Home Nyheder Politiet skyder løbsk hund nær børnehave

Politiet skyder løbsk hund nær børnehave

2
0
politiet-skyder-lobsk-hund-naer-bornehave

Politiet har skudt en løbsk rottweiler nær en børnehave vest for Silkeborg.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Politiet fik anmeldelsen omkring middag mandag, da der løb to rottweilere rundt frit nær børnehaven Funder Kirkeby Børnehus.

Både børn og pædagoger måtte søge tilflugt i et drivhus på legepladsen, da de to hunde kom ind på børnehavens område.

Hanhunden kunne fanges ind og få snor på, men tæven var alt andet end rolig, skriver mediet. Den truede, snerrede og nægtede at lade sig indfange.

Og det blev ikke mindre dramatisk, da politiet ankom.

»På Funder Kirkevej kommer tæven løbende mod en kollega og er aggressiv og har blottet tandsæt mod kollegaen. Han vurderer i forhold til deres og hans sikkerhed og vidner længere oppe på vejen, at der skal afgives skud,« siger Michael Svendsen, politiassistent i Silkeborg.

Han skød derfor mod hunden to gange, og så faldt den om. Han skød en tredje gang for at aflive den forsvarligt.

Ejeren vidste angivelig ikke, at hundene var undsluppet, og han er nu blevet sigtet for at have overtrådt hundeloven.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here