Jeg er rædselsslagen, da vi åbner porten til Lalandia og går igennem de kringlede gange forbi den indendørsskøjtebane, hoppeselerne, de små familierestauranter, spillemaskiner og plingeling. Det er næsten for meget for mig. Det føles som at skulle møde svigerfamilien for første gang. Jeg er slet ikke sikker på, hvordan I vil tage imod hinanden.
I skulle se jer selv, alle jer, der har været her længere, har dybere rødder, og som føler jer hjemme. Så smukke og selvbevidste og imødekommende, så fulde af foragt og vaklende i dette nye, vilde sus af en sammenbragt nationalfamilie med lasten fuld af lig og skabet pakket med spøgelser og sammenkrummede tæer. Vi er en stor flok somaliere, sorte som hud og nat. Et dusin voksne og endnu flere børn i Rødbys tropeland.
Jeg ville give næsten hvad som helst for et glimt af mig selv, af min familie set med jeres øjne, bag facaderne i de stille tanker, bag de bortvendte, nysgerrige blikke, de bekymrede miner, de store smil, der byder os velkommen, nogen gange lidt for meget, så jeg bliver usikker på, om jeg tør være her. Jeg er nervøst anlagt, og mine antenner stiller alt for nemt ind på kanal panikangst og hvid støj. Jeg flygter ud ad bagdøren i mine tanker, mens vi ruller forbi billetskranken og ind i omklædningsrummet. Det er resultatet af 27 års indvandringskuller på en knasende bund af flygtningetraumer og PTSD.
Lalandia som danskhedstest
Lalandia er hele verden under en kuppel, næsten nøgen og blotlagt i februar, iskold og brandvarm, hele samfundet samlet til familieudflugt. Kunstige læber og tatoveringer, skæg og vomme og badevinger, blandet blod og hvid, mørk og sort hud, der lige ved og næsten gnubber sig op ad hinanden i den kunstige sommersol.
Mit hjerte banker, og jeg er helt ude af mig selv over at stå på gyngende grund foran spejlet og stirre ind i mig selv og dine øjne. At gå i bad sammen, mig og min familie, som er kropsforskrækkede og helst indhyllede fra top til tå. For jer er det så nemt som ingenting at tage tøjet af. Vi lister ind i saunaen, og selv om nogen smiler, er jeg urolig for, om vi invaderer rummet og fylder alt for meget. Jeg ved ikke, hvem jeg er, hvad vi kan og må og vil. Jeg er ikke engang vant til min egen familie, fordi jeg er et hvidt får i en sort flok og derfor altid har været et problem, der enten blev stødt ud eller stak halen mellem benene og flygtede.
Men nu har vi krydset roemarkerne under den flade, åbne himmel, kigget ind i de øde, forladte huse i tomme småflækker med brædder for dørene i det, der engang var forretninger, hele vejen fra hovedstaden til vandkanten lige inden Tyskland. Rødby og jeg er her med alle dem, jeg deler blod med. Det er første gang nogensinde, og jeg er stolt og bange.
Er det okay, vi er her?
Jeg er tjekket ind med familien Danmark og hele den pukkelryggede familie, som jeg så gerne vil være en del af, men også føler mig fremmed midt i, som jeg er blevet kastet og smidt ud og ind af, så jeg ikke helt ved, om jeg stadig er her, men nu er jeg her for første gang sammen med dem, og jeg er så stolt og nervøs. Jeps, det er os med kamelerne og burkinierne og de lange lemmer, mig med de febrilske, fremmede, blodsprængte øjne, der scanner alt, og de larmende børn er også vores.
Jeg ved, du allerede har set dem, set mig, fornemmet os, min kæmpestore, sorte lillebror, næsten to meter høj og pumpet og farlig og viril, lige idet vi skubbede svingdøren op, og det gøs hele vejen fra toppen af rutsjebanen til den gule badeand i jacuzzien. Det er os, der er den upassende store flok, som larmer, selv om vi prøver at være stille, og ham den ene hvide, der skiller sig ud, er min mand. Min livline ind i den store stamme af jeres hvidhed.
Det lyder givetvis vanvittig psykotisk, og måske er det bare mig, der på trods af tre årtier i Danmark stadig går i baglås og har en ud-af-kroppen-oplevelse, når jeg skal ’ud på en hyggelig familieudflugt’ blandt såkaldt rigtige danskere. Men man hører jo så meget, og lytter man til det, som man hører i medier, fra politikere og fra helt almindelige borgere, kunne man godt få det indtryk, at vi somaliere ikke er så vellidte derude fra Lalandia til Skagen.
Det er et åbent og måske naivt spørgsmål. Men er det okay, vi er her? Eller: Hvad oplever I, inde I jer, når I møder os? Hjælp mig ud af mit indvandringskuller, jeg stadig sidder fast i.
Sofie Jama er forfatter
