Hvorfor altid følge de samme ritualer, når et klassisk orkester giver koncert? For eksempel ouverture, solistværk, pause og stor symfoni. Man kunne jo begynde bagfra! Eller skippe solisten og spille et miks af korte og længere stykker.
Eller gøre som Det Svenske Kammerorkester ved gæstespillet i Koncerthuset i sidste uge. Det var et ommøbleret Mozart-program: symfoni nr. 41, klaverkoncert nr. 25 og to arier fra operaen Titus. På denne måde: de to første satser af symfonien, hele klaverkoncerten, pause, de to arier og symfoniens to sidste satser.
