Det er seks år siden, jeg var i Rusland sidst. Jeg har længe haft planer om at besøge min familie igen, men først passede det ikke ind i livet som nybagt mor, derefter skubbede corona til mine planer, og så kom krigen, der gjorde mig bange for at rejse.
Blandt mine russiske og danske venner her i Danmark var der konsensus om, at det var bedst for mig at vente med at tage afsted til tingene ’stilnede af’. Samme holdning havde flere af mine russiske kusiner. Min russiskkyndige journalistven spår nu, at der godt kan gå 20 år, før (rejse)forholdene bliver ’normale’ igen.
Jeg ringede til den kusine, jeg har, der lader til at absorbere mest af den russiske version af verdenssituationen. Hun grinede af min rejsefrygt og sagde, at den var ubegrundet – at russere tværtimod var ekstra venligt stillede over for turister af frygt for, hvad de måtte mene om Rusland i dag. Det var selv samme kusine, der kaldte mig landsforræder, da jeg tog afstand fra krigen.
Min frygt for at tage til Rusland kommer blandt andet af, at jeg stadig er russisk statsborger. Jeg har dobbelt statsborgerskab, og hvis jeg på nogen måde skulle komme i problemer i Rusland, ville Danmark ikke kunne hjælpe mig. Jeg har desuden også offentligt skrevet om min afstand til krigen. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, om min frygt er overdrevet. Min kusine sagde, jeg skulle lade være med at lytte til alle de opblæste historier og bare komme til Rusland.
Kan de flytte ind hos mig?
Tanken om at tage hele min familie til Danmark – en tanke, som jeg har haft, siden jeg var barn – er mere præsent end nogensinde. Efter chokket over krigen havde lagt sig hos min familie, og forståelsen af, at den russiske økonomi ikke smuldrede som frygtet, indfandt sig, blev de naturligvis bekymrede for deres mænd. For mine kusiners kærester og ægtemænd, min fætter og deres venner.
Indtil videre er ingen af dem, jeg kender, blevet indkaldt til hæren, men en del fra min familie har overvejet, om det var muligt at flytte over grænsen for at undgå det. Jeg har forklaret dem alle, at min toværelses i Sydhavnen har masser af sengeplads.
Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis nogen, jeg kender, blev indkaldt. Død i krig er forfærdeligt nok i sig selv. I min ungdom læste jeg Anna Politkovskajas beretninger fra russiske soldaters mødre. Historier om umenneskelige forhold inden for militærets egne rækker. Soldater, der vendte totalskadede hjem, uanset om de overlevede krig eller tjente inden for landets grænser.
Jeg har oplevet følgerne af det i min egen familie. Samtlige mænd i min familie blev alkoholiserede efter militærtjeneste, og jeg har to onkler, der endda døde af druk. De var begge soldater. En af dem blev aldrig udstationeret, men udtjente sin værnepligt på en base lidt uden for Sankt Petersborg. Hans mentale helbred virkede til at være ramt hårdest.
Den uformelle militære undervisningsmetode dedovshchina har historisk været – og er sikkert stadig – at tæve de værnepligtige sønder og sammen. ’Prøvelserne’, de yngre værnepligtige bliver udsat for, kan være dødelig fysisk og psykisk vold, heriblandt, tortur og voldtægt. Selvmordsraten er derfor høj blandt russiske værnepligtige.
Dengang jeg læste Anna Politkovskaja, var min fætter tæt på at være gammel nok til sin indkaldelse. Jeg gik længe og tænkte over, om der mon var en måde, jeg kunne gøre mindst muligt skade på ham, men nok til at han kunne blive erklæret uegnet til militæret. Heldigvis var der formindsket indkaldelse til militæret i en årrække, og det gjorde det muligt for ham at arbejde i stedet. De andre af mine nærmeste jævnaldrende har derfor heller ingen militær træning.
Det emotionelle sind
Angsten, som opstod i mig lige efter krigen brød ud, har lagt sig, og jeg følger med, der hvor det ikke bliver for overvældende for mig. På sociale medier kan jeg se, at nogle russiske venner hepper på mere militær hjælp til Ukraine, andre demonstrerer på Christiansborg slotsplads under parolen »Nej til NATO’s krig mod Rusland«. Jeg føler mig som Europa, sammenklemt mellem to stormagter lige der.
Da jeg hørte Putins seneste tale, begyndte jeg at græde, ikke fordi jeg blev positivt rørt, selv om han virkelig taler til følelserne – de nationale følelser om en fælles historie, en fælles kultur. Jeg blev i stedet så trist over at se, hvordan det jo faktisk virker blandt tilskuerne i salen, og hvordan jeg ved, det virker ude i det store Rusland.
Jeg kom til at tænke på, hvad min morbror sagde, da jeg talte i telefon med ham, da krigen brød ud: »Man kan ikke forstå Rusland med det rationelle sind.« Jeg har tænkt meget over sætningen siden og fundet ud af, at det er fra et meget kendt russisk digt af Fyodor Tyutjev fra 1866, som lyder:
»Rusland kan ikke forstås rationelt // kan ikke måles med en normal målestok // er af en særlig art // På Rusland kan man kun tro« (egen oversættelse).
Det emotionelle er stærkere end det rationelle hos en russer. Det er en smuk egenskab, og det er grunden til, at poesien har så stor en rolle i Rusland, det kan få alle til at græde. Russere handler også mere fra deres mavefornemmelser, det samme gælder vel Putin: Hvis han føler sig truet, så er han også truet.
Og Putin kender sit folk. Han misbruger nu russernes emotionelle dybde til at forene dem om en fælles fjende, Vesten med sit moralske og åndelige forfald. Det minder mig om dengang, jeg spurgte en af mine kusiner: »Hvorfor er alt så fucked i Rusland?«. Hun blev tydeligvis personligt ramt og vendte tilbage med et spørgsmål om, hvorfor alle havde det så mentalt dårligt i Danmark? Og sådan kunne vi børn blive ved med at kaste med mudder.
Tillid efter Putin
På mine nyhedssider skøjter jeg hurtigt hen over sætninger som »suspendering af atomaftale med USA« og Putins homofobiske ytringer, som bare er mere af det, vi allerede har hørt. Det påvirker mig stadig, men jeg prøver at være løsningsorienteret ved at forsøge at forestille mig et Rusland uden Putin.
Det har ledt mig til oligarken og den tidligere oppositionspolitiker Mikhail Khodorkovskij og nogle af hans pointer, som jeg synes er kloge. Jeg gennemgår dem lidt overfladisk her, fordi man kan læse alt på Google: Putin dør jo en dag, men putinisme, stalinisme og autokrati vil vende tilbage til Rusland, så længe de sociopolitiske og institutionelle rammer eksisterer for det. En anden retning for Rusland kræver total forandring, blandt andet mere magt til regionerne og civilsamfundene, altså en reformering af magtstrukturerne og det økonomiske system.
For eksempel er det tid til en tilbagebetaling af overskuddet fra 90’ernes privatisering til russerne gennem pension, uddannelse og sundhedssystem og andet. For at det ikke går som i 90’erne, så skal de konstituerede demokratisksindede magthavere arbejde hurtigt og hårdt for at vinde befolkningens tillid. Og så kan jeg selv konkludere, at den tillid bedst kan vindes gennem russernes følelsesmæssige intelligens. Er det overhovedet muligt, eller er det en uopnåelig drøm? Måske kan forestillingen om det være det første skridt derhen?
Derfor støtter jeg oppositionsaktivisterne, de fængslede og dem i eksil og tænker, at det er dem, der skal bygge engang. Min store kærlighed til Rusland, som jeg kan mærke ikke er gengældt, får mig alligevel til at tro på det bedste. I må gerne tænke, jeg er naiv.
