer flere af oppositionspartierne, at en folkeafstemning vil kitte de tre regeringspartier endnu mere sammen, og at SVM-regeringen i resten af perioden vil køre solo hen over resten af Folketinget. Både når det gælder et nyt forsvarsforlig og i en stribe andre situationer.
